Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledningssekvensen i ”Mindhunters” slår lovende takter an. To unge FBI-folk nærmer sig et skummelt udseende hus for at finde en udspekuleret seriemorder. Interiøret er af suspekt karakter, og der lurer farer i hvert et halvmørkt hjørne. Ofrene findes i knapt så god forfatning, og pludselig bryder helvede løs. Morderen hakker i den ene agent og får den anden trængt op i en krog – men det hele viser sig at være en øvelse, og den værste konsekvens af deres forkerte beslutninger er en dårlig tilbagemelding fra deres uddannelsesleder.
Således er pulsen lynhurtigt oppe på max i ”Mindhunters”, og den når aldrig et normalt leje igen.
8 lovende FBI-aspiranter sendes på deres sidste og afgørende øvelse for at bevise, at de kan gøre sig som såkaldte ”Mindhunters”; FBI-folk, der kan tegne en profil af en seriemorder og dermed spore sig frem til en gerningsmand via personens psykologiske adfærd.
Aspiranterne sættes ud på en øde ø med en melding om, at de inden for kort tid vil få deres opgave. Øen er bygget op med et hav af kulisser og effektfulde omgivelser, og giver rammerne for øvelsen et yderst realistisk præg. De 8 bliver til 9, da også en politimand kommer med ud på øvelsen.
Øvelsen viser sig selvfølgelig hurtigt ikke at blive en øvelse – den første af aspiranterne (her er det altså ikke det største skuespillernavn, der lever længst) bliver dræbt på fantasifuld vis – og så er der pludselig meget mere virkelighed, end aspiranterne bryder sig om. De begynder straks at benytte deres uddannelse og værktøjer til at finde morderen. Det viser sig dog, at det ikke er en amatør, de har med at gøre, for personen har virkelig krammet på dem, og en efter en må de bide i græsset. Den eneste fordel er, at jo flere der dør, jo færre mistænkte er der. Paranoiaen breder sig hurtigere end man kan sige Carl Lewis, og der er ikke megen stemning for en kollegial julefrokost, eftersom alle åbenbart har et motiv qua deres særegne menneskelige egenskaber.
Mindhunters mangler bestemt hverken tempo, iderighed eller entusiasme, ej eller stemning eller effekter. Filmens eneste store problem er, at den vil for meget på kort tid, og derfor havner mellem to genrer. Og faldet mellem de to genrer er desværre lidt for drastisk, og derfor bliver resultatet lidt for hektisk og måske en anelse forvirrende. For hvor Seven brillerede med dyster stemning og uhygge, og Speed bare levede op til titlen, så er en thriller med alt for mange one-liners og karatehug ikke rigtigt nogen god kombination. Havde instruktøren holdt fast i det psykologiske aspekt, så kunne ”Mindhunters” godt have været et bud på en seværdig efterfølger til ”Seven”. Nu valgte man i stedet at lave sindrige drabsmetoder, kampscener i hæsblæsende tempo og hurtigt klipning med et desværre lidt ringere resultat.
Dermed ikke sagt, at ”Mindhunters” er et dårligt produkt. For filmen er klart et kig værd og hvad der er meget vigtigt, så er den baseret på en rigtig god ide. Skuespillerne yder alle godkendte præstationer, og man keder sig aldrig, for det giver tempoet ikke tid til – men alligevel bliver det hele lidt vel konstrueret og slutningen bliver også en tand overgearet i forsøget på at snyde seeren og gøre den mindst mistænksomme person til den overlegne og meget fantasifulde seriemorder.
Men er du allerede ved at få julekvalme over sødsuppe-det-skal-nok-blive-jul-i-år-mod-alt-forventning-agtige film, så smid ”Mindhunters” i DVD-afspilleren og læn dig frem i sædet – for der bliver du altså i de næste 106 minutter
Der fandtes ingen ekstramateriale på denne anmelder-DVD
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
