Skriv en kommentar
Erindringer kan se ud på mange måder. I Jørgen Leths tilfælde er det en stadig litterær proces der spænder fra den traditionelle fortælling fra barndom til alderdom til fokus på mennesker der fascinerer eller har betydet noget for den erindrende. Alt sammen under den samlende overskrift ”Det uperfekte menneske”, der er en henvisning til Leths avantgardistiske kortfilmsklassiker ”Det perfekte menneske” fra 1967.
I øvrigt lægger man mærke til, at det sjældent er litteraturen Leth inspireres af. Det er værd at lægge mærke til, da Leth som bekendt har et langt og mesterligt lyrisk forfatterskab bag sig, og hvor meget også ordene betyder i hans film. Ikke desto mindre er det først og fremmest filmkunsten og musikken, jazzmusikken der er Leths inspirationskilder.
I det fjerde bind erindringer, ”Mine helte - Det uperfekte menneske/4” skildrer Leth mennesker på sin vej der fascinerer, inspirerer og har betydet noget for ham. At Leth kalder alle over en kam for helte er i nogle tilfælde en noget anstrengt betegnelse, når dybt kriminelle mennesker der står bag grusomheder i Haiti, hvor Leth boede i mange år skildres. Og omend Leth utvetydigt tager afstand fra de menneskers gøren og laden kan man ikke undgå at tænke den tanke at mødet med dem først og fremmest er et æstetisk projekt, som man med en vis ret kan sætte moralsk spørgsmålstegn ved. Det er ikke journalisten Leth vi møder her, men det fascinerede uperfekte menneske. Leth er ikke blind for sammenhængen; det var bla. den helten Lars von Trier forsøgte at spænde ben for i ”De Fem Benspænd” fra 2003.
Heldigvis er langt de fleste helte egentlige helte det vil sige mennesker der har inspireret kunstneren Leth. Vi vil her, da det er et filmsite denne anmeldelse er på, fremhæve et par filmiske af slagsen.
Det kan næppe undre, at instruktørerne Jean-Luc Godard (1930) og Michelangelo Antonioni (1912 – 2007) er filmiske helte for Leth. Begge instruktører er markante personligheder, auteurer i 50-ernes og 60-ernes europæiske eksperimenteren med og udvikling af filmsproget. Det er disse heltes kompromisløse omgang med filmsproget der taler til Leth. Antonionis ”langsomme”, nærmest drømmende film er ikke svær at få øje på hos Leth (også her går von Trier herligt til angreb i det første af ”De fem benspænd”). Og så er det Godards skæren-ind-til-benet i det filmiske udtryk der inspirerer Leth, han nævner bl.a. Godards bud på en krigsfilm, ” Les carabiniers” (1963) som eksempel på dette.
Leths portrætter er korte, præcise, nærmest vignetter der fokuserer på relationen mellem den erindrende og det erindrede, heltene. Hvordan har Leth mødt helten – eller i nogle tilfælde ikke mødt helten! Og hvordan har dette møde eller ikke-møde påvirket ham. Det er med afsæt i mødet at portrættet men først og fremmest inspirationen beskrives. Det gør også, at man får mest ud af vignetterne, når man kender helten i forvejen. Fx, hvor banebrydende og ofte stadig den dag i dag ekstremt Godards filmsprog er, antydes kun hos Leth, men for den der har oplevet Godards værker forstår man efter at have læst heltevignetten på ca. 2 sider, hvorfor han er en helt for filmkunstneren Jørgen Leth, der på samme måde er kompromisløs i sin avantgardisme.
En filmisk helt som de færreste måske er bekendt med, fordi navnet ikke er specielt kendt i Danmark, er Maya Deren (1917 - 1961), en af de helte Leth ikke nåede at møde. Deren var russisk/amerikansk filminstruktør, fotograf, digter, koreograf og danser – men først og fremmest en af de betydeligste amerikanske avantgardefilmkunstnere. Leth skriver smukt: ”Jeg kan se Godard og Deren som modpoler i mit himmelbillede. En mand og en kvinde som to komplementære størrelser, ja, det har jeg lyst til, for det må man ikke i dag.
Så er modsætningen Derens sanselige, smidige bevægelse gennem emner og materialer, gennem ritualer og besættelse, op imod Godards skubben og kasten rundt med ting og begreber, farver og ord. Det er udmærket. Det er to kræfter jeg føler mig styrket af at kende. De bestyrker mig i trangen til at søge og insistere, åbne, ikke lukke.”
Som i portrættet af Godard og Antonioni får vi her den smukkeste beskrivelse af mødet med den anden kunstner og inspirationens udtryk hos Leth. At Deren også blev tiltrukket af Haiti og den antropologiske tilgang til kulturene dér gør kun sammenhængen større, men åbner også for et felt vi som læsere nok kan fornemme men knap kan forstå.
En samlende helt der ikke er fra filmens verden bør slutteligt fremhæves, da hans udtryk er helt centralt både for instruktøren og lyrikeren Jørgen Leth. Det er den polsk-engelske antropolog Bronislaw Malinowski (1884 – 1942). Jørgen Leth fortæller i afsnittet om tilblivelsen af sit mesterværk ”Notater om kærligheden” (-89). Filmen er en slags gåen i heltens fodspor. Begge tager de til Trobian Islands, nord for Papua New Guinea for at skildre som Malinowski siger det i sit værk ”The Sexual Life of Savages in North-Western Melanesia” (1929). Leth skriver: ”Den fortæller om kærlighedens ritualer og praksis. Jeg har altid været vild med den nøgterne tone mellem antropolog og informant i samtalerne om et så hot emne. Modstillingen af kold og varm fascinerer mig. Den coolness i tonen har jeg altid villet låne til mine film, At se, lytte og beskrive på Malinowskis måde. Kigge på livet i Danmark på den måde.”
Sådan fortæller Leth i sin kunst – og sådan gør han det på sin vis i dette erindringsbind om sine helte. Tillad mig her at opfordre Leth til at instruere en antropologisk erindrings-film om eget liv. Den ville jeg gerne se fra den gamle mesters hånd.
