Skriv en kommentar
Aunsvig 1971.
Filmen foregår i et lille landsbysamfund. Alle kender alle. Generationer har fulgt hinanden fra fødsel til grav. Johanna (Sonja Richter) var én gang en ung og smuk kvinde, som hele verden lå åben for. Hun elskede at danse. Nu sidder hun i kørestol på grund af en bilulykke. Landsbyens præst Erik (Peter Plaugborg) kan opfattes som Johannas redning efter den tragiske ulykke. De er gift og har en søn.
Åbningsscenen begynder med at den ’hjemvendte’ eller ’fortabte’ søn kommer til landsbyen. Det er Jakob (Ulrich Thomsen) som kommer hjem til sin barndomsby, da hans moder skal begraves. Hun var byens tidligere danselærerinde. Jakob er også Johannas livs kærlighed og tidligere dansepartner. Kærlighedshistorien mellem de to bliver vist i flashbacks. De er unge og forelsket. De danser sammen, ror i båd sammen og køre på knallert. Det unge forelskede par bliver nærmest fremstillet hyperbolsk som kontrast til filmens nutidige fortælling om tre menneskers svære valg og fravalg.
Jeg befaler dig at gå
Hver søndag i kirken forsøger Erik som præst og husbond at bevise for de trofaste kirkegængere, at han kan få Johanna til at gå igen. I kraft af Guds kærlighed, sin egen kærlighed og stærke tro fremsiger han disse ord: ”Johanna jeg befaler dig at gå – vores og Guds kærlighed er stor”. Erik messer ordene frem med en kraft, at han og kirkegængerne kommer i en ekstase og opnår en eufori, mens de venter på miraklet.
Miraklet udebliver i kirken, men sker på dansegulvet.
Den sande kærlighed får Johanna til at gå igen og danse igen. Som løgn over for sin ægtemand bruger Johanna bibelsk belæg. Hun fortæller Erik, at hun hørte hans stemme og sidestiller ham med Gud for, at han kan bevare troen. Troen på at det ene og alene er hans tro, som har skabt dette mirakel.
Eriks tro bliver sat på prøve i hans afslutningsreplik: ”Jeg kan have al den tro i verden, jeg vil, men hvis jeg ikke har kærlighed, har jeg intet”.
Præsten og kongen som ufrivillige komiske
Ulrich Thomsens person, som den hjemvendte søn bliver aldrig helt nærværende, hvilket er ærgerligt.
Rollen blegner og bliver noget tom ved siden af de to andre rollehovedindehavere. Moderkærligheden i Sonja Richters rolle kommer aldrig frem eller bliver troværdig. Peter Plaugborg leverer til gengæld en meget troværdig og bevægende præstation som præsten Erik. Man tror på hans smerte og hans stærke tro.
Både præsten Erik og kongen, Christian VII (Mikkel Boe Følsgaard) i Nikolaj Arcels En kongelige affære fra 2012 har begge magt og den højeste rang i deres samfund. Samtidig deler de også offer-rollen, da begge fornemmer al for sent at noget er på færde. De fremstår også begge ufrivillige komiske og fanges i deres egen status og mønstre, som ingen af dem kan bryde ud af, men blot se på begivenhedernes/kærlighedsaffærernes blomstring.
Med Miraklet har instruktøren Simon Staho tydelige affiniteter til Ingmar Bergmans Fanny og Alexander fra 1982. Staho har også reference til sin egen novelle film Nu fra 2002, hvor kvinden er skrøbelig, fortabt og er fanget i en mands kamp mod homoseksualitet.
