Skriv en kommentar
Titlen på Håkon Lius instruktørdebut i spillefilmslængde, ”Miss Kicki”, klinger hhv lidt af sursød dragqueen drama og lidt af midaldrende modersvigt. Det er næppe et tilfælde, for Liu nikker stilfærdigt til begge genrespor.
Pernilla August spiller (med en overbevisende blanding af vemodighed og livsappetit) den afdankede karrierekvinde og mor Kicki, der forsøger at rette op på års forældresvigt og i det hele taget skæv kurs gennem livet, ved at tage sin søn Viktor (spillet med stor sympatisk sårbarhed af den kønne, ranglede Ludwig Palmell) med om på den anden side af Formosa-strædet for at opsøge kærligheden i Taiwan. Filmen handler om, hvordan begge dele er dømt til at går galt – med andre ord, hvordan ”Miss Kicki” opdager, at hendes flirt er fup og tomme løfter, og hvordan Viktor opdager, at morens invitation til kvalitetstid er et egoistisk alibi. Men i takt med at Kickis kærlighed opløser sig til røg og spejle, introducerer den sig for første gang for Viktor – i form af den taiwanesiske dreng, Didi. Og ligeså forløjet Kickis eventyr viser sig, ligeså ægte synes Viktors - og med den unge, sarte spirende kærlighed skuer vi et håb for et tøbrud hos filmens personer.
Historien om det dysfunktionelle forhold mellem den hedonistiske og flamboyante mor og ikke mindst dennes ligeså hæmmede datter eller søn, kender vi allerede fra film som ”Hvor hjertet er”, ”Laurel Canyon”, ”Savage Grace”, ”Running with Scissors”, ”Mermaids” og ikke mindst genrens – undskyld udtrykket – moderskib, ”Mommy Dearest”. Fælles for dem og mange andre film af samme formel er, at forholdene oftest udspiller sig dramatisk og larmende med knugende skænderier og voldelige udfald til følge – som reglen snarere end undtagelsen. ”Miss Kicki” er undtagelsen. Pernilla August minder mindre om Joan Crawford og mere om Bill Murray i ”Lost in Translation” og hendes svigt er snarere stemmer fra fortiden end nærværende overgreb. De afgørende konflikter har været der, og det er deres ulmende mulighed udtrykt i personernes akavede (man fristes til at sige skandinaviske) påpasselighed overfor hinanden mere end deres realitet, der som en liflig suspense driver filmen. Både mor og søn udstråler ”brændt barn”-tristesse overfor livet og hinanden men samtidig et fælles rørende ønske om at komme forbeholdet til livs. Vi venter i spænding på at livet vækker dem eller de vækker hinanden, så vi kan få forløst krampagtigheden. Men det er her, ”Miss Kicki” ikke vil som os. Hun holder igen, holder vejret og hverken den store indånding eller udånding indfinder sig. Vejrtrækningen er frustrerende overfladisk.
”Miss Kicki” har i sin kamp for poetisk nænsomhed tendens til at hele tiden afbryde sit drama. Frem for intense scener mellem personerne vælger filmen at dvæle ved alle mellemrummene; tiden inden ”Miss Kicki” skal mødes med sin internet-flirt, beskæringen af fødselsdagsbuketten mens moren og sønnen høfligt sidder i stuen og venter med kagen osv osv. Det mætter som sagt filmen med en psykologisk sart suspense men på den anden side dræner det den også for den dramatisk intensitet, der ville kunne garantere at vi som publikum gad bryde os om, hvad der blev af vores helte. Jeg synes pauser i film, kald det død tid, tilbageholdte åndedræt osv. kan være helt vidunderlige; de kan skærpe vores opmærksomhed og gøre os følsomme overfor de sanselige og psykologiske overtoner, filmens fortalte skæbner huser. Men når pauserne bliver for mangfoldige, bliver kunstpauser, ligner de camouflage af en historie, som måske ikke er helt udtænkt eller en drejebogen, som er blevet improviseret mere end rimeligt undervejs. Jeg savnede nogle eller endda bare en enkelt (undtagelsen der bekræfter reglen) fuldt udspillet scene, hvor sønnen, Didi elle Kicki faktisk kunne få lov at fortælle os og hinanden, hvordan de havde det, eller hvorfor de var som de var i dag. Desværre får ikke én samtale, hvor der virkelig er noget på spil, lov at løbe til ende, før parterne selv eller en deux ex machina afbryder forløsningen og efterlade os med en lovlig enerverende kunstnerisk fragmentering af fortællingen. Dette er filmens hovedproblem – at den ikke synes at turde mindst en gang at ånde helt ud.
Noget andet ret udtalt for disse poetiske sarte personportrætter – og her er "Miss Kicki" ingen undtagelse – er at figurerne, i modsætning til mainstream fortællingernes, tit ikke er særligt handlingsdygtige eller tit ikke ved hvad de vil. Det kan på den ene side gøre dem enormt realistisk – spejlende en central malaise i hele den velstående verden – men også ret diffuse på den anden. For hvis figurerne aldrig rigtig ses tale ud, hvordan når de så hinanden? Og hvis ikke de når hinanden, hvad skal de så med hinanden? Hvorfor er vigtige for hinanden? Og hvis de ikke er vigtige, hvad fanden er så?
”Miss Kicki” er en liflig, sart og poetisk perle, hvor personerne fremstår med autentisk sympati og nærvær. Men den er ikke uden sine revner i fortællefundamentet.
