Skriv en kommentar
Mission: Impossible filmene nedstammer fra CBS’es Tv-serie af samme navn, der indtog de amerikanske Tv-skærme fra 1966 til 1973 og igen i to sæsoner fra 1988 til 1990. Det er også her at den fængende temamelodi af Lalo Schifrin stammer fra. Det var Tom Cruice selv der tog initiativ til at overtale Paramount til at sætte penge til side til den første Mission: Impossible film, da han var stor fan af serien. Sammen med hans producerpartner, Paula Wagner, har han produceret alle fire film til dato.
Trip
Der hersker ingen tvivl om at Mission: Impossible fra 1996 er seriens foreløbige bedste. Den lægger sig meget op af at være et produkt af 80’erne, hvor actionsekvenserne ikke var de styrrende for filmen og de forstod at holde sig som korte eksplosive scener, fremfor lange og uudholdende. Årsagen skal sandsynligvis findes i instruktøren Brian De Palma der har stået bag hådtkogte klassikere som Scarface (1983), De Uovervindelige (1987) og Fanget af fortiden (1993), som på charmerende vis ikke lagde fingre imellem blodudgydelse, revolversalver, mototsavsmasakre eller sniffende Al Pacino. Ligeledes er Mission: Impossible en atypisk actionfilm, da der her bliver taget mere hånd om personkaraktestikker og på overaskende vis er fuldtændig kærlighedsforladt og uromantisk anlagt. Det var dengang at Tom Cruice havde sit ungdommelige ynde som superageten Ethan Hunt og Jon Voight ikke havde anlagt sig typecasting som autoritær person.
Den første Mission: Impossible er blevet en klassiker og alle de gange den er blevet paroderet viser dens ikoniske scener og deraf sine særdeles orginale idéer. Den er forløber for mange af nutidens agentfilm, men låner også fra mange af datidens. Den er velskrevet og har humor og action i passende mængder og er særdeles velfungerende stadig idag.
Trap
Det var fra starten meningen at Mission: Impossible II skulle være mærkant anderledes end den første og man må sige at missionen lykkedes. Det er ikke kun Tom Cruice og Ethan Hunt der er blevet langhåret, men det er filmen til tider også. Det uromantiske fra etteren er blevet erstattet med et centralt kærlighedsplot mellem Hunt og eftersøgte juveltyv Nyah Nordoff-Hall (Thandie Newton). Toeren er samtidigt mere et one-man-show fra Hunt, der viser at han bedst kan klare sig uden sit hold og som en Rambo går hovedløst igennem ild og vand for at redde verden.
Instruktørsædet er da også skiftet ud med John Woo, der om nogen har etableret en karriere som en af de største actioninstruktører i først Kina med blandt andet The Killer (1989) og senere Hollywood med Hard Target (1993), Broken Arrow (1996) og Face/off (1997). Det er altid tydeligt at genkende en John Woo film: Hvis du tæller over tyve rullefald, ti hvide duer og filmen køre mere i slow-motion end real tid, så har du en John Woo film. MI: 2 er også fyldt med heftige actionsekvenser hvor slow motion effekten for det meste er med til at give filmens cool “look”. Men i længden Ethan Hunts slow-motion salto-mania langhåret og charmen fra den første er helt fraværende, men underholdningen er intakt og action hæsblæsende. Dog har filmen til tider større plothuller end Grand Canyon.
Træsko
80’er følelsen og Woo’s særegne actionstil er helt fraværende i seriens tredje indskud Mission: Impossbile III fra 2006. J.J. Abrams, som siden har instrueret Star Trek (2009) og Super 8 (2011) er denne gang instruktøren, som sørgede for at filmens parole og visuelle design blev opdateret til tidens standarder indenfor actiongenren. Desværre bliver M:I III kitch i forhold til andre daværende actionfilm, da det meste af filmen har mistet seriens charme og blot bliver en imitation af den. Grundplottet minder om den første Mission: Impossible film, hvor Ethan Hunts tætteste allierede og betroede forråder ham, blandet med toerens romantiske islæt. Det er ikke længere den proffesionelle og ansvarsløse agent, men familiemanden der hives ud af sit mondæne liv, for at gøre op med fortiden og klare tingene én sidste gang. Det er tydeligt idet, hvor de to forrige film startede med en mission, starter den tredje med en familiefest.
Der er færre rullefald og slow-motion sekvenser, men også færre iøjnefaldende og mindeværdige scener. Hunt fyrer cheasy punch-lines af, som da, efter han på imponerende vis klatrer Vatikanes ydermur, siger han til kameraet: Humpty Dumpty sat on a wall!. Det er mere James Bond end Mission: Impossible og plottet er mere forudsigeligt end en McDonalds burger. Dog er underholdningen igen intakt og specielt Philip Seymour Hoffman som filmens skrubeløse skurk Owen Davian løfter hele projektet op, hvorimod Keri Russell som Lindsey Farris er et filmhistoriens største fejlcast, da hun virker aldeles utroværdig som hemmelig agent.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
