Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Instruktøren Laurent Cantet (”Ressources humaines” (1999), ”Emploi du temps” (2001)) skildrer franske (især), velhavende, midaldrende, hvide kvinders sex-rejser ´mod syd´, dvs. til Haiti, hvor de i deres egen lille og luksuriøse strandkoloni opvartes af eller rettere bruger de smukke, unge, sorte og fattige mænd mod betaling i penge og mad. Vi følger to kvinder, Ellen (Charlotte Rampling) og Brenda (Karen Young). Begge bruger de den unge mand Legba (Ménothy Cesar), der går på omgang imellem dem.
Efterhånden som jalousien gror frem hos de to kvinder, og også en anden og endnu barskere haitiansk virkelighed med korruption og kriminalitet dukker op i paradiset, forliser kvindernes drøm om at blive elsket og at elske – for en stund.
Det er aldrig gået op for undertegnede, hvorfor filmen angiveligt finder sted i 1970-erne; er der en forbindelse til drømmen om den fri kærlighed, eller til kvindernes frigørelse? Eller er det blot fordi filmen bygger på en roman og noveller af forfatteren Dany Laferriére, hvor handlingerne foregår i 70-erne?! Sagen er, at en nærmere tidsangivelse virker ligegyldig. Om historien foregår i 1970-erne eller i dag, så er det først og fremmest en udnyttelseshistorie med stærke bånd til og rod i kolonialismen. Om end kvindernes forklaring på, ja retfærdiggørelse af det de gør, serveres anderledes pæn og kultiveret end den mænd traditionelt præsterer (på film), når de åbner munden – og at den seksuelle udnyttelsesgrad måske er knap så ”fantasifuld”, om jeg så må sige, end mændenes traditionelt er det (på film) – ja så er forskellen mellem kønnene vel ikke rigtig til stede. Efterhånden som filmen skrider frem forstår man, at kvinderne drives af en stor ensomhed og en stor længsel efter at blive elsket betingelsesløst. Akkurat som vel mange mænd gør det, når de tager af sted til paradiset syd på.
Instruktøren Laurent Cantet bryder handlingen ved at lade kvinderne træde frem i korte interviewsekvenser – en tradition, vi har set brugt med mere eller mindre held siden ny-bølgeinstruktørerne i 60-erne, og senest herhjemme i Per Flys TV-drama ”Forestillinger”. Om dette stilistiske træk virker i forhold til historien er spørgsmålet. Hvad man skal lægge mærke til her (som hos Fly), er ikke det åbenlyse dokumentariske træk, der egentlig spilles på, simpelthen fordi dette metaplan ikke spiller nogen yderligere rolle i historien – ikke mindst her, hvor fotografen Pierre Milons billeder ikke er håndholdte, men er enkle og velkomponerede. Så se ikke efter metaplanet, men se efter om historien tilføjes dybde, ved at vi har personerne på tomands/kvindes-hånd. I dette tilfælde (som hos Fly) bliver konflikten og personkarakteristikken blot tydeliggjort. Det kan virke noget pædagogiserende.
De to kvinders fremtræden er umiddelbart forskellig. Ellen (Rampling) gør sig ingen illusioner; derhjemme er intet at hente for midaldrende kvinder, det er der her. Om det handler om kærlighed eller sex er ligegyldigt. Og så er den ikke længere. Brenda (Young) derimod, er vendt tilbage for at møde den unge fyr, Legba (Cesar) der gav hende hendes første og eneste orgasme. Hun er åbenlyst forelsket. Her er kærligheden på spil. Og dog er kvindernes mål det samme; at købe den unge fyr med et pas og så tage ham med tilbage.
Ingen af kvinderne får dog indblik i de unge mænds, specielt den attråede Legbas barske liv også udenfor stranden. Det gør vi.
Laurent Cantet er en fremragende personinstruktør, ligesom han er utrolig præcis i sin disponering af historien. Håbløsheden hos kvinderne og hos den unge fyr Legba afdækkes roligt og næsten umærkeligt scene for scene. Romantikken skrælles af paradiset, og realiteterne træder frem. Instruktøren holder sig således ikke for god til at gøre historien til et moralsk lærestykke for kvinderne og tilskuerne. Til gengæld gør han sig ikke til herre over de konsekvenser, kvinderne drager af erfaringerne denne sommer. Og netop det faktum gør filmen seværdig.
Ekstramaterialet består af et kort, men meget oplysende interview med instruktøren.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
