Skriv en kommentar
Når man sætter sig til rette i Daniel Sánchez Arévalos "Azuloscurocasinegro" (aka "Mørkeblånæstensort") er det, som slår én hårdest, hvor utroligt ubesværet filmen leverer sin historie. På ekvilibristisk manér maler Arévalo, der både har siddet med intruktør- og forfatterkasketten på hovedet, et flerstrenget og tematisk tungt ensemble-drama med på én gang stærke og nænsomme penselstrøg.
Filmen er spansk, og lægger sig i rækken af flamboyant-komiske dramaer, som Almodovar længe har været landets ukronede konge over. Arévalo har imidlertid ingen problemer med at holde trit, også selvom hans tone er alvorligere – mere dæmpet – fænger hans debutfilm ikke mindre. Seerens indlevelse transformeres med stor tålmodighed – fra pirret nysgerrighed, over solid interesse og videre til empati og forbrødring, indsluses vi grundigt i figurernes psykologi.
Jorge (spillet følsomt af den smukke Quim Guitérrez) drømmer dagligt om at slippe væk; både fra at passe sin far og det portnerjob, der overgik til ham, da faren blev invalideret af et slagtilfælde, der opstod i opgør med sønnen. Hans uansvarlige storebror Antonio står foran en løsladelse, men formår lige inden at forelske sig i den indsatte Paula (Marta Etura). Hun ønsker sig desperat et barn, så hun kan slippe over i fængslets mildere familieafdeling, men da Antonio er steril, beder han lillebroderen om hjælp, der ender med at acceptere. Dette kompliceres yderligere af, at denne selv er håbløst forelsket i naboens datter, Natalia (Eva Pallares), der imidlertid hele tiden synes lidt udenfor rækkevidde. Endelig er der Jorges ven og diametrale modsætning, dagdriveren Israel, der er begyndt spionere på en massageklinik overfor. Da Israel opdager at massøren ikke kun giver den "fulde" behandling, men ligefrem konsulteres af Isareals egen far, tvinges vennen til at stille spørgsmål ved både farens og sin egen seksualitet.
"Mørkeblånæstensort" fremstår som karakter-drama fuld af nerve, ægthed og integritet, samtidig med at den formår at levere sin alvorlige problematikker til publikum, så de faktisk er til at holde ud. Som titlen antyder, er filmen ganske vidst ikke den lyseste lampe i kæden, men derfor lader den ikke bare automatisk sit indhold slå tonen an, og dyppe publikum i den rene depression. Tværtimod er "Mørkeblånæstensort" endnu et eksempel på spansk films kardinaldyd, nemlig letheden, som får selv de værste problematikker til at passere klukkende og let gennem både karakterer og publikum, uden at de derved mister deres dimensioner.
En af de vigtigste grunde hertil, tøver undertegnede ikke med at identificere som figurernes ressourcestyrke. Ingen af dem er eksemplariske som sådan, men de besidder alle en besindighed og beslutsomhed overfor deres problemer, der gør disse meget mere fordøjelige. Karakter-motiverne er snedigt komponerede, så de støder hårdest muligt sammen, uden nogen kommer til skade. Eksempelvis ved Antonio, at Jorges hjælp med at gøre Petra gravid, vil ride ham som en mare af jalousi, og en konfrontation følger da også – men den dæmpes af brødrenes selvbevidsthed om deres egen ansvar og meddelagtighed, hvorfor den bliver ubanal og ægte.
Alle filmens skæbner laver voldsomme kovendinger, og mange tabuer og hemmeligheder hvirvles op. Det interessante er i den forbindelse bare ikke det umiddelbare kaos, som følger, men snarere den besindelse, indsigt, selvforståelse og ikke mindst de informerede valg, der fremkommer, når støvet har lagt sig. På den måde er filmen er slags coming-of-age fortælling (ikke helt ulig teenagefilmen "Krampack" fra 2001) for folk i tyverne, hvis voksenliv indtræder løbende; i takt med at figurerne indser, hvor selvrådende de aldrig vidste, at de altid havde været.
"Mørkeblånæstensort" kan på nogen måske virke forglemmelig og letbenet, fordi følelserne aldrig udmærker sig i kraft af deres intensitet, men snarere deres dybde og nuancer. Når fx. mandetårerne triller på lærredet, virker de ægte, individuelle og ikke mindst private. Det er rart at se, at mænd kan græde uden at brøle sorgen ud, som fx. Sean Penn i "Mystic River", men i stedet lade den strømme vemodigt nedad kinderne. Vi må i den forbindelse nikke dobbelt anerkendende til skuespillerne og kamerafolkene; ikke kun leveres ægte og nuancerede præstationer, men de indrammes effektivt i den Almodovar'ske flade og simple kamera-indstilling, der overlader maksimal plads til det enkelte ansigt og dettes udtryk.
Men ligesom Almodovars film, er der noget i "Mørkeblånæstensort", der giver en følelse af, at den kan slides op ved ikke alt for mange gennemsyn. Den har en auteur-karakter, som ikke er helt uproblematisk, fordi den i sit helhedsindtryk også virker en lille tand for forkromet og topstyret. Arévalo vil fortælle én helt bestemt historie med én tydeligt forudbestemt vifte af tematikker om det at være hhv. fange og fri, hvorved han ofrer en del kompleksitet og mangfoldighed. Filmen afslører stort set alt af sig selv ved første gennemsyn, og selvom det er en svaghed, der er til at leve med, bliver den dermed aldrig én af de værker, undertegnede ville tage med på den berygtede øde ø.
