Skriv en kommentar
Vor egen forlængst hedengange filmmagister Bjørn Rasmussen kunne fange en film i få linjer. Det gælder også John Fords Mogambo fra 1953: ”Banalt gorillajagt-melodrama i fabuløse Afrika-omgivelser”. Kort og godt.
Filmen er en genindspilning af Victor Flemings Red Dust (da. Glød) fra 1932. En aldrende Clark Gable gentager sin rolle fra dengang. Det ser dog ikke ud til at genere de unge medspillere, Ava Gardner og Grace Kelly, der erstatter Jean Harlow og Mary Astor – en mand er vel en mand.
Victor Marswell (Gable) er storvildtjægeren der fører de damer Eloise Y. 'Honey Bear' Kelly (Gardner) og Linda Nordley (Kelly) ud i bushen og på savannen og ikke mindst ind i gorillaland, alt imens hans prøver at finde ud af, hvem han skal vælge. Valget er sådan set givet på forhånd; Kellys lyse, sarte highsociety-dame har ikke en chance overfor Gardners mørke og anderledes seje natklub-dame. Med pittoreske, afrikanske landskaber, eksotiske dyr, ædle og mindre ædle sorte indfødte, en fordrukken flodskipper, en dum og en klog hvid medhjælper, en hjertens god hvid missionær, Kellys naive videnskabs-mand og endelig en dosis hårrejsende jagtscener, er der dømt hollywoodmelodrama-genrefilm lige efter bogen.
DVD-ens enlige ekstrafeature, den oprindelige filmtrailer fuldender genrebilledet ved at koncentrere sig om det fantastiske ved at MGM drog til det vilde Afrika med sine stjerner.
Ikke et ondt ord skal i øvrigt lyde herfra om genrer- og hollywood-modeller, dem har filmkunsten, også stor filmkunst levet af stort set siden 1895. Men her gennemspilles de rutinepræget og uden glød. Stjernerne Gable, Gardner og Kelly gør hvad man forventer af dem, men man venter forgæves på, at det begynder at slå gnister mellem dem. Ligesom man forventer mere lykkelige indfald af mesterinstruktøren John Ford end smukke billeder og perfekt continuity – bare end smule ironi omkring sammenhængen mand og gorilla ville have klædt filmens bastante symbolik. Sammenlign fx med den også nyligt udgivne klassikeren Postbudet ringer altid to gange, hvor der anderledes entusiastisk gås til biddet. Modellerne er selvsagt ingen garanti for kunstnerisk succes.
Én ting springer dog i øjnene eller rettere i ørerne og det er den manglende musik. Ford har utvivlsomt ville lade det afrikanske kontinents store lyd spille med. Det er godt tænkt, og jeg skal ikke betvivle, at lydsiden måske har gjort indtryk i biograferne dengang, men indtryk gør den dog ikke på DVD-udgivelsen. Det ville måske have været helt i Fords ånd, om man havde ofret penge på en restaurering af lyden og endda fuldendt lydbilledet med en surround-gengivelse nu.
Om DVD-gengivelsen skal endelig tilføjes, at filmen ikke er restaureret. Om det er derfor eller pga. dårlig overførsel, at en del af nærbillederne fremtræder uskarpe, skal jeg ikke kunne sige, men det gjorde de næppe ved filmens premiere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
