Skriv en kommentar
Filmen er som sådan ikke en “rigtig” sportsfilm, da den fokuserer på alt andet end selve spillet og, originalt nok, undersøger forholdene bag de kulørte tribuner - dér hvor penge og kynisme afgør spillernes videre skæbne, og afslører hvordan de ofte er indskrænkede til brikker i et større, sportsligt puslespil. Det er derfor først i den sidste halvdel af filmen vi bevidner den første baseballkamp udspillet, hvilket faktisk redder filmen fra spekulationen i at caste Brad Pitt i rollen som baseballboss og andre tonstunge klicheer. Alle der hverken forskønner Brad Pitt eller hader at hade baseball, kan derfor roligt indløse billet til “Moneyball”, der handler om meget andet end lige netop baseball og Brad Pitt.
Vi bliver igennem en mere procesorienteret struktur præsenteret for det nederlagsramte Oakland A’es forunderlige opgang, udelukkende forårsaget af træner Billy Bean (Brad Pitt) og akademikeren Peter Brands (Jonah Hill) uortodokse spejder- og ansættelsesmetoder. En ny metode ingen af vismændende på holdet værdsætter, fordi den er baseret på rendyrkede matematiske og statistiske beregninger og altså ikke på deres egen erfaringsrigdom eller intuition. Sagen er at baseball-industriens, og især Oakland A’s, ansættelsesmetoder er nødt til at revideres for at træde op i ligaen - de er derfor nødt til at fralægge sig sine forældede fordomme omkring udseende, alder og livsstil, for at kunne læne sig op af den fatale statistiske model , kaldet “Sabermetri”, alle i industrien for længst har fordømt. De har ingen penge og er både økonomisk og spillermæssigt stødt på grund, da Billy Bean ansætter et nyt, ungt håb, der vover at satse på alternativer ingen i bestyrelsen bare turde drømme om at nævne som fremtidige stjerner. Alle er skeptiske, men snart begynder Oakland Athletics at gribe til battet og rykke op i den tunge liga igen.
Det kunne snildt lyde, som noget man har set før. Men takket være en bagvedliggende brod af dialogisk coolness, et effektivt kunstnerisk, men også meget moderne greb, der består i at veksle mellem screwball-agtige replikker og alvor, bliver “Moneyball” en nøgtern analyse af en sportsindustris sammenbindende mekanik. Steven Zailian (der skrev Holocaust-tragedien “Schindlers Liste”) undgår selv de mest vanskelige og væsentlige klicheer ved at udstyre sportfilmens klicheprægede dramaturgi med den virkelige verdens tragedier, bestående af nederlag, ærgrelse og pludselig opgang. Det bliver bare bedre at Aaron Sorkin (manuskriptmogulen til forrige års ligeså smarte “The Social Network”) strammer skruerne og undlader at dvæle for meget ved Beans lidt-for-talentfulde datter og den ellers lette skilsmisse problematik, filmen ellers kunne have være en emotionel flugtvej til. I stedet fokuserer “Moneyball” slavisk på de evige telefonmøder, spillermæssige spekulationer, de mangeartede beregninger, hvor vi oplever at blive sat ind i de mere finmekaniske dele af den glatte, til tider upersonlige sportsverdens underliggende organisation.
Passionen gløder ved Beans ambition om at sammensætte et drømmehold trods ydmyge økonomiske kår, men tilsidesætter også sin varme og menneskelighed i denne skattejagt. Hans datadrevne makker, spillet tilpas distanceret og afventende af en oplagt Jonah Hill (ham fra Superbad), kommer hurtigt til at influere hans valg- og fravalg af spillere, hvilket trodser hans personlige tilknytning til dem. Det bliver hurtigt klargjort at al sport handler om selve spillet, ikke om at danne venskab. Derfor bliver Billy Bean også en meget kynisk repræsentation af vores individualistiske tid, hvor hans fortidige personlige nederlag bliver en motor for hans passionerede, men kyniske tilgang til sporten. Derfor bliver “Moneyball” ikke bare en dyberegående analyse og afstripning af baseballindustriens bagvedliggende apparat, men også et portræt af vor tids tilsidesættelse af familien i indfrielsen af personlige behov.
Alligevel falder Brad Pitt’s Billy Bean ikke ind i 80‘ernes arketypiske yuppitype, da han i sidste omgang sætter sin pengetørst over sin passion. Og her tilgiver vi både Billy Bean, Brad Pitt og “Moneyball”’s petitesseagtige klicheproblemer. Vi lader os simpelthen rive med af spillet og denne veloplagte film.
