Skriv en kommentar
Den britiske freelance-forfatter Steve Pilkington har før udgivet bøger om musikgrupperne Black Sabbath, Deep Purple og Rolling Stones. Nu har Pilkington sat sig og ned og genset hele Monty Python-kataloget af serier, film, CD-udgivelser og bøger, og skrevet en bog om sin rejse kaldet Monty Python - The Complete Guide - On Screen.
Monty Python var en britisk komediegruppe, som opnåede international berømmelse i slutningen af 1960'erne og de tidlige 70'ere med sin surrealistiske og ærkebritiske sorte humor i tv-sketchserien Monty Pythons Flyvende Cirkus (BBC 1969-74) og senere i blandt andet filmene Monty Python og de skøre riddere (1975) og Life of Brian (1979).
Monty Python bestod af John Cleese (f. 1939) , Graham Chapman (1941-1989), Eric Idle (f. 1943), Terry Jones (1942-2020), Michael Palin (f. 1943) og den amerikanske animator og filminstruktør Terry Gilliam (f. 1940).
Bogen Monty Python - The Complete Guide - On Screen giver en hurtig introduktion til Monty Python, dens medlemmer og dannelsen af gruppen, før den kaster sig over tv-serien Flyvende Cirkus. Bogen er opbygget ved at hver episode har en episodeoversigt over hvilke sketches den indeholder, dernæst en synopsis af episoden, paratviden om det og til sidst forfatterens vurdering af det hele. Det samme gør sig stort set gældende efterfølgende ved de 4 film. Til sidst slutter bogen af med Monty Pythons CD-udgivelser samt hvilke bøger, der er udgivet omkring Monty Python.
På den måde virker bogen overordnet set mest af alt som en akademisk universitetsopgave og ikke en særlig vedholdende og spændende bog. Bogen giver nemlig ikke rigtig nogen mening at læse ud i en køre, men fungerer meget bedre som et opslagsværk, når man har set afsnit af Monty Pythons Flyvende Cirkus eller set en af deres fire film.
Når man læser de forskellige synopser i bogen får man langt mere lyst til at se eller gense Flyvende Cirkus eller Python-filmene. Hvorfor læse om, hvad en sketch handler om, når man kan blive underholdt af den i stedet?
Pilkingtons afsnit ”Author’s Pick”, hvor han udvælger sit eller sine personlige favorit-sketchs klinger af folkeskole-anmelderi. For eksempel lyder forfatterens kommentar til afsnit 2 som følger: ” Not quite as strong as the first episode, with some sequences including the Frenchmen and the ‘Epilogue’ dragging a little, the strongest sketch here is the brilliant ‘Working Class Playwright’, which turns expected convention on its head, hilariously.”. Forfatteren udtrykker altså her sin helt og aldeles egen subjektive mening om, hvilken sketch han synes er den bedste. Her det altså en kort subjektiv anmeldelse af afsnittet og pludselig er den langt fra den ellers indledende akademiske og analytiske tilgang, der i begyndelsen virkede tilsigtet.
Der lader også til at være lidt manglende kongruens i bogens opbygning. For eksempel ændres titlen på ”Trivia”-afsnittet pludselig til at hedde ”Comments” i resten af bogen. Ligeledes vælger Pilkington ikke at have nogen forfattervurdering på Python-filmene, som han ellers havde gjort sig så anstrengende umage igennem alle Flyvende Cirkus-afsnittene.
”Trivia”-afsnittene er også en blandet fornøjelse af herlig bonusinformation og trættende ligegyldigheder. For eksempel er det god bonusinfo, da han beskriver hvordan den berømte ”Dead Parrot sketch” har hentet sin inspiration eller kan spores tilbage i kulturen:
”In 1959, Tony Hancock did a similar routine involving a dead tortoise, in 1963 Benny Hill did a sketch in which a taxidermist attempts to pass a stuffed duck off as a parrot, and throughout the ‘60s the comedian Freddie ‘Parrot-face’ Davies would routinely carry a dead parrot around in a cage, often complaining about the man who sold it to him. By far the earliest of these, however, dates back to 400BC when the Greek playwrights Hierocles and Philagrius wrote a comic routine in which a man complains to a merchant that his newly aquired slave is dead.”.
Et andet eksempel på godt trivia og en pudsig historie kunne være fra Monty Python og de skøre riddere:
”Chapman was suffering heavily from his drinking problems at the time, and one result of this was that he developed a severe fear of heights, which is not ideal when filming at the Gorge Of Eternal Peril. Indeed, Palin recounts that a severe attack of vertigo held up shooting the Bridge Of Death scene, on the very first day’s filming. The Bridge, while appearing dangerous, was actually constructed by a Scottish mountaineer and was perfectly safe, but the assistant cinematographer had to cross as Arthur in Chapman’s place.”.
Men overfor disse findes det umådeligt trættende af læse om, hver gang Carol Cleveland medvirker i et afsnit eller bonusinfo som er langt udover ligegyldighedens rand:
”The ‘Undressing In Public’ sketch was filmed in Bournemouth. The crowds of people who can be seen watching in the beach scenes were actually curious passers-by, anxious to see what lunacy was going on.” eller at ”Elvis Presley was a huge fan of the film, and owned a private copy to screen at his Graceland mansion, and which he is known to have watched on at least five occasions.”.
Hvorfor skal man læse Monty Python - The Complete Guide - On Screen? Det vil til hver en tid være mere underholdende at se Monty Pythons bagkatalog af sketches og gak og løjer, end at sidde at læse synopsis af disse. Bonusinformationerne er desværre sparsomme med nyttig viden og hvorhenne i verden de forskellige sketches er filmet, interessere nok de færreste. Forfatteren forsøger somme tider at komme med ”sjove” Pythonske kommentarer: ” The word ‘albatross’ is uttered thirteen times in this episode. This constitutes a record for the most times the word has been spoken on television in 30 minutes. Probably.”. Hvad vi som læser skal bruge dette til, er vanskeligt at se!
Hvor afsenderen af bogen selvfølgelig er tydelig, er modtageren svær at få øje på. Hvem skriver forfatteren egentlig til? Til ham selv? Eller til en lærer? Specielt ”Author’s Pick” afsnittene i bogen er helt ramt ved siden af. For det første vurderer Pilkington helt subjektivt, hvad han synes var det bedste i det pågældende Monty Pythons Flyvende Cirkus-afsnit. For det andet er det helt overfladisk kun at fylde cirka fem linjer med sin vurdering. Med denne præmis giver han sig selv ingen mulighed for at gå i dybden, afspejle, granske eller analysere nærmere, men blot give et par løse subjektive kommentarer om det.
Alt i alt har bogen i virkeligheden kun ca. 20 gode sider i sig, da flertallet af siderne i bogen ligner akademiske opgaveanalyseværktøjer. Ud fra præmissen at være et opslagsværk med bonusinformation til Monty Python værkerne, så er bogen ganske udmærket, uden at være fremragende. Men den mangler i den grad dybdegående og læsevenligt materiale til at kunne anbefales af nogen.
