Skriv en kommentar
Vi er i en lille, småsøvnig by i Massachusetts i 1970’erne – Joe Nast har mistet sin forlovede og Josephine (Jojo) og Ben Floss deres datter – ved et tragisk uheld blev Diana skudt på en lokal café af en vildfaren kugle. Det kan man da virkelig kalde at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Brylluppet var planlagt til mindste detalje og invitationerne sendt da ulykken skete – de ender i stedet til begravelse.
”Tak skal du have!” tænkte jeg et øjeblik, det var da en lidt sørgelig start på filmen…
Joe, Ben og Jojo er naturligvis nærmest paralyserede af sorg. Ben kaster sig over arbejdet som ejendomsmægler, og vil starte sit eget firma helst sammen med Joe. Jojo, som er forfatter, rammes af en skriveblokering. Ben ved ikke helt, hvad han vil – og han vil egentlig også helst bruge lidt tid på, at finde ud af det. Ude af balance bliver han boende sammen med Ben og Jojo, og går med til at åbne firma sammen med Ben. Så har de da noget at tage sig til i forsøget på at adsprede tankerne.
Bryllupsinvitationerne er heldigvis ikke blevet sendt rundt, de ligger stadig på posthuset, hvor Joe møder den nye postmester i byen, Bertie. Hun hjælper Joe med at finde bryllupsinvitationerne. Senere dukker hun op til fods i regnvejr med den invitation de ikke kunne finde i første omgang, Joe tilbyder at køre hende hjem, og man mærker tydeligt, hvor det nok kunne komme til at føre hen, selvom Joe i sin sorg bliver mere forvírret, end han er i forvejen – og han bærer på en hemmelighed, der gør det lidt svært for ham, at opretholde facaden som den sønderknuste forlovede…
Hans anstændighed og hans dårlige samvittighed gør dog, at han har svært ved at løsrive sig fra Ben og Jojos ”greb” da han jo er det eneste der ligesom er tilbage af datteren. Det gør, at han higer efter Bertie, som i øvrigt også har mistet en kæreste. Han har vanskeligt ved at give sig selv lov til at følge sit hjerte. Og så er der jo lige alle de velmenende, kondolerende mennesker, der konstant ringer for at tilkendegive deres deltagelse. En af de gennemgående situationer i filmen er kimende telefoner, der ikke bliver taget – personligt synes jeg det er vildt frustrerende, at telefonen ikke bliver taget (det kunne en psykolog nok få noget interessant ud af ;o)
Filmen handler om sorg, og om at tackle sine følelser i vanskelige situationer. Den kalder hele følelsesregisteret frem: sorg, dårlig samvittighed, frustration, svigt, forelskelse og meget mere.
Jake Gyllenhaal spiller virkelig godt som Joe, han må nødvendigvis blive en af de større fremtidige stjerner i Hollywood. Han fik allerede sin debut på det hvide lærred som 11-årig i filmen City Slickers (på dansk ”Herretur”) med stjerner som Billy Crystal, Jack Palance, Daniel Stern, Bruno Kirby og Helen Slater men blev for alvor kendt med filmen Donnie Darko.
Dustin Hoffman er en enestående skuespiller, som ikke behøver nærmere introduktion. Ingen glemmer vist nogensinde hans fantastisk skuespil i Rainman, bare for at nævne en enkelt af hans mange geniale præstationer..
Susan Sarandon er jo en af mine absolutte favoritter. Selvom hun nærmer sig de 60 år ser hun forrygende ud, og er en af de få "ældre" kvindelige skuespillere i Hollywood, der stadig får gode roller. Senest så jeg hende i Banger Sisters, hvor hun spillede sammen med vidunderlige Goldie Hawn - en herlig film, som bestemt er værd at se, men nok mest for kvinder.
Holly Hunter spiller offentlige anklager, der forsøger at få ram på Dianas morder og det gør hun altså ret godt. Selvom hun i sagens natur har en birolle, fylder hun den helt og fuldt ud.
Et interessant, nyt navn på stjernehimmelen er også Ellen Pompeo, der spiller den fortryllende ”post-pige” Bertie – hendes første regulære rolle fik hun i 2000 i filmen In the Weeds men har siden spillet med i bl.a. Daredevil med eks-hr J-Lo Ben Affleck, Jennifer Garner og Colin Farrell (en dejlig steg ;o), så Pompeo vil nok være et navn, vi kommer til at høre meget mere til fremover.
Filmen, som er instrueret af Brad Silberling (City of Angels) er i øvrigt baseret på en virkelig hændelse. Et brag af et soundtrack er det også, hvis du spørger mig.
Alt i alt en god, og på trods af emnet alligevel livsbekræftende film – jeg må tilstå, at jeg var nødt til at se den to gange, fordi jeg faldt i søvn første gang (det var bare ikke den rigtige aften). En tungsindig film er det til tider, hvilket egentlig ikke er noget, der passer helt så godt sammen med undertegnedes temperament men 4 stjerner skal den da have – helt klart en seværdig film, men hiv noget andet ned fra hylden, hvis du en aften er i humør til en sjov film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
