Skriv en kommentar
I begyndelsen af 1980’erne står 9-årige Nemo over for et umuligt, men tvunget valg: Vil han blive hos sin far i England, eller følge med sin kærlighedsramte mor til De Forenede Stater? Dette valg kommer til at determinere Nemos eksistens for bestandigt, for (selvfølgelig) kan knægten ikke vælge. Derfor bliver han fanget i et evigt limbo af uendelige valgmuligheder, hvor intet kan realiseres, og hvor alt derfor er muligt. Filmens mange lag samles i rammefortællingen i en fjern fremtid om den aldrende Nemo, der med 120 år er verdens ældste og sidste dødelige tilbage på jorden. Den nu udødelige menneskehed er derfor ivrigt interesseret i Nemos historie, men den er svær at gengive, når Nemo ikke rigtig kan huske, hvem han er. Under hypnose sendes han tilbage gennem sit liv, der kendetegnes af et evigt potentiale, men ingen varighed.
Instruktøren Jaco Van Dormael er ikke kendt for sin produktivitet. Han har rent faktisk ikke lavet film siden 1996 og har brugt 7 af de mellemliggende år på at skrive manuskriptet til ”Mr. Nobody”. Filmen er også blevet noget af en hjernevrider i stil med ”Eternal Sunshine of the Spotless Mind” (2004), som kræver sit for publikum at afkode og forstå. Så hvis man kan lide at sidde i biografmørket og tolke hvert enkel billede for dens betydning, så er ”Mr. Nobody” lige en film for dig.
Filmen kommer rundt om alverdens filosofiske tankespil og stiller dermed store spørgsmål om livet og døden, om de valg vi træffer og de tilfældigheder vi møder og om hvordan vores liv kunne have anderledes. Ligesom i ”Sliding Doors” (1998) og ”Lola Rennt” (1998) bygges filmen om omkring et valg og en tilfældighed. Her er det dog ikke i romantisk forstand, men et tragisk valg en 9-årig skal træffe; vil du bo hos din far eller hos din mor? Her bliver fortællingen delt i to og følger Nemos liv, om han havde truffet den ene beslutning eller den anden. Fortællingen bliver senere yderligere delt i 3 for hver af de to grene, for at følge Nemos liv, om han havde valgt den ene, den anden eller den tredje pige. Alt dette bliver fortalt gennem den nu 120-årige gamle Nemo på sit dødsleje og som har problemer med at huske fortiden korrekt.
Erindringerne kan være slørede og forvirringen omkring hvordan tingene oprigtigt skete, kan betyde alt eller intet. Hvad er virkeligheden og hvad er drømme? Hvad er konsekvenserne af vores handlinger og valg? Findes den rigtige beslutning eller er vores liv forudbestemt lige meget hvilket valg vi træffer? Og betyder det noget, når alting kan ændres på et sekund? ”Mr. Nobody” bevæger sig rundt om mere end lommefilosofiske tankespil og er en tungen-lige-munden-film, der er bygget op omkring et stærkt, solidt og gennemtænkt manuskript. Gennem alt fra Sommerfugleeffekten til Pigeon Superstition stiller filmen store spørgsmål og bliver en af årets største overraskelser.
Forvirringen kan være total i ”Mr. Nobody”, men der er også kompleksiteten, der er central i filmen. Det er som et puslespil, hvor der er for mange brikker og få af dem passer. Man skal granske, tyde og tolke hver millimeter filmstrimmel, men det er det hele værd. Filmen har været de mange år undervejs værd, for sjældent ser man en så gennemtænkt og kompleks film, fungere så optimalt. Den eneste hage ved den lange produktionstid er, at de fleste filosofiske tanker er blevet til i andre film undervejs. Mange ting kan virke brugt og på grænsen til kliché, men ser man bort fra det, er filmen ligeså pletløs som ”Eternal Sunshine of the Spotless Mind”.
