Skriv en kommentar
Disneys ”Løvernes Konge” gik direkte ind i folks hjerter, da den så lyset tilbage i 1994 – hele 30 år siden. Den er forblevet en vaskeægte klassiker, som ofte bliver kaldt en af Disney bedste animerende film. Filmen har efterfølgende udløst mange fortsættelser og prequels og sågar en live-action version i 2019. Det er på baggrund af netop denne film, at Disney nu har satset på endnu en live-action prequel, nu med faren Mufasa, som den indebærende hovedrolle.
Løveungen Mufasa ( Aaron Pierre) bliver adskilt fra sin familie, og må nu tilslutte sig en anden flok, som bestemt ikke kan lide fremmede. Dog får han et broderforhold til løveungen Taka ( Kelvin Harrison Jr.). Faren ligger dog og venter derude, da løven Kiros ( Mads Mikkelsen) er besat af hævn og magt. Derfor må de to unge hanløver flygte for at redde deres eget liv, og muligvis finde det magiske sted, Milele.
Der er intet at sætte på håndværket. Filmen er visuel imponerende, og Disney har forsøgt at tage kritikken fra 2019 til sig. Der blev der kritiseret de manglede ansigtsudtryk fra dyrerne, som gerne skulle være en blanding imellem dyrisk adfærd og personlighed. Der er heldigvis mange flere ansigtsudtryk at komme efter i ”Mufasa”, men det er slet ikke nok til at redde filmen.
Historien er meget kluntet og rodet fortalt. Hvis man kender til Mufasas skæbne ved man udmærket godt, hvad der kommer til at ske. Taka, som senere hen bliver til Scar, virker som en meget forhastet karakter. Selvom han er drevet af jalousi, får vi kun små glims af det, og det sker nærmest ud af det blå. Derfor virker karakterudviklingen heller ikke særlig skarp, og det forbliver uinteressant, hvordan han efterfølgende ønsker at blive konge.
Filmen er her set på engelske, men vores egen Mads Mikkelsen er med i begge versioner – og sågar med en skurkesang. Mikkelsen er faktisk højdepunktet i filmen, da Kiros både vil have sin hævn og magt. Det er nok ikke et tilfælde, at Mikkelsen endnu engang er blevet valgt som den klassiske skurkerolle, og han gør det også godt.
Dog skal der meget til at redde denne film. Det virker som om den oscarvindende instruktør Barry Jenkins ikke har været interesseret i at give hans eget personlige indtryk. Denne film kunne sådan set være instrueret af hvilken som helst instruktør. Samtidigt får multitalentet og den erfarne sangskriver, Lin Manual-Miranda heller aldrig knækket koden på de ikoniske Disney sange, vi er vant til.
Det er nærmest kun Mads Mikkelsens skurkesang ”Bye-bye”, man kan nynne lidt med på. Eller er resten af sangene desværre lige til glemmebogen.
”Mufasa: Løvernes Konge” kan desværre ikke reddes af visuelle billeder og foto-realisme. Det er en ret ligegyldig fortælling, som har formår at finde sjæl eller forblive spændende. Barry Jenkins har gjort alt, hvad han kan, men der mangler noget personlighed i denne humorforladte fortælling.
