Skriv en kommentar
En kvinde ved navn Rita (Laura Harring) overlever et biluheld i mere end en forstand. Chaufføren og hans sidekammerat havde nemlig i sinde at slå hende ihjel. Hun finder vej til et boligkvarter, hvor hun sniger sig ind i en af lejlighederne og falder i søvn. Snart kommer Betty (Naomi Watts) forbi, hun har nemlig fået lov af sin tante at låne lejligheden, eftersom hun skal prøve at gøre et navn af sig i Hollywood. Da Betty finder Rita går hun ud fra at hendes tante har sagt god for hende. Men Rita har mistet hukommelsen, og har af en eller anden grund en kæmpe sum penge i håndtasken. Sammen vil de prøve at finde ud af hvem Rita i virkeligheden er.
Mulholland Drive skulle oprindeligt have været en TV-serie, men David Lynch lavede en pilot der var lidt for lang til at selskabet ville tage imod den. Han redigerede derfor et par scener, og resultatet er denne film. Mulholland Drive er ikke så meget en film som sådan, men mere en farverig og detaljeret sanseoplevelse som man sjældent oplever i en biograf. Ved at køre en masse bihistorier, uden umiddelbar betydning eller sammenhæng, giver filmen et surrealistisk indblik i en forskruet Hollywood verden. Filmen fanger godt den stemning der var i 50’ernes Film Noir, ved at komplotte mange mysterier sammen med mafiaen osv. Den hiver desuden mange klicheer op af lommen, specielt i mange af de fordrejede karakterer, men det er ikke helt uden mening.
David Lynch har atter skabt et mesterværk. Vi er tilbage i hans verden, efter den lette Straight Story. Der hersker ingen tvivl om, at hvis du er til hans tidligere surrealistiske værker (Eraserhead, Lost Highway), så vil du også elske denne. Lynch skaber altid en atmosfære, som ingen andre besidder, i sine film, og denne er ingen undtagelse. Stemningerne er konstant bevægende, og jo længere du bliver hevet ind i historien, jo mere bliver du i tvivl hvad den handler om. Lynch er intet mindre end et geni, der er forud for sin tid på alle måder. Han blev da også nomineret til en Oscar sidste år, men den vandt Ron Howard som bekendt. Derimod vandt han prisen for bedste instruktør, sammen med Joel Coen (The Man Who Wasn’t There) ved sidste års Cannes festival.
Musikken af Angelo Badalamenti svinger godt med Lynch’s psykopatiske filmstil, og den trækker dig let nærmere lærredet. Den tekniske blanding holder dig på yderkanten af sædet det meste af vejen igennem, og ved konklusionen vil du sikkert blive i biografen imens rulleteksterne kører forbi. Klipningen af filmen er foretaget af Mary Sweeney, og hun er med til at gøre filmen til en ultimativ oplevelse.
Naomi Watts (Tank Girl, Down og genindspilningen af The Ring der snart udkommer) er fænomenal. Hun balancerer de mange sider af sin rolle perfekt, og er uden tvivl blevet snydt for en Oscar nominering. Hendes skuespil er originalt og fornøjeligt. Laura Harring (Little Nicky og John Q) er nærmest ligeså indsigtsfuld, hendes karakter rykker dog ikke nær så meget rundt. Det er et enormt gennembrud for begge disse skuespillerinder, og de er allerede i gang med en masse andre store projekter. Resten af de forrykte roller bliver spillet med ligeså meget glans, fejlfrit til mindste detalje. Den bedste af birollerne må dog være Justin Theroux (Zoolander, American Psycho) der spiller en instruktør, der bliver stillet et ultimatum. Hans naivitet og fald er interessant at følge.
Der er ingen tvivl om at du ikke vil fatte Mulholland Drive i første hug. Det er ikke en af de slags film, man ser for at slappe af. Den udfordrer dig på alle leder og kanter, til at finde hoved og hale i det enormt genialt opsatte rod. Det er også sikkert, at du ikke kommer til at opleve en film af denne slags igen i år. Jeg har altid været et stort fan af Lynch, og må uden tvivl sige, at dette er hans bedste film til dato. Surrealismen, yderlighederne, atmosfæren, stilen og indholdet er nærmest perfekt. Se denne film, og vær forbløffet over at film kan laves på denne måde.
