Vi skal ikke særlig langt tilbage i tiden, før europæisk horror var noget man grinte af i Hollywood. Af en eller anden grund kunne Europa ikke matche amerikanernes enorme produktionsmaskine, og de få gange hvor en europæisk instruktør dristede sig til at lave en skrækfilm, endte det oftest i den totale katastrofe. Men lige pludselig skete der noget. Franskmændene brød den onde spiral, og begyndte at sende den ene modbydelige skrækperle ud efter den anden. Langsomt begyndte andre lande på vores breddegrader at få øjnene op for mulighederne i horrorgenren. Norge og Sverige hoppede med på bølgen og det samme gjorde Danmark med Triers ”Antichrist”. Tilbage i 2008 bragede den britiske instruktør igennem med den lille low-budget gyser ”Mum & Dad”, der nu – lang om længe – er nået over søen, og ankommet i de danske videoforretninger.
I ”Mum & Dad” møder vi den unge polske rengøringsassistent, Lena (Olga Fedo), der arbejder i en stor lufthavn. En aften da Lena kommer for sent til den sidste bus hjem, tilbyder hendes kollega, Birdie (Ainsley Howard) at hun kan komme hjem til hende for at overnatte. Lena takker ja til tilbuddet, og tager med Birdie og hendes lidt mærkelige bror Elbie (Toby Alexander) hjem til familiens hus i nærheden af lufthavnen. Men desværre for Lena, viser det sig at Birdie og hendes familie er rendyrkede sadister, der ynder at myrde og torturere mennesker, der kommer dem for nær. Lena bliver banket og indespærret, og mareridtet er kun lige begyndt. Lena står nu overfor valget om at leve som medlem af den psykopatiske familie, eller dø på grusom vis i familiens slagtehus af en kælder.
”Mum & Dad” ligger i klar forlængelse af film som ”Hostel I + II” (2005 - 2007) og ”Saw” filmene, men modsat de førnævnte titler, så er ”Mum & Dad” langt mere effektiv som gyser. Balancen mellem horror og humor er eksempelvis langt mere afbalanceret end i Eli Roths to ”Hostel” film, der efter min mening kammer fuldstændig over, og bliver mere latterlige end uhyggelige. Endvidere er skuespillet glimrende, ikke mindst fra Olga Fedori, der spiller den hårdt plagede Lena. Perry Benson spiller foruroligende godt rollen som den sindssyge familiefar, der veksler mellem at virke næsten normal til en nekrofil voldspsykopat. Det er naturligvis heller ikke sparet på de blodige effekter, der tæller alt lige fra piercing med en stikkepind til korsfæstelse og amputering.
Tager man i betragtning at ”Mum & Dad” er en debutfilm, så kan man ikke undgå at blive en anelse imponeret. Filmen er stramt fortalt og aldeles velbalanceret, og jeg håber virkelig at instruktøren Steven Sheil får endnu en mulighed for at boltre sig i horrorgenren. Filmen placerer sig solidt blandt de europæiske horrorfilm, og leverer varen når det kommer til uhygge i nærmest kvalmende mængder. Dette er ikke en film man skal se til familiehygge en lørdag aften. Men for horrorfolket er det en lille perle, der absolut skal nydes en sen nattetime når resten af familien er lagt i seng.
Der er intet ekstramateriale til ”Mum & Dad” udover et billedegalleri og et trailershow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment.