Skriv en kommentar
Den norske instruktør og landsmand, Henrik Martin Dahlsbakken vælger anno 2023 at lade filmen om Edvard Munch (1863-1944) tage sin begyndelse i Ekely i Oslo/Norge, som fungerede som Munchs vinteratelier fra 1916 til sin død i 1944. Modsat den engelske film- og tv instruktør Peter Watkins, som for snart 50 år siden lavede en biopic om ”Edvard Munch” fra 1974 og hvor en ’rå’ kronologi iscenesætter Munchs fattige kår og intense kamp for at blive den maler, som han ender med at blive og blev af nazisterne kategoriserede under betegnelsen ’degenerate art’ i selskab med Picasso, Klee, Matisse, Gaugin, Van Gogh mfl.
Dahlsbakken bevæger sig ubesværet på tværs af tid og sted og gør brug af forskellige filmteknikker og greb samt vekslen mellem sort/hvid scener og scener skudt i farve helt op til vor tid for at kunne skildre Munchs turbulente liv. Det er skildringen af Munchs mentale tilstand, som binder filmens dramatisering sammen ved at lade fire forskellige skuespillere spille Munch i aldrene 21 år (Alfred Ekker Strande), 29/30 år (Mattis Herman Nyquist), 45 år (Ola G. Furuseth) og 80 år (Anne Krigsvoll).
Munchs periode i Berlin spillet fremragende af Mattis Herman Nyquist er den mest interessante og dynamiske både på filmens indholds- og den visuelle/tekniske side. Her oplever Munch et stort nederlag, fordi hans udstilling bliver taget ned, inden den når at se dagens lys (votering: 120 stemmer mod 105). Han forsøger at drikke sit nederlag væk og fortrænge det, men det indhenter ham. Her holder Munch en brandtale af dimensioner til en person, som skal forestille at være en malerkyndig ekspert, men som måske snarere Munchs alter ego. Med brandtalen kommer vi tættere på Munch og hans mission med at male. Han vil tydeliggøre livet og gøre op med konformiteten. Han vil skabe noget originalt og lave ’sanselige’ friktioner og ikke lave kopier af kopier af kopier, hvor maleren blot tilføjer til det allerede eksisterende. Han afslutter brandtalen med, at han så vil han hellere drukne sig i floden Spree end blot at tilføje og kopiere og gøre alt det ufarlige.
En hyldest til Munch og samtidig den eneste spektakulære sekvens i hele filmen som udspiller sig i Berlin er, da Munch sidder bag på cyklen, som August Strindberg styrer (spillet af Lisa Carlehed). Aftenhimlen over Tempelhof lufthavn er ikke en almindelig aftenhimmel, men malet i stærke farver og ekspressionistisk som Munch maler himler i forskellige kraftfulde farver i sine malerier som f.eks. maleriet ”Angst” fra 1894 eller maleriet ”Stjernenatt” fra 1922-24.
Dahlbakkens biopic om Munch er teknisk og filmmæssigt et eksperimenterende og solidt håndværk. Indholdsmæssigt er filmens skildring om Munch lidt for glat og for velpoleret, fordi Munch bliver aldrig rigtig nærværende eller ’mærkbar’ for os, ikke fordi Munch spilles af fire forskellige skuespillere. Det er alle fire intense skuespilpræsentationer. Filmen kan ses som en hyldest til Edvard Munch, som for evig tid er cementeret som Norges største maler og stor inspirator for kommende kunstgenerationer.
