Skriv en kommentar
Instruktør Nick Palumbo er i visse kredse efterhånden mere berygtet for at hylde og promovoere sine egne værker under diverse aliaser på alverdens internet-fora, end han er for deres forstyrrende indhold. En global, webbaseret jantelov har fordømt den uafhængige, amerikanske filmskaber og hans indtil videre tre produktioner - og det er ikke svært at se hvorfor hvis man læser nogle af hans udtalelser. Personligt har jeg da også en lille jantelovshåndhæver i mig der øjeblikkeligt reagerer når jeg hører folk kalde sig selv visionære og forud for deres tid. Særligt når det produkt de så leverer på ingen måde ligger over gennemsnittet. Men den lille politimand skal jeg prøve at lægge til side, således at jeg kan bedømme ”Murder – Set – Pieces” på egne ben og uden for det let pinlige lys dens skaber sætter sig selv i.
Som film alene er ”MSP”, som den populært forkortes, ikke et specielt sindsoprivende bekendtskab, men der er da bemærkelsesværdige scener og masser af blod og nøgne kvinder. Vi har med den komplette udgave af filmen at gøre og alle scener er med, modsat den amerikanske DVD-udgave der er stærkt klippet. Alligevel er det mig svært at se hvorfor ”MSP” skulle have skabt så meget kontrovers i sit hjemland, som den efter sigende har. Et par scener, de fleste involverende børn, må have været omdrejningspunktet, men som de står her har jeg da ofte set værre.
Filmen er hovedsageligt bygget op af mord og/eller nøgenscener og fremdriften består mere eller mindre kun i vekslen mellem bryster og blod. Det er der for så vidt ikke noget i vejen med, se blot på komiske mesterværker som ”Bone Sickness” eller ”Necro Files”, men ”MSP” begår den fatale fejltagelse dels at tage sig selv alvorligt, dels at tro den har noget på hjerte. Vi følger en nøgenfotograf i Las Vegas (Sven Garrett), der bruger sine nætter i et hjemmelavet slagteri i sin kælder hvor han bogstaveligt talt kommer under huden på de villige damer han skyder om dagen. Det hele bunder tilsyneladende i hans tyske nazirødder og en svært misforstået fortolkning af nogle af Nietzsches skriverier – men mere får vi aldrig at vide. Oven i alle disse aktiviteter har han en kæreste – igen får vi ikke rigtig at vide hvorfor – og det er dennes lillesøster der pludselig begynder at lugte lunten. Dette non-plot resulterer i en film der 90 procent af tiden består af ensformige scener af enten lunken erotik, klam porno eller uopfindsom tortur. Med et glimt i øjet, en selvironisk forståelse af sine egne utilsrækkeligheder eller blot en nogenlunde spændende historie, så kunne filmen sagtens have potentiale eller måske bare en pointe, men som den står nu er den mere end noget andet bare kedelig og let pinlig, med musikken som største lyspunkt.
Fra tid til anden bider Palumbo fra sig, men det er kun ved at bruge nemme virkemidler som (spæd)børn at han kan hive en reaktion ud af publikum. De gængse og talrige mordscener er hverken uhyggelige, rørende eller urovækkende, og ligeså er seriemorderen, dette symbol på virkelighedens uhyrligheder, eller hvad ideen nu har været, hverken skræmmende eller interessant (men dog komisk når han ufrivilligt lyder som en ung, brunstig Schwarzenegger i nogle af filmens klimaktiske scener). Alt i alt kan jeg sgu ikke rigtig se hvad al balladen var om. Filmen har masser af blod, men det er ikke nok til at skille en splatterfilm ud fra mængden i dag. Der skal opfindsomhed eller en rigtig pointe til for at en film som denne kan bide fra sig. ”MSP” har ingen af delene.
Til gengæld har den et af de morsomste kommentarspor jeg længe har hørt. Her træder Palumbo i sandhed ind i den karakter han efterhånden har skabt for sig selv på internettet. Fra første sekund er han dybt optaget af at rose sit eget værk. Hver en indstilling, hver en scene og hver en skuespiller fungerer optimalt i hans øjne og ganske som han proklamerer rundt omkring i cyberspace, så er ”MSP” et misforstået mesterværk, en film så langt forud for sin tid at det er klart folk foragter den. Midt i sin samvittighedsløse selvophøjelse og konstante namedropping – Palumbo sammenligner sig selv med folk som Kubrick, Herzog og Carpenter – så glemmer han at kommentere de klodsede kamerature, den yderst utilstrækkelige lyssætning og det mildest talt haltende skuespil. Han formår heller ikke at forklare hvad ideen har været med filmen, tværtimod virker han ofte som om at han ikke rigtig selv ved det. Det er som om at hvis bare man optager på 35mm og husker at gøre folk opmærksom på det ved enhver given lejlighed, så har ens film en eksistensberettigelse.
Af yderligere bonusmateriale bør nævnes en lige så komisk introduktion af instruktøren hvor han endnu engang husker at nævne at filmen tilsyneladende er den dyreste independent splatterfilm nogensinde og at de har rekorden for at være blevet smidt ud af flest filmlaboratorier nogensinde. Dertil kommer en række trailere, et trailershow for andre AWE-titler og en stribe ”slettede scener” som mest bare er kasserede takes af benyttede scener – helt utroligt irrelevant.
Billede og lyd er nogenlunde, men med en del kludder i dialogen fra tid til anden. Billederne er ofte for mørke grundet den inkompetente lyssætning, men det faktum at filmen er optaget på 35mm hæver den da over gennemsnittet rent æstetisk, ingen tvivl om det. Af en AWE-udgivelse er det dog ikke særlig pænt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Another World Entertainment.
