Skriv en kommentar
I dokumentarfilmen “My Generation” fra 2018, undersøger skuespiller Michael Caine kulturrevolutionen i England i 1960’erne, kendt som ”The British Invasion”.
1960’erne er en betydningsfuld periode for skuespilleren, da han i 1966 landede i sin gennembrudsrolle i filmen ”Alfie”. Derfor kan han med stor indsigt fortælle om perioden, både fra synspunktet som en berømthed og som en ung mand, der var med til at forme tiden han levede i.
Når man i dag snakker om ”60’er generationen”, vil man velsagtens kunne argumentere for, at denne periode konnoterer fænomener som Flower Power bevægelsen, Vietnam krigen, hashrygning og Beatlemania.
Perioden rummer dog mere end disse stereotype iagttagelser, og filmen excellerer i at frembringe en bred forståelse af perioden, der ifølge Michael Caine signaliserede ”the first time the future was shaped by young people”.
Filmen er opdelt i tre betitlede akter og en håndfuld segmenter, som hver især forholder sig til bestemte bevægelser i perioden.
I interviews mellem Michael Caine, Roger Daltrey fra The Who og Paul McCartney fra The Beatles, fortæller de to rocklegender om venskab, konkurrencetilstand, og tiltagende stofbrug, som både kunne forbedre og forværre den musikalske kvalitet.
I et andet segment forholder dokumentaren sig til kvindernes frigørelse, og hvorledes opfindelsen af miniskørter og p-piller, var med til at frigøre kvinderne fra konservative og religiøse dogmer.
Modeverdenen bliver i særlig grad sat i fokus, hvor modeikoner som Mary Quant fortæller, hvordan hendes ikoniske ”bob” hårfrisure af Vidal Sassoon, inspirerede de unge kvinder i 60’erne til at skille sig ud fra deres forældres generation.
Og i et segment om kunstverdenen, fortæller fotografen David Bailey om den skiftende tilgang til kunst, hvor kollektiver af fotografer, herunder Terence Donovan og Duffy brugte deres talent til at fotografere modeller i miniskørter og lave farverige postkort.
Mine indledende forventninger til denne film, var at få et underholdende og informativt indblik i 1960’ernes kulturrevolution. Det informative opstod i et bredt indblik i flere forskellige brancher som var med til at ændre den konservative status quo. Og det underholdende element optrådte gennem sjove anekdoter fra de medvirkende, samt gammelt arkivmateriale af interviews med ældre engelske, konservative mænd og kvinder, der bestemt ikke accepterer de unges opførelse. Derfor må dommen være at filmen på den indholdsmæssige side lykkedes.
Hvis jeg skulle sætte min finger på noget (og det skal jeg jo), så ærgrer filmens strukturelle form mig lidt. Interviewsene mellem Michael Caine og de forskellige kulturbærere, som Paul McCartney, Roger Daltrey, Mary Quant og David Bailey, er nemlig udtrykt udelukkende i en voice-over. Man ser altså ikke selve interviewet mellem dem. Og dette undrer mig, da filmen har været gavmild nok, til at vise klip af en ung Michael Caine, der vandrer gennem Londons gader og dernæst klip af en 84-årig Michael Caine der går ned af de sammen gader, for at etablerer tiden der er gået.
Hvorfor ikke bruge samme kneb til de andre medvirkende?
Men foruden savnet af synet af de gamle svingere fra 1960’erne, er ”My Generation” en spændende dokumentarfilm med en veloplagt Michael Caine, der optræder fortrinligt som værten for en eksamination af ”the Swinging Sixties”, en tid der var med til at forme nogle af de største skikkelser inden for den kulturelle verden.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
