Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”En levende legende” er nok den bedste måde at beskrive skuespilleren Bruce Campbell. Den snart 51årige Campbell har efterhånden opnået kultstatus verden over, siden han, sammen med vennen, Sam Raimi i 1981 lavede den første af ”Evil Dead” filmene. Siden dengang, er det gået op og ned med karrieren for Campbell, der modsat mange af sine andre Hollywood kollegaer, har slået sig tilfreds med at være en ægte b-filmsstjerne. Faktisk er det gået hen og blevet et slags varetegn for Bruce Campbell, at medvirke i mærkværdige og obskure filmproduktioner som eksempelvis ”Maniac Cop” (1988) og ”Darkman” (1990). Selvom Campbells film langtfra regnes for værende filmkunst, har skuespilleren alligevel fået opbygget en solid karriere med en enorm fanskare. Nu har legenden så fået sin helt egen film, hvor Campbell i rollen som sig selv, tager pis på alt lige fra krukkede skuespillere til tossede fans.
I ”My Name is Bruce” møder vi en afdanket og fordrukken Bruce Campbell, der efterhånden har mistet sin selvrespekt og sin stjernestatus. Campbell hader sit liv og sine fans, der konstant plager ham med tossede spørgsmål om karrierens højdepunkt, nemlig rollen som helten Ash i ”Evil Dead”.
Historien tager en uventet drejning for den gode Bruce, da han bliver kidnappet af en fan, der tror at Bruce er en virkelig helt, der gang på gang har besejret alverdens ondskab. Sagen er den, at den lille flække Gold Lick er blevet angrebet af en ondskabsfuld kinesisk dæmon, kaldet Guan-Di, og beboerne er overbevist om at Bruce Campbell er den eneste, der kan redde byen fra den totale undergang. Problemet er bare, at Bruce Campbell bestemt ikke er nogen helt, tværtimod. Campbell er en arrogant kryster, der tror at kidnapningen er en del af et rollespil, iscenesat af hans maneger som en del af hans fødselsdagsgave.
Forvirret? Det kan jeg godt forstå. Men det gør ikke så meget, da filmens fjollede plot ikke er så vigtig i forhold til filmen som helhed. ”My Name is Bruce” handler i bund og grund kun om én ting, og det er at underholde publikum med så mange jokes, platheder og filmreferencer, som overhovedet muligt, og dét lykkedes til fulde.
Bruce Campbell formår ikke kun, at tage gas på sig selv og den status han har opnået karrieremæssigt, men i særdeleshed også den samlede filmindustri i Hollywood. Alt sammen leveret med Campbells klassiske glimt i øjet. Campbell er godt klar over at han er en b-filmsstjerne, men som en af de få, har skuespilleren rent faktisk formået at omfavne sin status og fået det vendt til noget positivt, modsat så mange andre Hollywood kendisser, der gør alt for at lægge afstand til deres obskure filmfortid. Jeg kan ikke andet end have enorm respekt for Campbell. Som skuespiller er han en hæderlig håndværker, men som kultfigur er han det nærmeste man komme en levende legende.
”My Name is Bruce” er ydermere proppet med utallige referencer til Campbells tidligere film, ligesom vennen og kollegaen Ted Raimi dukker op i tre hylende morsomme cameos.
”My Name is Bruce” er en helt igennem fjollet film, men dermed ikke sagt at filmen ikke er underholdende, for det er den helt bestemt. Det er morsomt at se Campbell udstille sig selv og den verden han lever i, hvor elendige filminstruktører og tossede fans er en del af hverdagen. Samtidig er det forbandet befriende at se, at selvironien ikke er helt forsvundet fra den amerikanske filmindustris ellers så hypede og kendisfikserede mediemaskine. Er man fan af Bruce Campbell er filmen et naturligt must, der dog sagtens kan nydes af andre ikke-fans. Har man lyst til mere Campbell, vil jeg her på falderebet anbefale skuespillerens selvbiografi ”If Chins could Talk”, hvor Campbell åbenhjertigt fortæller om hans fantastiske karriere.
Der er desværre intet bonusmateriale til ”My Name is Bruce”
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Midget Entertainment .
