Skriv en kommentar
Jeg er stor fan af gyserfilm. Derfor er det også utroligt fedt, at der er kommet en bølge af skandinaviske versioner, den såkaldte Nordic Horror. Når dyrene drømmer sigter direkte efter denne genre. Filmen foregår i en lille nordjysk kystby, vindblæst og befolket med fåmælte individer. Her bor Marie med sin far og sin handikappede mor. Men Marie har nået en alder, hvor hun stiller spørgsmål ved situationen: Hvad fejler hendes mor egentligt? Hvorfor virker lægen som om, han holder hemmeligheder om det udslæt, Marie har på brystet?
På mange måder handler filmen om, hvordan det er at begynde sit voksne liv i en lille nordjysk by. Marie begynder på nyt arbejde som fiskeudskærer, og har tydeligvis en interesse for det andet køn der måske, måske ikke, er ny.
Nu har jeg afsløret, at filmen er en gyserfilm, men jeg kan også afsløre, at det er en varulvefilm. Marie har et indre dyr, der gør at hun adskiller sig fra de almindelige mennesker omkring hende.
På sin vis har filmen to aspekter. Halvdelen af tiden er den dansk social realisme om dette nordjyske samfund, og den anden halvdel er den en rimeligt traditionel gyserfilm. Det virker måske lidt hårdt at opdele de to, men jeg synes ikke nødvendigvis, de flyder super godt sammen. Hele byen, og Marie selv, er overraskende uoverraskede over den makabre forandring, der kan komme over hende. Der bliver trukket på temaer om frygten for det anderledes, men at dømme efter bevismaterialet er der muligvis god grund til frygt.
Som social realisme vinder filmen mere som stemningsbillede end som karakterdrama. Billederne af landskabet, landsbyen og havet giver alle et fantastisk indtryk. Og diverse sociale aspekter bliver også flot demonstreret med både lyd og billede. Desværre lider rollerne så meget af nordjysk stilhed, at filmen gør meget lidt for at give publikum indblik i deres tanker. Oftest taler personer i filmen til hinanden frem for med hinanden. Der er ikke noget galt med det, der bliver sagt, man savner bare lidt mere reaktion fra dem, der bliver talt til.
Sonia Suhl gør et flot stykke arbejde som Marie og hendes udvikling giver generelt godt mening. Hele gyseraspektet i hende og filmen virker dog en smule generisk. Hun skifter når hun bliver ophidset, og vareulvesminken vækker tydelige minder om Ginger Snaps (2000). Der er små indikationer af, at den dyriske natur muligvis indeholder en evne til at tryllebinde mænd, men det bliver aldrig gjort tydeligt.
Filmen putter vareulve genren i en flot, enestående, dansk setting. Den gør et godt stykke arbejde ud af at vise hovedpersonen og hendes forhold, men desværre er næsten alle andre lidt roller lidt kedelige. Moralen i filmen bliver også lidt uklar. Det er tydeligt, at vi skal føle at Maries ofre fortjener det, men jeg er ikke helt overbevist om at mobning af denne kaliber fortjener dødstraf. Og i modsætning til den fremragende svenske Låt den rätte komma in (2008), havde jeg aldrig en følelse af, at det var et aktivt valg at ofre moral i bytte for andre gevinster.
Filmen er flot og ganske udemærket. Jeg er personligt ikke så stor fan af den tunge socialrealistiske vinkel, men den bliver meget fint vist, omend ikke altid lige godt fortalt. Som en genrefilm er den uoriginal, med stedet som eneste rigtigt originale element. Jeg tror, det er en rigtig god film til folk, der ikke normalt nyder gyserfilm, eller som en mulig indgangsvinkel til genren.
