Skriv en kommentar
Med den fremragende As Good as It Gets fra 1997 slog James L. Brooks sit navn fast som en af de gode dramafortællere inden for film. I Spanglish står han både bag manuskript og instruktion, og produktet er ganske hæderligt, det bliver desværre bare aldrig rigtig interessant. Det skal siges, at det helt sikkert bekommer Adam Sandler med de lidt mere seriøse roller, for han er sammen med Paz Vega og Cloris Leachman helt klart det bedste ved filmen, der trækker mere på gode skuespilpræstationer end på underholdning og indhold.
Den mexicanske kvinde Flor Moreno rejser til mulighedernes land Amerika, sammen med sin datter Christina for at få et bedre liv. Da Flor får tilbudt stillingen som hushjælp hos familien Clasky, ser fremtiden lys ud. Desværre byder jobbet hos familien på mere end arbejdsmæssige udfordringer, da de fem familiemedlemmer har hver deres at slås med. Moderen Deborah er yderst hysterisk og selvmedlidende og slet, slet ikke til at holde ud, mens faderen er den store diplomat, der forsøger at holde sammen på familien og give børnene en god opvækst. Deborahs mor, der bor hos familien er en drikfældig gammel sangstjerne og datteren Bernie kæmper med selvværd og kiloene. Den engelske titel Spanglish hentyder til, at den charmerende Flor ikke taler meget mere end et ord engelsk, og familien og hushjælpen må finde alternative måder at kommunikere med hinanden på. Flor er smuk og skøn og har et vidunderligt latinotemperament, der selvfølgelig ikke kan undgå at påvirke hele den samspilsramte familie.
Som nævnt er skuespillerne i Spanglish gode hele vejen igennem. Den eneste man kan blive lidt irriteret over er Téa Leoni, der spiller den hysteriske mor, Deborah Clasky. Rollen er i sig selv belastende, da konen bare er gennemført irriterende. Desværre gør Téa Leoni det ikke bedre ved at overspille en del, og det trækker helt kalrt ned i nydelsen af filmen, da moderen fylder utroligt meget. Paz Vega er filmens stjerne. Hun havde sit gennembrud i Sex and Lucia og Talk to Her, og er en af filmstjernehimlens mest lysende talenter i øjeblikket. Hun har noget ægte over sig, både personligt og udstrålingsmæssigt. Hende kommer vi forhåbentligt til at se en masse til, og hun tæller for en stjerne for sig selv i regnskabet for Spanglish. Hun lyser op med varme og glød blandt de halvfede, blege amerikanere.
Det er desuden godt at se Adam Sandler i en mere alvorlig rolle, og selv om han har haft sin del af irriterende roller i lige så irriterende film, så er han en fornøjelse i Spanglish. Han er afdæmpet, rolig og spiller rollen som mesterkokken med koks i familielivet perfekt. Dog er en af filmens store mangler, at den er meget lidt humorisktisk på trods af at der er rigeligt med plads til det og også brug for det. Dér kunne man godt have brugt Adam Sandlers andre talenter, for man sidder og keder sig bravt i flere omgange. Manuskriptet som sådan er der ikke noget i vejen med – replikker og persongalleri er hele vejen igennem som det skal være i et godt drama, men der savnes lidt mere sjæl. De to piger, den amerikanske Bernie og mexicanske Christina er ganske enkelt perfekte i deres roller. Man lider med Bernie, når moderen forærer hende massevis af nyt, moderne tøj, der konsekvent er et nummer for småt. Sådan fortæller moderen sin datter at hun skal tabe sig – se det alene er nok til at skabe en lille ulykkelig pige, der heldigvis har et hjerte af guld og en far der elsker hende som hun er. Den lille, smukke Christina er et perfekt billede på sin mor. Hun må oversætte for Flor flere gange, og påtager sig moderens gestik og mimik i nogle helt vidunderlige scener.
På trods af at alle skuespillerne er vidunderlige og instruktionen upåklagelig, så er det alligevel som om der mangler et eller andet. Det et eller andet kunne være humor eller måske lidt mindre selvhøjtidelighed. Og måske lidt mere nerve, da det trods alt er nogle vældigt store emner filmen slår op.
Naturligvis er filmen også en kommentar til det amerikanske samfund, og ordet spanglish er en nedsættende term til beskrivelse af nogle af indvandrene til Amerika fra de spansktalende lande. Vi ser også kontrasterne, men det bliver bare aldrig til den store åbenbaring fordi det først og fremmest er personerne vi følger. Deres kulturelle baggrund spiller naturligvis ind, ikke mindst er der himmelvid forskel på den overfladiske amerikanske Deborah og den varme mexicaner Flor. Det er godt beskrevet i de forskellige opgør de to kvinder har.
Næsten helt perfekt er en god film. Men den mangler som sagt et eller andet. Man er forholdsvist underholdt, men man forlader biografen uden at være blevet forløst. Det er lidt for sukkeragtigt og happy-end, selv om de mange konflikter naturligvis ikke bliver løst helt.
To stjerner til filmen og en ekstra for Paz Vega.
Karakter: 3/6
