Skriv en kommentar
Sommertiden er traditionen tro store Blockbuster sæson for Hollywood. På eventyr fronten er der dog ikke nogen synderlige konkurrenter til Prince Caspian. De resterende Harry Potter film er et par år fremme i tiden, og da der ikke er nogen nye satsninger og film som Eragon og Det Gyldne Kompas, ikke blev store nok succeser til 2’erne fik grønt lys med det samme, er Caspian en garanteret succes, da alverdens eventyrfans vil styrte i biffen. Men er den det værd? Ja, men desværre ikke så meget som man kunne håbe på.
Da vi forlod de fire Pevensie søskende i Løven, Heksen og Garderobeskabet, var de vendt tilbage igennem skabet der havde bragt dem til det magiske rige Narnia. Nu er et år gået, og de fire søskende Peter(William Moseley), Susan(Anna Popplewell), Edmund(Skander Keynes) og Lucy(Gorgie Henley) er blevet lidt ældre, men Peter har stadig svært ved at vende sig til at være tilbage. I Narnia var han konge, og her er han en af mange, og det har han svært ved. Introduktion bliver der dog ikke brugt længere tid, og lynhurtigt bliver vores fire hovedpersoner transporteret tilbage til Narnia. Intet er dog som det skal være i Narnia. Symbolet på kongeriget, det store slot Cair Paravel, er nærmest ugenkendeligt udfra de få ruiner der står tilbage. Et år i menneskenes verden svare til 1300 år i Narnia og alt hvad de fire søskende kendte i Narnia er nu enten dødt eller fordrevet. Narnia er blevet invaderet af et folkeslag der kalder sig Telmariner, og disse har hurtigt fået fordrevet alle de magiske væsner så grundigt, så at de i Telmarinernes øjne er mere fabeldyr end noget andet. Telmarinerne har dog interne problemer omkring kongetronen. Den onde hertug Miraz(Sergio Castellitto) har endelig fået sig en søn og det betyder at han kun er et dødsfald fra at være konge. Nemlig den unge prins Caspian(Ben Barns), der i ly af natten når at flygte, men intet kan gøre for at forhindre Miraz i at krone sig konge. Nu må Caspian, de fire Pevensie søskende og Narnia’s magiske dyr arbejde sammen for at fordrive Telmarinerne fra Narnia, så der igen kan blive fred.
Prins Caspian lovede på forhånd at den ville være mørkere end forgængeren. Det betyder normalt ikke det store, da alle eventyrfilm hævder at den nye vil være mørkere og mere dyster, og det passer næsten aldrig, men i Prins Caspian gør det. Erstattet er meget af magien fra den første film er her erstattet med Ringens Herre-agtige kampscener, på forskellige golde heder i New Zealand, om det er bedre eller ej på lades op til seeren, men denne anmelder fandt de mange kampscener kedelige. Det gode ved Løven, Heksen og Garderobeskabet var at den ramte imellem Harry Potter og Ringenes Herre, og via både magi og store episke kampscener, ikke forsøgte at være nogle af de to andre filmserier. Prins Caspian forsøger at være meget mere Ringenes Herre. Men der er alt for mange slag i filmen til at det for alvor bliver spændende hver gang, og man kan ikke lade være med at tænke at man har set det hele bedre.
Der er dog ikke kun problemer på grund af ændringer. Der er stadig Shrek instruktør Andrew Adamson der står bag kameraet, og han laver faktisk en del af de samme fejl, som i den første Narnia film. Helt fundamentalt formår han ikke at bringe Narnia til live. Det føles stadig ikke som om man bliver kastet pladask i en helt ny verden. Derfor bliver filmen som den første en kende overfladisk fordi hvis du ikke køber Narnia 100 %, er det svært at relatere til de problemstillinger der er i filmen, og de problemer vores hovedpersoner kommer udfor.
På trods af disse problemer er der stadig meget af nye i Prins Caspian. De fire unge engelske skuespillere rykker sig på samme vis som de tre i Harry Potter, og er blevet en del bedre. Den bedste er stadig Skander Keynes, der med naturligt skuespil, imponere. Det er dog ærgerligt at William Mosley som Peter ikke er blevet bedre, da mange af filmens scener er bundet op på ham, som den ældste af de fire, og nogle gange krummer man lidt tæer, når han levere linier der ville gøre Keanu Reeves stolt. Der er heller ikke de store skuespilkræfter der var i den første film. Folk som James McAvoy og Tilda Swinton er erstattet af ukendte italienske og spanske skuespillere, og ingen af dem er specielt mindeværdige.
På trods af mine problemer med mange af filmens store kampscener er der en fremragende en imellem. Snig angrebet på Telmariner slottet i ly af natten er en spændende og anderledes kampscene, der føles meget mere frisk i forhold i de resterende. Hvis man havde holdt sig til den, og kortet den store kamp i slutningen lidt ned, ville jeg æde mine ord.
Alt i alt er Narnia’s første efterfølger en udmærket film, der desværre skuffer lidt fordi, man ikke har fået rettet helt så mange ting som ikke fungerede i den første. Der er stadig massere af magisk historiefortælling for hele familien, og at der ikke er nogen væsentlige pusse nussede Disney tendenser er velkommen og giver en mere voksen film. Og der burde være endnu bedre tider at se frem til for Narnia filmserien. Den tredje bog i serien ”Dawn Trader” er ifølge fans den bedste i serien, og med en ny instruktør, bliver det en film der er værd at holde øje med.
