København summer altid. Men efter at reklamebannerne er kommet op overalt i byen og samtlige biografer er pynten op med Trine Dyrholms ansigt, forsidedronningen på årets NatFilm, er der tændt en helt særlig stemning. Det er svært ikke at blive grebet af atmosfæren. Der hersker en særlig intens tilstand hos folk, der vil nå alle film på festivalprogrammet, selvom det er umuligt.
Første film på programmet var den russiske sci-fi drama ”Wind Man” af Khuat Akhmetov, der er en del af årets Fantasy serie. Noget usædvanligt, selv for en russisk film, følger man indbyggerne i en lille landsby i Kazakhstan, da en vindskudt engel styrter ned. Eftersom folk i byen er en blanding af underlige eksistenser, med forskellige religiøse og ideologiske træk, reagerer alle forskelligt på den nye gæst. Præmissen er for så vidt godt tænkt og der kunne sikkert være kommet en ganske fin lille film ud af den originale idé, men desværre er filmen dræbende kedsommelig. Der satse på en multiplotfortælling, hvor byens persongalleri er handlingens egentlige primusmotor, men ingen steder kommer man rigtigt – og meget hurtigt bliver filmen både forvirrende og uvedkommende. Det er ikke nok med en portrætfilm af en skæv landsby, hvis det eneste drive i historien er en tavs engel, der i øvrigt ikke bidrager synderligt til handlingen udover i en symbolsk anekdote. Mildest talt søvndyssende og ligegyldig.
Lidt skuffet, traskede jeg videre til Palads, hvor John Augusts debutfilm ”The Nines” ventede – og overraskede meget positivt. Uden at fortælle for meget, er filmen vævet sammen op i tre meget forskellige dele, med de samme skuespillere i meget forskellige roller. Hovedpersonen i alle tre fortællinger, er en imponerende spillende Ryan Reynolds, der spiller afdanket skuespiller, tv-serie instruktør og til sidst programmør. I en meget sær blanding af surrealisme, reality-tv og sci-fi, helt i tradition med syrefilm fra Michel Gondry og Spike Jones - og ikke mindst Richard Kellys ”Donnie Darko”, trækkes man rundt i den ene sære hændelse til den næste, der først til slut snedigt løfter sløret for filmens store omdrejningspunkt. Det er intelligent, fyldt med eye candy og vildt underholdende – selvom den taber lidt tempo midtvejs, trækker handlingen i den grad op til storm mod slutningen. Se den, enten her på NatFilm eller hvis den forhåbentlig kommer i de danske biografer. Det er ganske enkelt en fantastisk overraskende film, der med store armbevægelser viser at manuskriftforfatteren bag ”Charlie's Angels” sagtens kan på egne ben.
Resten af aftenen stod den på gys og gru, hvor den spanske zombiefilm ”[REC]” var dagens anden helt store positive overraskelse. I bedste 'youtube' stil, følger man gennem en kameramands linse et rapportagehold, der skal følge nogle brandmænd i deres daglige trummerum. Hvad der umiddelbart virker som et kedeligt rutinearbejde, udvikler sig til en nervepirrende klaustrofobisk flugt fra en gruppe zombier, der er blevet smittet af en dommedagssmitte i en aflåst opgang. Det er absolut den første gang, at jeg har set så en effektiv og skræmmende zombiefilm, der i den grad er troværdig på stort set alle niveauer. Det varer lidt tid før gyset rigtigt træder i karakter, men når det endeligt sker, holdes man nådesløst fast indtil filmens kyniske og voldsomme slutning indtræffer. Med ”Børnehjemmet” og nu ”[REC]” har spansk horrorfilm i den grad kommet ud af busken – og er man til den genre, er ”[REC]” absolut et bud på årets bedste gys.
Efter perfekt opvarmning, stod resten af aftenen på koreansk horror. Først den syret koreanske forsikringssvindel/thriller/splatter/horror/film noir-komedie ”Black House”, altså en legesyg opvisning i genreblanding på bedste asiatisk manér. Kedeligt bliver det aldrig, når man følger den naive forsikringsagent Juno, der oprigtigt ønsker det bedste for sine klienter. Det bliver nu engang ret svært, da en lille dreng begår selvmord. Familien kræver forsikringssummen udbetalt, og da det begynder at lugte af at drengens stedfar står bag mordet, udvikler filmen sig til et absurd blodbad. ”Black House” er fornøjelig sort humor og horror i sædvanlig høj koreansk klasse, samtidig med at der helt bevidst spilles på amerikanske thrillerkonventioner – for at smadre dem i helt vanvittigt sorte sekvenser. Jeg morede mig bravt – og det gjorde de fleste andre i salen tydeligvis også. Natten blev sluttet af med en anden koreansk film, horrorfilmen ”Muoi: The Legend of a Portrait”, baseret på vietnamesiske spøgelseshistorier. Man følger den koreanske forfatterinde Yoon-hee, der researcher til en ny bog og pludseligt falder over en spøgelsehistorie, serveret af hendes veninde Seo-Yeon, der nu er bosat i Vietnam. Yoon-hee tager til Vietnam for at nærlæse omstændighederne for den hævngerrige ånd Muoi og det viser sig snart, at Muoi ikke er helt den ammestuehistorie, som ellers antaget. Selvom ”Muoi” overhovedet ikke byder på de store overraskelser - opbygning, virkemiddel og motiv er som taget ud af klassisk J-horror - er der nogle virkeligt uhyggelige og stemningsfulde sekvenser. Koblingen mellem vietnamesisk spøgelseshistorie og typisk koreansk suspensebaseret gys virker overraskende godt, og må siges at være et ganske habilt indslag i genren.
Første dag på NatFilm har stået på mange virkeligt positive oplevelser, og kan næste dag hamle op med det, er der helt bestemt en masse fantastiske indslag i vente over den kommende uges tid!
