Der var langt i ovnen til en oplevelse af de helt store på Den Sorte Diamant, da et af filmhistoriens største hovedværker var lagt under kærlig behandling. Det drejer sig om Walther Ruttmanns avantgarde stumfilmklassiker, ”Berlin – Storbyens symfoni” og hans cinema pure (ren film, uden anden end bare underlige billeder) kortfilm ”Lichtspiel Opus 1-4”, der i anledning af NatFilm blev opført live. Filmen i sig selv er en skildring af et dynamisk og sprudlende Berlin, hvor byen fremstilles som én levende organisme, hvor alt – lige fra manden med kosten til byens talrige maskiner – klippes sammen i en stor symfoni. Med live musik kan stumfilm noget helt fantastisk og opførelsen af ”Berlin – Storbyens symfoni”, er uden tvivl den største oplevelse indtil videre på årets NatFilm.
Det høje niveau holdte sig absolut kørende, med priservinderen ”La Zona”. Imponerende nok, er her tale en fantastisk debutfilm fra mexikanske Rodrigo Plá, hvor hård samfundskritik blandes med Hitchcock suspense. 'Zonen' er et område forbeholdt de rige, med eget demokrati og lov, fuldstændigt afskåret fra den fattige omverdenen. De rige folk anseer ikke folk på den anden side af pigtrådshegnet som andet end undermennesker, og da tre udenfra zonen trænger ind en dag, griber den indenfra til selvtægt, da zonen er hævet over loven. Igen vises kæmpe potentiale fra Mexico, der i de seneste år virkeligt har slået igennem med trekløveret Iñárritu, Cuarón og ikke mindst Del Toro.”La Zona” er tankevækkende og helt brilliant filmkunst, og når man ikke at se den under NatFilm, bør man unde at se den om et par uger, når premieren i Danmark løber af staben d. 11. april.
En af svensk films mere interessante bekendtskaber, Tomas Alfredson, der stod bag bl.a. den mesterlige tour de force ”Fire nuancer af brunt”, har med ”Let the right one in” valgt at kaste sig over en ungdomsfilm. Vel at mærke en ungdomsfilm om ung kærlighed mellem to utilpasset tolv årige – eller tilsyneladende, eftersom den ene er vampyr! Det er der kommet en ret fin og charmende lille produktion ud af, hvor man kan sige at ”Postkort fra Vittöla” møder Polanskis ”The Fearless Vampire Killers” med et glimt i øjet og som ungdomsfilm fungerer den godt, selvom filmens tempo ofte går i stå.
Aftenens sidste film på programmet, japanske Takashi Miikes ”Sukiyaki Western Django”, var imidlertid en slem skuffelse. Nu er det jo ikke fordi at man ligefrem behøver at vente længe imellem Miikes produktioner, det er vel blevet til 50-60 film de seneste ti år. Men selvom kvaliteten fra manden bag bl.a. ”Ichi The Killer”, ”Audition” og ”Visitor Q” immervæk er svingende, kan man altid forvente noget anderledes. ”Sukiyaki Western Django” er et sarkastisk forsøg på at lege Quentin Tarantino, der iøvrigt medvirker, med en blanding af spaghetti western, samurai film og exploitation. Miike tager vildt meget pis på genrerne - en western med japanere der ligner malplaceret dragqueens, der taler fuldstændigt uforståeligt engelsk og smadrer alting når muligheden viser sig, er fra begyndelsen er helt styrligt morsomt. Men det humoristiske fordamper som dug for solen og i stedet bliver det en søvndyssende og småpattet parodi på Tarantinos stil. Fint at gøre grin med Tarantino, det synes jeg personligt kun er tiltrængt, men filmen fungerer simpelthen ikke og er i stedet spild af tid.
