Noget der i den grad har været irriterende under årets NatFilm, er at der er alt for meget bøvl med teknikken. Det er alt lige fra kopier med elendige lydspor, at lyset ikke slukkes under forestillingerne og noget så idiotisk som ikke at indstille projektoren til 16:9 frem for 4:3. Ofte har det været til at finde sig i, men under Guilio Petronis spaghetti westernklassikeren ”Tepepa” i Cinemateket, endte det med at stort set alle, herunder undertegnet, gik efter en halv times tid. Hver andet minut røg lyden, for så at komme på igen, imens der blev skiftet mellem italiensk og engelsk tale – og underteksterne kom og gik også som det passede dem. Operatøren beklagede meget, da det var kopien der var noget i vejen med. Det var ret ærgeligt, eftersom filmen i sig selv tog sig rigtigt godt ud og med en veloplagt Orson Wells som bad guy, skal der meget til at slå en filmoplevelse hen. Denne gang blev det ødelagt af sjusk fra festivalens side,. Det er simpelthen for ringe, at kopierne ikke er blevet tjekket ordentlig igennem.
Heldigvis løsnede aftenens andre film op, med to virkeligt interessante titler. Først skulle canadiske Guy Maddins nyeste film, ”My Winnipeg”, afsløre en af de mest sælsomme og største talenter på årets festival. Det er en film der er utrolig svær at genfortælle, eftersom den i bund og grund er et dokumentarisk portræt, eller doku-fantasi som Maddin selv kalder den, af hjembyen Winnipeg. Forskellen med ”My Winnipeg” er blot, at der i en lind genresammensmeltet strøm af personlige erindringer og flygtige fantasier, drømmeagtige billeder og skæve historier fortæller om Winnipeg, udfra Maddins dybt forskruet og uhåndterlige subjektive montage udgave af byen. Pludseligt er byen styret af en mystisk flod under byen som samtidig er styret af frimurer, to taxaselskaber dominerer byens infrastruktur og herunder lavet aftaler om at dele byen op i de gader og veje, mens folk går på romantiske picnics ved den tilfrosset flod, hvor en masse frosne heste er frosset til is og har været det i et halv år, og derfor betragtes som en seværdighed i byen. Det er absurd komisk, dynamisk og fantastisk fascinerende. Guy Maddin er uden tvivl en af de mest oversete instruktører, særligt indenfor mystisk arthouse – go home Lynch!
Helt over i den anden boldgade kom man også, med Julien Leclercqs franske cyberpunk thriller ”Chrysalis”. Tydeligt visuelt inspireret af franske tegneserierskabere som Enki Bilal (”Immortal”). Jean-Claude Mézières (Linda og Valentin) og naturligvis ”Blade Runner”, følger man betjenten David Hoffman i efterforskningen af et markabert mord. I bedste neo noir stil, er intet som det umiddelbart tager sig ud og det ender med at Hoffman efterforsker sin egen fortid og indblanding i mordet. Filmen er en lækkerbisken rent visuelt og det er interessant, at fransk film fortsætter gode takter med dyster og kreativ sci-fi i bedste Phillip K. Dick stil.
