Charles Burnett, der er blevet kaldt den afroamerikanske John Cassavetes, er kendt som en af de mest banebrydende indie instruktører i amerikansk film, ikke mindst pga. hans debut ”Killer of Sheep” fra 1977. Med et budget på 10.000 dollars, kan man absolut tale om skrabet midler at arbejde med, alligevel ses ”Killer of Sheep” som en af de største små film, der er lavet i USA. Den er med rette også en socialt engageret og fin lille film, om livets nådesløse realiteter, når hovedpersonen Stan som sort slagterarbejder med familie er tynget af ansvar og derfor ikke kan efterleve sine drømme, uafhængigt af sin familie. Det er i og for sig et naturalistisk drama, der besidder en afgørende poetisk og fødelsesladet tone, som aldrig bliver patetisk. Stans kamp med sig selv er rørende, men filmens tempo er desværre så dræbende sløvt, at det uundgåeligt føles som om man selv er et slagtet får, til trods for det er en helt igennem interessant film.
Heldigvis blev enhver form for søvn tæsket ud af kroppen, med Sergio Corbuccis fantastiske spaghetti western ”Django”. Sammen med Sergio Leone, er Corbucci den største instruktør i genreren – og det er bestemt ikke uden grund. Django (Franco Nero) er en nordstatsveteran fra den amerikanske borgerkrig, der af uvisse årsager dukker på i en lille by ved den mexikanske grænse, slæbende på en kiste. Helt upåvirket af egen underlige adfærd, trasker Django køligt ind i en bar, uddeler et par flade og tørre punch-lines og tilfældigvis ”kommer han til” at skyde en masse sydstatsfolk, der er en tand for provokerende. Dette udløser en absurd voldsom krig og den næste time er tegneseriedrab på de mest underholdende og iskolde måder, hvilket er super klitch, spændende og mesterligt.
Sidste film på programmet var den vellykket, omend noget konventionelle og melodramatiske, Hong Kong'ske gangsterfilm ”Blood Brothers”, der lugter mere af Casa Nostra end Triade. Man følger de tre venner Kang, Hu og Fang, i deres ambitioner om at blive til noget stort. Det leder dem fra deres hjemby til natklubben Paradise i Shanghai. Her bliver de hurtigt indvolveret i arbejde for Boss Hong, en magtfuld gangster i den dekadente storby, hvilket også hurtigt splitter de tre venner i hver deres søgen efter success. Det leder selvsagt op til blodige opgør, da Kang, Hu og Fang har helt forskellige opfattelser af success og ambition – og hvor meget blod man vil have på hænderne, for at tilegne sig magt. ”Blood Brothers” er utrolig flot og fiks skruet sammen, og selvom der er lidt for meget melodrama for filmens eget bedste, med et par i øvrigt udmærket sideløbende kærlighedshistorier, er den absolut en biograftur værd. Historien er såment set før i bl.a. ”Scarface”, men den asiatiske tilgang giver en udkogt historie tilpas med temperament og energi.
