Endnu en spaghetti western – og dermed atter igen en mesterlig film. Denne gang af eksperimenterende Tinto Brass, der ellers ikke har nogen relation til genren – men sprang på bølgen, simpelthen for at lege med den tilsyneladende komplet anarkistiske bølge af film, den italienske spaghetti western kastede af sig. Eksperimentet fungerer til perfektion, i en fantastisk blanding af montage, surrealisme, film noir og selvfølgelig hensynsløs vold. Den overmenneskelige revolvermand, Yankee, lægger sig ud med den mexikanske banditkonge El Grande Concho. Concho har et helt hof omkring sig og som nådesløs diktator, dræber han til højre og ventre uden at fortrække en minde, men i Yankee har ham mødt sin nemesis. Det er fantastisk at se genredekonstruktion i så frie rammer, hvor der ikke tages hensyn til noget som helst – det fungerer så utroligt meget bedre her, end hvad selvudråbte ”postmoderne” instruktører såsom Tarantino formår 30 år senere.
Fra den ene fantastiske film til den næste, med Guy Maddins stumfilm (!) ”Brand Upon the Brain!”.
Ligesom i ”My Winnipeg”, smaskes alle tænkelige og utænkelige genrer sammen og ophøjes til noget man bestemt ikke har set før. Med Maddin bag roret, ses igen et helt fantastisk stykke filmkunst, der ikke rigtigt hører til nogen steder – og som bunder i Maddins egne erfaringer. Dog er det ikke helt til at adskille reelle minder fra et vanvittigt absurdium af skæve sidehistorie. Grundhistorien er bygget op omkring tolv kapitler, omkring Guys (/Maddins) barndomserindringer fra en lille ø ved navn Black Notch. Naturligvis er den lille ø befolket af de mest vanvittige sidefortællinger, hvor tid og rum, fantasi og virkelighed, ophøjes til et potpurri af mystisk dramatik, rørende børneforelskelse, magisk realisme, tysk ekspressionisme og sindssyg Monty Python humor – alt mens Isaballa Rossellini er fortæller, på denne hypermoderne stumfilm. Guy Maddin er helt suverænt i sin helt egen liga, og skal man se noget der kan ændre ens opfattelse af filmmediet, skal man gå efter den unikke canadier.
Aftenen endte i den noget mere lette ende, med Bollywood mockumentary i form af ”Loins of Punjab Presents”. Her ironiseres der over reality shows og amatørkonkurrencer, da svineproducenten Punjab udlover 25.000 dollars, til en den der kan eksponerer indisk kultur bedst i USA. Og hvor gør man eller det, end gennem indisk sang og musik? Ansøgerne er alt fra bøsse ghettorappere til nuttet teenagepiger, og der lægges naturligvis i ovnen til en forviklingskomedie og platte intriger. At det er en Bollywood film der foregår i USA, ændrer muligvis på en autentisk Bollywood feel, men det er for så vidt ligegyldigt, da ”Loins of Punjab Presents” er en irriterende komedie der skriger af plathed og tynd historie på laveste fællesnævner – Bollywood eller ej. Naturligvis er der en vis ironisk stillingtagen til amerikanske komedier og medier i det hele taget, men det bliver hverken med en ironisk distance eller som intelligent kommentar. Filmen kunne, med andre ord, være lavet af Brett Ratner efter en badeferie i Indien.
