I 1986 udkom Batman tegneserien “The Dark Knight Returns” tegnet og skrevet af Frank Miller. Miller var på det tidspunkt en af de store, nye stjerner i den Amerikanske tegneseriebranche. Han havde revitaliseret den skrantende ”Daredevil” serie, tegnet en succesfuld miniserie med Wolverine fra X-Men, og skabt den postapokalyptiske samurai miniserie ”Ronin”.
Med ”The Dark Knight Returns” reintroducerede Frank Miller Batman i en ældre, mere kynisk og moralsk tvivlsom udgave. Millers univers var mørkt og beskidt og føltes væsentlig tættere på den virkelige verden, end man var vant til i superheltetegneserier.
“The Dark Knight Returns” blev en kæmpesucces og forøgede Batman karakterens popularitet væsentligt. Sammen med Alan Moores ”Watchmen”, bragte Millers Batman en hidtil uset voksen kompleksitet til superheltegenren, og nærmest revolutionerede hele tegneseriemediet. Pludselig var superheltetegneserier noget som kunne læses af voksne mennesker med et velfungerende socialt liv, og ikke kun af børn og forvoksede nørder, der stadig boede i deres forældres kælder.
Året efter “The Dark Knight Returns” skrev Miller ”Batman: Year One”, der genfortalte historien om Bruce Waynes forvandling til Batman, og i 1988 udkom Alan Moores ”The Killing Joke” der dykkede dybere ned i Jokeren som karakter.
Batman i levende billeder havde i mellemtiden været begravet siden den noget fjollede tv fra tresserne (den med de tegnede lydeffekter), og de tvivlsomme salgstal havde nye tiltag uigennemførlige. Men med den store popularitet som Millers Batman havde skabt, så det pludselig meget anderledes ud, og den første Batman film blev en realitet. Instruktøren Tim Burton, kendt for sin fantasifulde og gotiske stil, lod sig åbenlyst inspirere af både Miller og Moore i sin ”Batman” fra 1989. Ikke mindst i skildringen af Jokeren, spillet af Jack Nicholson. Filmen var vellykket og blev blev en kæmpesucces hos både publikum og anmeldere. Burton nåede at lave endnu en Batman film før han forlod skuden til fordel for andre projekter, den lige så vellykkede ”Batman Returns” fra 1992.
Tim Burton blev afløst af Joel Schumacher hvis ”Batman Forever” tog universet i en lidt anden retning. Væk var Burtons Miller/Moore inspirerede gotiske og moralsk grumsede univers. I stedet fik vi en noget mere lettilgængelig Batman med karikerede skurke og pangfarver. Batman fik også sin tro følgesvend Robin tilbage, men mistede sin moralske dybde og den indebrændthed som var en af karakterens store forcer. ”Batman Forever” formåede dog at være en rimelig underholdende popcorns film, ikke mindst på grund af en veloplagt Jim Carrey i rollen som Gækkeren. Helt galt gik det dog med Schumachers næste Batman film ”Batman & Robin” fra 1997. Her tager det kulørte og karikerede fuldstændig overhånd i et rodet manuskript, proppet med alt for mange karakterer samt nogle af de grimmeste sets i mands minde. Filmen er et skrækeksempel på hvor galt det kan gå, når Hollywood folk der kun tænker på penge og merchandise, får lov til at bestemme.
George Clooney, der spillede Batman i filmen, har siden udtalt at han følte at han var med i en 2 timers lang reklame for legetøj og skulle have tilbudt personligt at refundere folks billetter hvis de blot sender ham stubben. ”Batman & Robin” skuffede kommercielt, dog uden at give underskud, men blev haglet ned af både kritikere og fans, og Batmans filmkarriere blev lagt på is af frygt for at fremtidige film ville floppe totalt.
Der skulle gå 6 år før Warner Brothers endelig turde lade sig overtale til at give en ny, fremadstormende instruktør chancen for at lave endnu en Batman film. Instruktøren var Christopher Nolan, resultatet blev ”Batman Begins”, og man må gå ud fra at de før så nervøse folk på Warner Brothers efterhånden har fået dulmet nerverne i kostbar champagne, de burde i hvert fald have pengene til det.
”Batman Begins” var en klar tilbagevenden til de dyder der gjorde Frank Millers og Tim Burtons Batman populær og vedkommende. På mange måder var Nolans Batman tættere på den Millers end Burtons nogensinde var, ikke mindst takket være Christian Bale, der i væsentligt højere grad end Micheal Keaton formår at få de mørke sider frem i karakteren. Nolan portrætterede også Batman universet på en væsentlig mere realistisk facon end Burton, hvilket så absolut letter den ofte svære overgang fra tegneserie til film.
”Batman Begins” blev en stor succes blandt både publikum og anmeldere, men det skulle vise sig at det blot var en forsmag på det der var i vente.
”The Dark Knight” tangerer ikke kun Millers mesterværk i sin titel, men også i sin dybde og moralske kompleksitet. Hvor Miller og Moore viste nye veje for superheltegenren i tegneserieformat, så formår Nolan at gøre det samme i filmformatet. ”The Dark Knight” er det første eksempel på en superheltefilm der formår at trancendere sin genre og blive til noget større. Man kunne sige at Nolan har formået at bringe Miller og Moores vision, der regnes blandt det ypperste blandt tegneserier, ind i filmens verden. men der er ikke blot tale om en adaptation eller en transplantation, men snarere en innovation der er parallel til Frank Miller og Alan Moores. Der er nemlig stor forskel på hvad der virker i tegneserier og hvad der virker på film, og Nolan har i den grad formået at bringe Batman karakteren ind i en filmisk virkelighed, i modsætning til et filmisk univers der er inspireret af tegneserier, som har været tilfældet med de tegneseriefilmatiseringer vi har set indtil videre. Man kan kun krydse fingre og håbe på at dette ikke er den eneste gang det sker, og at filmatiseringen af Alan Moores ”Watchmen” der udkommer til næste forår er blot halvt så vellykket. I mellemtiden burde man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind at se årets bedste film.
