Skriv en kommentar
Vi kender alle sammen vores bedsteforældre, der siger at ”nutidens ungdom er karakterløse og dovne, og alting var bedre i de gode gamle dage”, men var det nu så meget bedre i den for-iPhoneske tid, eller kan den analoge generation også lære noget af ungdommen?
Det er det filmen Nattergalen handler om, da vi møder den unge Renxin, der er blevet tvunget til at tilbringe en uge sammen med sin bedstefar Zhigen. Forældrene er nemlig travle i det urbaniserede Beijing, så meget, at de selv børnepasseren ikke har tid til at passe barnet. Det bliver heller ikke bedre for Renxin, da bedstefaren gerne vil ud til hans landsby for at tage endeligt afsked med hans kone, der døde for flere år siden.
Lidt for tykt malet op
Der bliver malet med den tykke pensel i skildringen mellem bedstefars low-tech liv, hvor han ikke engang har en computer eller internetforbindelse og så barnebarnet, der har alverdens dimser og elektroniske enheder. Det siger lidt sig selv, at de er et umage par, der ikke rigtig falder i et med hinanden. Det fører til flere sammenstød, der opstår fordi barnebarnet i begyndelsen ter sig som en forkælet møgunge, der ikke gider sige hej eller orker at gå i mere end et kvarter og så forventer hun, at han skal underholde hende, når hun keder sig. Bedstefaren derimod er for gammel til at forstå, hvad det er hun gør.
Det er som sagt lidt for endimensionelt, men efterhånden som filmen begiver sig ud i naturen og i takt med at omgivelserne bliver smukkere, bliver forholdet imellem det umage par meget mere interessant at følge. Der sker selvfølgelig den forventede udvikling i karakterne, hvilket nærmest obligatorisk og intetsigende, men det bedste ved denne forandring er, at de begynder at opføre sig som bedstefar og barnebarn.
Lidt virkelighed siver sig ind i filmen
Bedstefaren begynder at komme med skæve indfald og forsøger at hjælpe, selvom han ikke har den store indsigt i den moderne generation og deres ønsker. Det samme gælder Renxin, der pludselig kan finde ud af at lege med andre børn, og værdsætter naturen og sin bedstefar så meget, at hun slet ikke vil tilbage til sit teknologiske tilflugtssted. Det giver også filmen lidt ekstra charme, at humoren musikken og den visuelle framing er en lille smule skæv i forhold til den vestlige filmkultur. Der er i hvert fald et par steder, hvor man må tage sig selv i at tænke, sådan noget gør man ikke normalt.
Nattergalen er en meget sød lille film om kultursammenstødet imellem generationerne hos en familie. Der sker ikke noget, som vi ikke har set før og selvom fortælletempoet er uvanligt afslappet, så hjælper det dog ikke på filmens lidt firkantede og letfordøjelige budskab. Sammenspillet mellem bedstefar og barnebarn, måden de påvirker hinanden på og de kulturelle afvigelser er imidlertid nok til at gøre filmen et biografbesøg værd, men også kun lige.
