Skriv en kommentar
Nausicäa er en karakter fra Homer’s Odysseen. Hendes navn på græsk betyder, den som brænder skibe. Nausicäa er ofte blevet refereret til i litteraturen og i kunsten. Miyazaki har hentet inspiration til sin mangafigur, prinsesse Nausicäa fra en japansk oversættelse af Bernard Eyslin’s antologi om græsk mytologi. Her beskrives Nausicäa som en slags gudinde og beskytter af naturen.
Det er en stærk episk fortælling, som spændes ud i Miyazakis SCI-FI univers. Prinsesse Nausicäa besidder sjældne egenskaber, som hun tager i brug for at beskytte naturen. Hun er i harmoni med naturen og har lært sig dyrenes sprog. Filmens handling udspilles i en verden, som er ved at bryde sammen, hvor skovene er forgiftet. Selvom menneskene er i besiddelse af avancerede teknologier, vindkraftværker, krigsmaskiner så er filmens budskab, at det kun er ved fælles samarbejdsånd og uegennyttighed, at der kan skabes balance og fred. Når menneskene forsøger at herske over naturen og dyrene, møder de kræfter, som de ikke anede eksisterede, med undtagelse af prinsesse Nausicäa. Hun er ydmyg overfor naturen og fornemmer dyrene, som ingen anden.
De enorme naturkræfter menneskene møder konkretiseres i form af gigantiske væsner. De kaldes for Ohmuer. Deres skjold er som en skildpaddes og er øjenbesatte. De minder om kæmpe bænkebidder. Når de bliver vrede lyser deres øjne røde, og når de ikke føler sig truet lyser deres øjne blå.
Filmens plot drives frem af modsætninger. Prinsesse, Nausicäa, beskytter af naturen, heltinde, kæmper for det gode dvs. står for instruktørens budskab om, at vi mennesker skal passe bedre på naturen og dyrene. Den anden prinsesse gør alt for at ødelægge naturen ved at bruge teknologiske våben. Hun forsøger at underlægge sig naturen.
Begge prinsesser lægger kimen til Miyazakis senere ”Prinsesse Mononoke” (1997), selvom denne figur dvæler mere ved det spirituelle og mytologiske, og hvor sci-fi elementer ikke indgår.
Sci-fi ohmuerne, de gigantiske bænkebiddere er bindeleddet og naturens vogtere, at dyrene/naturen og menneskene kan leve side om side. Som barn forsøger Nausicäa at gemme en babyohmu, men hendes fader, kongen og hans soldater tager den fra hende med den begrundelse, at dyr og mennesker ikke kan leve sammen. Fader siger, at dyrene udnytter hende. Hun græder hjerteskærende, da faderen haler den lille baby-ohmu ud af hulen, som Nausicaa har bygget til den. Flashback episoden er dybt rørende. Hendes gråd er intens og virker ”ægte”. Episoden akkompagneres med en temamelodi, hvor en barnestemme nynner en simpel børnesang - en sang som luller børn i søvn.
Nausicäas hjælper er den gamle, blinde kone, som tydeligt bliver udbygget i ”Chihiro og heksene” (2001). Hun er vis og forudsiger ting. Hun advarer mod, at giftsumpen udryddes eller angribes. Hun spår, at det vil de få tifold tilbage, og hun har set levende beviser for dette. Hver gang man har forsøgt at destruere giftsumpen er ohmuerne raset frem i vrede og de kan ikke stoppes, de vil hellere selv dø i deres forsvar for giftsumpen og skovene.
Selvom det er animation bliver man grebet af kampscenerne, og især den underliggende eksistentielle, tristesse, som er indbygget i filmens fortællerstruktur. Selvom hovedpersonen er modig og stærk, er der også noget vemodigt over Nausicäa og den verden, som hun bevæger sig i. Denne tristesse minder om et Astrid Lindgrensk univers.
Nausicäa er ikke en storfilm som f.eks. ”Chihiro og heksene”. Der mangler logiske overgange. For eksempel, man får ikke indtryk af, at Nausicäa har en moder, men pludselig står hun der i én enkelt scene. Fortællerstrukturen er mere flad og ikke ligeså fortryllende og magisk som i Chihiro. Men filmen Nausicäa kan noget andet. Den er stærk med sit sci-fi univers og fantasy elementer og budskabet om involveringen af de menneskelige relationer i forhold til naturen brænder igennem.
