Skriv en kommentar
Victoria Stadion i Stockholm sprænges i luften kun 7 måneder før de olympiske lege er planlagt til at løbe af stablen. Ikke længe efter sprænger den næste bombe, og den næste igen, hver med sit dødsoffer. Umiddelbart ligner sprængningerne mest af alt terroraktioner, men journalist og chef-redaktør på ”Kvällspressen” Annika Bengtzon (Helena Bergström) er overbevist om, at sprængningerne har en anden sammenhæng.
I kampen for at finde denne sammenhæng og samtidig skrive sælgende journalistik gør Annika nogle overraskende opdagelser. Den omkomne projektleder Christina Furhage viser sig nemlig at gemme på flere dunkle hemmeligheder, hvorfor sprængningerne mere og mere ligner målrettede mord relateret til en hadet kvindelig leder end terroraktioner mod ol-foretagendet. I sidste ende bliver Annikas mistanke bekræftet, hvorefter det pludselig får drastiske konsekvenser at være en nysgerrig journalist, der ved for meget.
Sideløbende med kriminalhistorien følger vi Annikas liv på tæt hold og hendes vanskeligheder med at jonglere lederjob og familieliv samtidig. Det er lettere sagt end gjort, for Annika er netop blevet udnævnt til chef-redaktør på ”Kvällspressen”, og det har sat gang i intrigerne på redaktionen. Den nye magtfordeling volder store vanskeligheder, for især de mandlige kolleger har svært ved at indordne sig under den nye unge, kvindelige chef.
Der vikles (alt for) mange bipersoner ind i handlingen, der næsten alle har det til fælles, at de tjener som en mulig gerningsmand for bombesprængningerne. Da den egentlige gerningsmand så endelig afsløres bliver det med en lidt flad fornemmelse, fordi der filmen igennem er bygget op til denne afsløring og strøet en hulens masse spor ud, der i sidste ende ikke synes at føre nogen steder hen. Derfor er der ved filmens slutning stadig en masse løse tråde, der aldrig rigtig bliver fulgt op på, således at en større mening eller forløsning skabes.
Helena Bergstrøm er en rigtig god skuespiller, og hun spiller sin rolle så godt, at man næsten glemmer at kede sig over det middelmådige plot og det langsomme tempo, som filmen har for dagen. Hele skuespiller-ensemblet må i det hele taget fremhæves som noget af det mest positive.
Derudover har filmen visse steder et overraskende flot, billedligt udtryk og en fantastisk god klipning i de dramatiske sekvenser. Af og til bliver udtrykket dog en anelse overdramatiseret – det sker især i kraft af det overskruede soundtrack og overdrevet brug af lydeffekter, der mest af alt minder om musikken fra ”Robinson Ekspeditionen”.
Filmen er desuden en smule lang, og det er svært at blive ved med at fastholde interessen for alle de interne affærer, der tilsyneladende har fundet sted omkring den afdøde Furhage. Filmen skal først og fremmest ses for dens æstetiske udtryk og for skuespilpræstationerne. Selve kriminalgåden er der nemlig ikke meget ved i det lange løb.
