Skriv en kommentar
Det nævnes som regel ikke med et ord, når film fortælles ud fra en mandlig synsvinkel. Sagt skarpere findes en mandlig synsvinkel ikke, for den tages for dækkende både det mandlige og kvindlige. Ikke desto mindre er genrefilm vel det mest eklatante udtryk for mandlige synsvinkler. Og genrefilm, ja det er de film der er flest af – fra komedien over kriminalfilmen til pornofilmen. Det er her vi finder stereotypierne og det gælder ikke mindst i skildringen af kønnene.
Ikke mindst derfor er det velgørende at opleve en intelligent genrefilm, en thriller som Colin Nutleys (Englegård) Nedtælling (forlægget er Liza Marklunds bestseller af samme navn fra -98), der helt ubesværet væver den kvindelige hovedpersons problemer på hjemmefronten og på arbejdspladsen tæt sammen med forbrydelsen der minsandten også har med det kvindelige køn at gøre. Ligesom der er tikkende bomber i Stockholm der detonerer med jævne mellemrum, detonerer der sociale bomber i hovedpersonens hjem og på arbejdspladsen.
Stockholm forbereder sig til afholdelse af OL i byen, men nogen vil det anderledes, for det olympiske stadion bombesprænges, og den kvindelige OL-boss (!) spredes bogstavelig talt udover stadion. Er der tale om en organiseret terrorhandling eller om et personligt opgør? Annika Bengtzon (Helena Bergström), der er kriminalredaktør på dagbladet Kvällspressen er aldrig i tvivl, dette er noget personligt.
Tidsfaktoren der så ofte spiller en hovedrolle i thrilleren gør det også her. Der klippes i et tempo så man i al fald i begyndelsen af filmen tænker på om det kan holde filmen igennem. Men det kan det; der er en deadline at holde for avisen, der er en bombemand/kvinde der skal stoppes før OL, der er en langt overvejende mandlig redaktion der skal overbevises om, at deres nye kriminalredaktør kan sit kram, selvom hun er kvinde. Og der er også et familieliv der skal nås at leves med mand og børn. Intet under at redaktøren til sidst står foran ”sprängaren” (som filmens originaltitel er) med bomber på ryggen og en bærbar computer foran sig. Tiden og tempoet er mændenes (og thrillerens), mens de agerende og ofrene er kvinderne.
Læg i øvrigt mærke til, hvordan Nutley effektivt bruger TV´s nyhedsindslag om den spændte situation til at drive handlingen fremad med, det er set før, men her sætter det den gammeldags avisredaktion i perspektiv; mens den trætte og satte mandlige redaktion forfalder til hurtige og forvrøvlede overskrifter der til forveksling ligner TV´s, betyder Annika Bengtzons træghed (kvindelighed?), at netop hun øjner sagens rette sammenhæng.
Instruktøren afholder sig koldt og roligt, nærmest som ved udførelsen af den perfekte forbrydelse, fra den store indføling men driver intrigen tempo- og effektfuldt fremad, og hele tiden med tilskueren for øje; det er os der skal fyldes med spænding til det uudholdelige. Det håndværk kan instruktøren Colin Nutley, og gør det på smukkeste vis med Nedtælling
Men det er måske også forklaringen på, at filmen ikke åbner op for, at det kan være anderledes for den kvindelige hovedperson, den kvindelige OL-boss eller de andre kvindelige ”ofre” i det mandlige deadlinesamfund – en ferie gør ingen trille. Det skal så være den eneste indvending; at den kvindelige synsvinkel udelukkende bruges som sprængstoffet i thrilleren. Måske skal genren vitterligt sprænges førend vi kan øjne en løsning. Vi får se; fortsættelser følger med filmatiseringer af Marklunds Paradiset og Prime Time, med samme filmhold.
På DVD-udgaven af Nedtælling er udover en smukt digitaliseret film kun trivialiteterne; et par trailere, mulighed for valg af undertekster og en udmærket afsnitsopdeling.
