Skriv en kommentar
Kunst har vel til alle tider involveret kunstneren dybt i værket. Hvad er virkelighed og hvad er fiktion? Har kunstneren brugt af den såkaldte hovedstol? I hvilken grad og i hvilken forstand har kunstneren et ansvar over for de mennesker hun afspejler eller bruger i sin kunst? Måske føler vi at det først er i dag, i det såkaldte (sen)moderne samfund at problematikken opstår i mødet med hvad vi kan kalde grænseoverskridende kunst, og glemmer således at den kunst der var engang kun er ”uskyldig” i så henseende fordi årene er gået.
Instruktøren Camille Thoman lader i ”Never Here” en moderne billed-kunstner Miranda Fall (!) løbe linen ud, da hendes åbenlyse brug og udstilling af mennesker, hvis liv hun så at sige aflurer, kastes tilbage i hovedet på hende selv. Den mand hvis liv hun uden at spørge blotlægger på et galleri i New York møder op til ferniseringen. Han er rystet og siger til kunstneren: ”Du har gjort noget slemt!”. Hvad der derefter sker er måske en hævn fra hans side måske noget helt andet, vi får det aldrig at vide. Under alle omstændigheder sker der noget uden for Mirandas lejlighed som hun må opklare. I opklaringsprocessen, i detektivarbejdet der til forveksling ligner hendes arbejde som kunstner går hun endnu længere end hun plejer i sit kunstneriske arbejde.
Er det et portræt af kunstneren som sådan Camille Thoman udfolder i filmen eller er det blot en thriller der udspiller sig i kunstnerkredse? Svaret er ikke ligegyldigt, for det er svært at se hvad instruktøren vil. Den kunst- og kunstnerproblematik der åbenlyst lægges op til i første scenes interview med hovedpersonen om hendes arbejdsmetode siver langsomt ud af filmen efterhånden som kunstneren sammen med tilskueren må opgive at forstå hvad der sker. Det ligger nærmest i kortene fra start af, at kunstneren nu skal smage sin egen medicin, selv være offer for andres værk, men så snart handlingen tager fart fordufter tematikken i følelsesudbrud og mystiske hændelser. Der leveres ingen løsning på krimi-gåden ligeså lidt som instruktøren kommer med et bud på sammenhængen mellem kunst, kunstner og virkelighed; intet tilføjes til optaktens introduktion. Man sidder ærlig talt lidt fortabt tilbage sammen med kunstneren efter sidste scene.
Mireille Enos som kunstneren Miranda Fall er især overbevisende i starten af filmen; her er en populær kunstner der ikke et øjeblik er i tvivl om sin ret til skruppelløst at udstille andres liv og som selv da hendes værk bliver udsat for hærværk ikke er i tvivl om værdien i at udstille hærværket; den såkaldte virkelighed sælger! Derefter lader instruktøren hende desværre i stikken sammen med os.
Interessant er det at opleve Sam Shepard i sin sidste filmrolle som Falls agent Paul Stark. Shepard giver stille liv til en martret kunstnerfigur der på den ene side har en standende seksuel aftale med sin klient, nemlig Miranda Fall og på den anden side passer sin sengeliggende, syge hustru derhjemme. Hvad hans egentlige rolle er i kunst- og kunstnertematikken er dog uklar.
Måske instruktøren har gabt over mere end hun kunne forløse.
