Skriv en kommentar
Ni kvinders liv bliver vist i ni sammenhængende scener. De krydser hinanden fra tid til anden, men de har hver deres historie, hver deres liv. Hver scene i filmen starter med en præsentation af navnet på personen, vi skal til at følge i en enkelt, lang scene. Alle disse historier handler generelt om fortrydelse og problemet ved at dvæle ved fortiden, så de er typisk pessimistiske og deprimerende. Der er ligeså masser af metaforer som den intelligente biografgænger kan hygge sig med, blandt andet titlen som selvfølgelig refererer til kattens ni liv, som den får brugt uden at gøre alt perfekt.
Ni Liv er måske to eller tre liv for meget, nogle af historierne og personerne er mere velfungerende og troværdige end andre, men som helhed er filmen et interessant studie i kvinden. Filmen har konstant følelserne ude på tøjet, og er fra tid til anden pinlig sentimental. Men denne sentimentalisme er ikke typisk overfladisk, den virker fuldstændigt realistisk, selvom man måske krummer tæer over hvor nærgående, det hele med et knips kan blive. Den ene kvindes hårde facade i et fængsel, bliver fuldstændig nedbrudt, da hun ikke kan tale med sin datter denne måned. En anden kvinde kommer hjem for at besøge sin far, og da han så endelig viser sig, trækker hun grædende en pistol. De fleste historier holder sig dog langt væk fra denne slags yderligheder, men for at kunne finde rundt i kvindens komplicerede univers, må vi se en masse vidt forskellige ansigter, der kan være roligt tilbagelænede eller aggressivt ligefremme. Ja, Ni Liv er meget feministisk, og det må man selvfølgelig hellere berede sig på inden man ser den, men på en tøsetur i byen, er det svært at finde noget bedre i biografen. Ni Liv sidder fast i lang tid efter rulleteksterne er forsvundet, og man undrer sig konstant over, hvad der sker bag de ni liv vi lige har fulgt.
Formlen i Ni Liv er set før og bedre i Magnolia, som den læner sig meget op af, både i tema og i udførelse. Crash og Short Cuts burde selvfølgelig også nævnes i dette sammenhæng, og kan du lide en af de nævnte film, burde du opsøge de andre. Instruktøren Rodrigo García er mest kendt for sit arbejde på Tv-serier som The Sopranos, Six Feet Under og Six Degrees. García viser et tydeligt talent for at skildre menneskets grimme sider, og selvom inspirationen fra P.T. Anderson er helt tydelig, har han stadig sit eget naturlige præg på alting. Idéen med at lade alle scener udspille sig i et enkelt take er mere velfungerende end det lyder, specielt med en dygtig instruktør der instruerer dygtige skuespillere. García får filmen til at virke helt realistisk med ufatteligt få virkemidler. Det hele kunne ligeså godt være et teaterstykke, men så ville man naturligvis gå glip af det fremragende kameraarbejde.
Jeg må også rose skuespillerne til skyerne, for de spiller alle himmelsk. Ni Liv er faktisk en velegnet film til undervisning af instruktions- og undervisningskunst. Kathy Baker, Holly Hunter, Glenn Close, Dakota Fanning, Robin Wright Penn og Sissy Spacek udgør højdepunkterne, selvom det er fejt at nævne en håndfuld og glemme resten.
Til sidst må jeg lige retfærdiggøre min karakter til filmen, for på trods af alle de positive sider, er alt ikke helt perfekt. Ni Liv er en anelse for lang, for man har allerede fattet pointen, når man er igennem halvdelen af filmen. Det er selvfølgelig stadig underholdende hele vejen igennem, men det føles kun som om der er få pointer der kommer igennem her, det hele er nemlig allerede fortalt. Jeg får også den følelse at Rodrigo García er skabt til mere end dette, nemlig et fuldkomment mesterværk, der for alvor vil testamentere hans navn i filmhistorien. Det handler blot om, at han får skrevet et manuskript der er lig hans evner. Ni Liv er et drama der overstiger de fleste amerikanske dramaer med utallige længder, men man skal stadig tage det hele med et gran salt, og så ellers blot nyde det indblik man får i kvindens liv. God fornøjelse.
