Skriv en kommentar
Instruktøren Fenar Ahmad lader en række afviste irakiske asylansøgere der har levet 4, 5, 6 eller 7 (!) år i Avnstrup-centret komme til orde. Problematikken burde efterhånden være velkendt; som afvist aylansøger forventes det, at man hurtigst muligt rejser tilbage igen – om man så reelt har mulighed for det - når ens land, Irak er hærget af krig og myndighederne dér ikke er positivt indstillet er muligheden der ikke - eller ej er i den sammenhæng underordnet; for systemet, Udlændinge Service (!) har talt.
Opbygningen af filmen er enkel; en række afviste asylansøgere taler uden speakerkommentarer. De fortæller om, hvorfor de kom hertil, hvad de gerne vil, hvordan det er at leve i lejren – og de leverer alle som en åbenlys kritik af et system, hvis hjerte og hjerne de (med god grund) har meget svært ved at forstå. Kritikken går dels på de ”små” ting: den regide madordning, hvor man ved at forhindre menneskene i at lave mad selv vil ”motivere” dem til at rejse hjem; de forhøjede priser på ”matas”-varer; og kritikken går selvfølgelig først og fremmest på, hvordan man kan fastholde mennesker i en så håbløs situation, når det er åbenlyst, at de ikke kan tage hjem - og da slet ikke med deres børn, hvoraf nogle faktisk er født i lejren og, helt absurd, er godt på vej til at vokse op dér.
Der er ikke mange lyspunkter i filmen, dog to: da det i radioavisen annonceres, at myndighederne opgiver madordningen – det er der åbenbart den bedste økonomi i (!) – ser vi i en række fine stillbilleder, hvordan glade mennesker laver deres egen mad i institutionskøkkenerne. Det andet lyspunkt er, da en meget taknemmelig ældre herre fortæller om, hvordan en dansk øjenlæge opererede hans øjne; her var et menneske der behandlede ham respektfuldt!
På trods af de stærke portrætter er filmen noget uegalt fortalt. Rytmen er noget springende, og forløbet, udviklingen i filmen er ikke klar. Dog giver det mening, at asylsøgerne som en slags foreløbig konklusion demonstrerer foran Christiansborg sidst i filmen.
Derudover undrer man sig over, at det ikke er flere af de ca. 600 afviste irakere der interviewes. Hvis det er fordi, de ikke har lyst til at stille op, vil man som publikum gerne have det at vide, og også meget gerne have en kommentar eller uddybning af den problematik. Som det er nu er det bestemt vægtige stemmer man ser og lytter til, men er man fordomsfuld ja så ligger det lige for at sige, at de her mennesker med deres kritik og ulykke bestemt ikke er repræsentative. Eller at de andres tavshed er udtryk for, ´at de godt ved at de bør tage hjem´.
Hvad der er mest slående ved asylsøgerne er, at de alle som en fremtræder stærke og med stor lyst til at indgå i det danske samfundsliv. De taler bestemt ikke som ofre – ja, hvem kan overhovedet kæmpe sig vej hertil som offer? - men det er åbenlyst, at vi er godt på vej til at gøre dem til ofre; når man sidder i en lejr i årevis uden egentlig mulighed for uddannelse eller arbejde mmm ja, så bliver man gjort til offer. I disse valgtider tøver jeg ikke med at sige, at aylsøgerne i Avnstrup-centret er ofre for en utrolig følelsesmæssig afstumpethed som tilsyneladende har grebet store dele af den danske befolkning inkl. dens politikere.
DVD-en har som ekstramateriale en udsøgt samling stills af menneskenes ansigter i Avnstrup-centret.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:BeoFilm.
