Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Blodhunden Louis Bloom
Louis Bloom (Jake Gyllenhaal) prøver desperat at skaffe et arbejde i Los Angeles. Han er villig til at stjæle skrotmetal for en skrothandler, så længe han ansætter ham. Skrothandleren tager gerne imod den lukrative baggårdshandel, men kunne aldrig finde på at sætte en tyveknægt på lønningslisten.
En dag støder Lou på en bilulykke og stopper nysgerrig op. En freelance-fotograf er i gang med at filme ulykken og Lou bliver straks inspireret af muligheden for at tjene penge på at sælge videomateriale fra nattens begivenheder til lokale tv-stationer. Som startkapital stjæler Lou en racercykel og bytter den til en billig camcorder og en politiradio hos en pantelåner.
Lou er kompromisløs i sin færden om natten og skubber gerne andre freelancere væk for at komme til fadet. Inklusiv hvad der bliver hans største konkurrent, Joe Loder (Bill Paxton). I første huk kommer hans ublu færden til gevinst, da han brysk skubber alle (inklusiv redningsarbejdere!) til side og filmer et close-up af et offer for et biltyveri! Lou mangler moral og situationsfornemmelse, men værst af alt nok i virkeligheden empati.
Lous optagelser fra natten tager natredaktøren Nina Romina (Rene Russo) fra den lokale tv-kanal glædeligt imod, som til gengæld giver Lou en hurtig lektion i hvad der er nyhedsmateriale og hvad som ikke er. Et mord på en sort mand i ghettoen er uinteressant, men et overfald i en hvid middelklasse-forstad er godt stof. Det er truslen fra det ukendte mod den købekraftige middelklasse, der trækker seere og dermed reklameindtægter.
Men Lou indser hurtigt at det med både at navigere igennem natten, filme og holde styr på politiradioen er en for stor mundfuld ene mand, så han opretter sit eget selskab ’VPN - Video Production News’ og hyrer den studerende Rick (Riz Ahmed) som navigatør og B-fotograf. Men selv med en assistent viser konkurrence at være hård om at komme først til nattens blodige hændelser og nyhedsstationerne tager kun imod det absolut bedste. Måske bliver man nød til at tænke ud af boksen og det gør Lou for alvor, da han og Rick når frem til et hjemmerøveri før politiet, og endda før gerningsmændene har forladt gerningsstedet!
Sindrig kritik af det amerikanske mediebillede og samfund
Lou suger alt hvad han kan finde om virksomhedsstyring og fotografering ud af internettet. Han bliver hurtigt en mester i hvad han gør, og han kører hans nyopstartede virksomhed ’VPN’ med hård hånd overfor sin eneste kollega Rick. Der må forventes resultater og lydighed, hvis Rick vil stige i graderne i firmaet! Lou betragter sig selv som businessman og der må være ingen slinger i valsen, hvis man vil være den bedste.
Instruktøren og manuskriptforfatter Dan Gilroy mener ikke, at det er Lou, som er psykopaten i filmen, men nærmere en tendens vi skal kunne spejle i samfundet. Lou bliver et mareridt for vores samfund, fordi samfundet skaber og belønner hans ublu gerninger. Lou er opstået som en konsekvens af de forsvindende muligheder for et godt arbejde i samfundet, globaliseringen og den øgede økonomisk ulighed. Lous gerninger kan virke umoralske og er det skam også. Men han sælger bare et produkt til en tv-kanal, der er mere end villig til at sende det ud for at få gode seertal. Det hele kommer tilbage os selv; seerne, sensationshungrende væsner. Vi slukker ikke for sensationsnyhederne, men sluger dem råt til morgen- og aftenkaffen og taler om dem på arbejdspladsen næste dag.
Nightcrawler jager mediernes billede og mediernes måde at manipulere med billedet af det samfund, vi lever i. Ved at fortælle skræmmehistorier om kriminalitet, alvorlige trusler og samtidigt udlade de fleste succeshistorier, skabes der et forvrænget billede af et skræmmesamfund, som er på randen af forfald. Dan Gilroy har selv boet i Los Angeles i 20 år og har bygget filmen på sine egne erfaringer fra stedet. Det er det amerikanske mediebillede og det amerikanske samfund, som han har oplevede det.
King of Peeping Taxi Driver
Gilroys debutfilm som instruktør, Nightcrawler, ligner en blanding af King of Comedy (Martin Scorsese, 1982) og Taxi Driver Martin Scorsese, 1976). Lou har Rupert Pupkins stædige og naive tilgang til at blive den bedste indenfor sit felt, mens han samtidigt har Travis Bickles sociale kluntethed og psykiske skizofreni. For at færdiggøre personprofilen af Lou kan man tilmed tilføje Mark Lewis’ voyeuristiske forskruenhed fra Peeping Tom (1960), som lader kameraet rule uanset hvad der sker for øjnene af ham.
Lou mangler empati og er decideret umoralsk i sin kompromisløse færden. Han besidder i den grad flere psykopatiske træk. Han er ikke blev for at eliminere en konkurrent eller to og han vil hellere sælge sit videomateriale end udlevere det som bevismateriale til politiet. Nightcrawler sætter presseetik på spidsen uden at afgøre om det ene eller det andet er det rigtige.
Som det kan høres er jeg decideret begejstret for Nightcrawler. Den stiller en masse etiske spørgsmål på spidsen og serverer det for os i både lækker visuel forklædning, fremragende skuespil og som en spændende thriller. I det hele taget virker som en film, der vil refereres til langt ud i fremtiden, da den helt potentielt er en af de bedste film fra filåret 2014.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
