Skriv en kommentar
Det eccentriske makkerpar, Ethan og Joel Coen brøderne, er kendt berygtet, elsket og hadet for deres ellers særpræget og intelligente film. Deres imponerende bagkatalog tæller mesterværker som bl.a. ”Barton Fink”(1991), ”Blood Simple” (1984), ”Miller's Crossing”(1990), ”Fargo” (1996) og ikke mindst ”The Big Lebowski” (1998), hvilket vidner om helt enestående talent. Desværre er det ikke just mesterværker der har præget deres seneste produktioner, mest af alt virker de to talentfulde brødre til at hvile noget dovent på lauberbærerne. De laver remakes, snupper brugte idéer med arme og ben og har ikke skabt et eneste værk, der når deres storhedstid i 90'erne til sokkeholderne. En ting er i hvert fald sikkert. Hvis deres nyeste og underligt nok meget roste film, ”No Country For Old Men”, med Oscaren for årets film har fået et klap på skulderen i en eller anden retnng, er det absolut ikke for at skabe et originalt og tankevækkende mesterværk - men for at gå i en kommerciel og direkte søgt retning.
Ironisk nok, med henblik på Coen brødernes kreative nedtur, er filmens tema at der med tidens uundgåelige tand, ikke er plads til mennesker af en helt særlig støbning. Tilfældighed eller skæbne, tiden indhenter dig på et eller andet tidspunkt. Politimanden Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) har bekymret set verden udvikle sig med sine gamle trætte øjne, og hvad han ser er moralsk fordærv og absurd fravær af mening med tilværelsen. Særligt dén sag Bell følger, og som filmen tager sit udgangspunkt med. I ”No Country For Old Men” følger vi Vietnam veteranen Llewelyn Moss (Josh Brolin), der ernærer sig som svejser og go' gammeldaws cowboy, der er i sit rette element ude i den amerikanske ørken. Efter en jagt ude på de texanske sletter, falder Llewelyn tilfældigvis over resterne af en mislykket narkohandel, hvor udbyttet i form af en masse penge ligger frit for hånden. Fristelsen overvinder, og hvad der umiddelbart så ud til at være nemt tjente penge, udvikler sig til en voldsomt jagt på liv og død, da den psykopatiske lejemorder Anton Chigurh (Javier Bardem) ikke hælmer for at få pengene tilbage – og dræbe alt han møder på sin vej...
Der er som sådan alle forudsætninger for at skabe en god og intelligent film, med Coen brødernes særlige ironiske distance og kølige sorte humor. Det humoristisk islæt er tilstede i en sædvanlig underspillet grad, skønt mørkere end nogensiden via den destruktive og moderiske Chigurh, helt fantastisk spillet af Bardem. Men den ironiske distance er i stedet skiftet ud, med en pubertær lommefilosofisk tone om livets uransaglige veje og skæbnesvangre valg. Om hvordan mennesket står overfor afgørende valg hver dag, hvordan visse valg kan føre dødlig konsekvens med sig, er mildelst og ærligt talt eksistentielt pladder på allerlaveste niveau – og man bør forvente mere saft og kraft fra et så udspekuleret inskruktørpar som Coen brøderne. Tempoet er episk og langsomt, der lades op til noget stort, men klimaks kommer der tilnærmelsesvis intet af. Det er naturligvis et helt bevidst greb. Der forsøges via flotte og åbne landskabsbilleder, at skabe en rungende rådvild stemning, om hvilken vej livet vælger at føre karakterne hen. Det næste øjeblik kan Chirgurh komme forbi og pløkke en, det er ikke til at forudbestemme. Den erkendelse er dog på ingen måde hverken hjerteskærende eller livsklog, som den flotte visuel og den stille men svulstige narrativ lægger op til. Langt hen ad vejen prøver ”No Country For Old Men” at stjæle tema og persongalleriet fra Sergio Leones klassiker ”Once Upon A Time In The West”. Heller ikke denne gang, formås der at skabe noget originalt på et allerede brugt tilløbsstykke, som det desværre ikke er lykkes Coen drengene siden ”The Big Lebowsky”.
Selvom filmen generelt støver af problemer med tema og narrativ, byder ”No Country For Old Men” på andre fine indslag. Først og fremmest er Javier Bardem som Anton Chirgurh helt enkelt fænomenal, og det er uden tvivl hans præstation der trækker læsset, til trods for at han blot er i en birolle. Josh Brolin og Tommy Lee Jones er også ganske habile. Hvor Jones er perfekt som den nedbrudte og fortvivlet sherfi der har mistet troen på verdens fornuft, får Brolin ikke helt lov til at udfolde sig så prangende, som man ellers har set ham i andre film. Teknisk er der ikke noget i vejen og det er tydeligt at Coen brøderne som rutineret filmskabere kan deres håndværk til perfektion. De formår at opbygge en effektiv suspense og udnytter behændigt klassisk dybdefokus – der sker ofte flere snedigt udtænkt elementer i for- og baggrunden, der ikke behøves at væves handlingsmæssigt sammen på præcis samme tid.
”No Country For Old Men” er udråbt til at være et mesterværk, flere medier roser filmen og man kan vel sagtens kalde den for en regulær triumf i årets Oscar-regi. For mit vedkommende er det komplet uforståeligt. Filmen har ganske vist sine øjeblikke, byder på habil håndværk og gode skuespillerpræstationer. Derimod er temaet er billigt sluppet, handlingen er bogstaveligt talt en ørkenvandring og det eftertænksomme islæt er så banalt og bukket i neon, at man undervejs i filmen føler sig som en baby der skal have forklaret livets store spørgsmål. Til sidst finder man ud af, at det aldrig før har været så banalt, som en film der jokker rundt i én og samme mantra i to timer. Gu' er verden da bygget op af skæbnesvangrer tilfældigheder, baseret på de valg det enkelte menneske gør sig – og nogle af dem er udelukkende baseret på tilfældighed. Er det nok til en film?
Åbenbart – og en pinlig jævn en af slagsen.
