Skriv en kommentar
Nordkraft er på mange måder en historie om kærlighed. Om jagten på den og idéen om den, om at finde den og at mangle den. Kærligheden er drivkraften for filmens hovedpersoner Maria, Allan og Steso. Tre meget forskellige mennesker, der alle har det tilfælles, at de færdes i narkomiljøet i Aalborg. De tre hovedpersoners historier fortælles i et parallelforløb og med en visuel æstetik, der passer til personernes dynamik og rastløshed.
Mød Maria (Signe Egholm Olsen), pusherfrau og kæreste med pusheren Asger (Thomas Corneliussen). Hun henter hans hashforsyninger på Christiania og opvarter ham og kunderne mod at blive forsynet med al den hash, hun kan nå at inhalere i løbet af en dag. Men Maria har snart fået nok, og hendes kærlighed til Asger er ved at dø. Hans før så prestigefyldte liv som dørmand i gaden er nu forsvundet, og han er dybt afhængig af den junk, han sælger. Maria vil væk.
Allan (Claus Riis Østergaard) er også på vej væk fra narkomiljøet, eller det troede han i hvert fald, da han tog ud at sejle for nogle år siden. Nu er han tilbage i Aalborg efter det tankskib, han sejlede med, forliste i en eksplosionsbrand. Allan er mærket for livet både af ildens vansiring i venstre del af hans ansigt og af det liv, han flygtede fra i sin tid. Skygger fra fortiden dukker op i form af hans gamle makker Frank (Rudi Køhnke), der synes, at Allan skylder ham noget. Allan er på vej tilbage til stofmiljøet, men så møder han Maja (Signe Vaupel).
Og så er der Steso (Thure Lindhardt), den intellektuelle og reflekterende junkie, der vil skyde hvad som helst op i armen for et øjebliks sus. Men Steso er begyndt at gå kold, og kæresten Gule Tilde (Pernille Vallentin Brandt) beder ham bekymret om at stoppe med stofferne. Men det er lettere sagt end gjort. For Steso er misbruget blevet hans liv.
Filmen Nordkraft skiller sig ud på flere måder. For det første er alle de store roller på nær Steso, som spilles af Thure Lindhardt, besat af debutanter. For det andet har filmen et markant visuelt udtryk og en usædvanlig kreativ brug af billede og lyd. Det fragmenterede udtryk afspejler karakterernes rastløshed, hvilket følger den æstetiske tradition indenfor de såkaldte junkie-film som f.eks. Requiem For a Dream og Trainspotting. Men det bliver filmen nu ikke dårligere af, tværtimod. Det fragmenterede udtryk og den flimrende æstetik skaber et nærvær, der river tilskueren med i den hudløse fortælling om det intense liv levet på kanten af samfundet.
Skildringen af de tre skæve eksistenser er rammende, og det skyldes især de tre hovedrolleindehaveres kraftpræstationer, der ligesom de mange biroller rammer plet. Fortællingen suppleres flot og effektivt af en stærkt sigende lydside med musik af f.eks. Kira and the Kindered Spirits og Nephew.
Filmen beskæftiger sig ikke med grunden til, at de unge er havnet i narkomiljøet, og det valg fungerer fint. Der er nemlig ingen enkle svar eller løsninger for de fortabte skæbner i det håbløse miljø. Alle leder de efter noget større og bedre, efter en mening med det hele og efter den kærlighed, de ikke ved, hvor er eller hvordan ser ud.
Nordkraft er en usædvanlig flot og velgjort film, hvor instruktøren både har formået at skabet filmens eget udtryk og være tro mod bogen. Opgaven er løst til intet mindre end 5 stjerner.
