Skriv en kommentar
Nathan Caine kan ikke mærke smerte. Derfor må han eksempelvis ikke spise tærte, for i princippet kunne han komme til at bide sin tunge over i samme moment uden at ænse det. Han er typen, der kunne træde på et søm og først senere opdage det i form af blod fra skoen. Det er en ganske sjælden sygdom/lidelse og til al held jo så ikke forbundet med at have ondt nogen steder. Det betyder også, at da hans friskt scorede kæreste bliver kidnappet under et bankkup, så må Nathan med kælenavnet Novocaine tage sagen i egen hånd - og loven for den sags skyld.
Det er Jack Quaid, som du kender fra “The Boys”, “Oppenheimer”, “Scream 5” og senest “Companion”, der lægger krop til Novocaines eskapader. Han er ganske sjov, da han jo er på sit livs mission, men absolut ikke ønsker rollen som “superhelt” eller “actionstjerne”. I starten er han meget hensynsfuld omkring skurkenes ve og vel, men langsomt transformerer han sig til en kikset John Wick-type, da han bliver klar over, at samme hensyntagen til sig selv ikke er skurkenes spidskompetence. Instruktør Dan Berk og Robert Olsen har ikke sparet den gode Nathan for halsbrækkende scener, hvor en kæk kommentar altså er mere hyppig end lyden af at ømme sig.
“Novocaine” er ikke stor filmkunst med et Fort Knox-manuskript. Filmen er en letfordøjelig omgang underholdning, hvor afrevne negle, friture, armbrøst, morgenstjerner og tatovørpenne er en del af løjerne. Det er til tider ganske underholdende, men tilbage står også en plotlinje, som er tynd som en flage tivolikrymmel. “Novocaine” er en dej, der er strakt alt for godt ud - nok mestendels for at kunne få plads til vilde, skøre, absurde og platte stunts. Den skriger ikke på en 2’er, men lige så vanvittig en idé, den var til at begynde med, så tør jeg heller ikke kalde dette for en definitiv afslutning.
