Skriv en kommentar
Sjældent i dansk filmhistorie er en film blevet omgivet af så meget meningsløs mystisk som tilfældet er med Nynne. Hundredetusinder af hovedsageligt danske kvinder har et mentalt billede af denne sære single, der i Politiken og i bogform har tumlet sig igennem karrieren, kriser og kærlighed. Derfor er Nynne også i dansk sammenhæng umådelig svært filmstof. For det første skal der ikke gå meget galt for man for nogen over fingrene, og for det andet har mange en klokkeklar ide, om hvordan filmen skal skrues sammen på baggrund af det litterære oplæg. Nu skal tingene som bekend vurderes for det, der er i virkeligheden.
Vi kaster os ud i balladen med Nynnes liv, der mest af alt ligner en meget lang Carlsberg-reklamen, hvor to øl ustandseligt bliver serveret med de følgende pinagtigheder. Hun dukker op til fødselsdag for kæresten Henriks (Claes Bang) mormor, og tror ganske sikkert at han må fri til hende. Med stor sikkerhed for Nynne bragt sig en situation, hvor seeren ikke har anden udvej, end at krumme tæerne så meget at fødderne bliver to små kugler. Og sådan skal det være. Det er lige efter bogen og lidt til. Henrik frier selvfølgelig ikke, og hvad værre er. Han har fundet en yngre model. Så er det hjem under dynen, på med nattøjet og frem med telefonen og remote controllen. Hjemme i lejligheden er den blinde nabo Martin (Lars Kaalund) og hans kæreste (Lene Maria Christensen) vældig gode til at peppe humøret lidt op, så der kan komme gang i to andre væsentlige ting i livet – karrieren på Politiken og Dankortsmisbruget. Op på hesten igen og videre, Lille Nynne.
Det kommer hun også. Først møder hun Poul Erik Ø, en fesen mineralvandsdrikker, der når først han slår sig løs er et monster i sengen. Held og Lykke skriger han i orgiastisk vildskab. Siden møder hun den selvoptaget kogebogsforfatter Daniel, der sikkert og vist også har skeletter i skabet til op over begge ører. Findes der ingen lykkelig vej frem for Nynne? Det gør der jo nok.
Filmen har basalt set det, der skal til for at være en rigtig god gang underholdning indenfor den gamle traver, den romantiske komedie. Den følger tendensen fra Brigdet Jones’ dagbog med at det er den kvindelige protagonists neuroser, der ligger hindringer i vejen for den ultimative lykke, der i en sådan verden hedder lækker lejlighed, en metroseksuel han og et par børn med navne der var populære i begyndelsen af det 20. århundrede. Mette Heenos behandling af det litterære forlæg har været lødig og hun formår faktisk også, vil jeg påstå, at skabe en ny tone, der ikke helt ueffen. Ja, den er faktisk til tider rigtig, rigtig sjov. Formsprogligt er der også leget med sagerne på en måde, der aldrig tager overhånd, men som stadig kan vække interesse med små frække klip og herlige flash backs, hvor en tømmermændsramt Nynne gør status over det noget kiksede samleje med førnævnte Poul Erik Ø.
Der hvor filmen bliver rigtig god – og hvor dens force ligger er i castingen. De tre herrer, der gør livet surt for Nynne, Claes Bang, Ole Lemmeke og Jimmy Jørgensen, henholdsvis under- og overspiller i en tilpas grad. Særlig imponerende er Ole Lemmekes Poul Erik Ø. Lemmeke har været kendt som den alvorlig og pæne erotiker – og den rolle drejer han halsen om på og leverer et fantastisk morsom portræt af en marketingssjover med et noget forkvaklet forhold til sin seksualitet. På den anden side har man veninderne, spillet af Stina Stengade og Mette Horn. Særlig sidstnævnte, som spiller Merete, der er gift med Hans (kærlig og dejligt spillet af Lars Hjortshøj) er morsom. Hun har også problemer med Hans, som hun tror ligger i med en anden kvinde. På dette tidspunkt har vi ikke set Lars Hjortshøjs karakter og forestiller os en værre player. Men da han først træder ind på scenen, ved vi nok at sådan er Hans ikke.
Til sidst skal Nynne jo også igennem vridemaskinen. Ganske frækt har man givet rollen til den (en gang) ukendte Mille Dinesen, der kvittere med en meget oplagt og veldisponeret præstation. Ja, jeg kan nu ikke se, hvem der ellers skulle have spillet Nynne, men jeg har heller ikke læst meget af det litterære forlæg. Dinesen leverer Nynne med lige dele neuroser, sensualitet og selvironi – og sådan skal det være. Sjov og fræk i samme film. Det er en svær kunsten, som ikke alene Mille Dinesen klarer godt, men som Jonas Elmers film klarer godt. Glemt alt om litterære forlæg og andre film i genren. Nynne har sit eget liv, og det er et ganske originalt pust fra Elmers side til genren. At filmen i det sidste kvarter mister pusten en smule, skal ikke rokke ved at den faktisk er både velspillet – og ikke at forglemme, fantastisk morsom.
