Den store begivenhed på festivalen for os danskere var naturligvis de ikke mindre end to hovedpriser til Danmark. Tea Lindeburgs film DU SOM ER I HIMLEN vandt instruktørprisen, og også den debuterende 16-årige skuespiller Flora Ofelia Lindahl kunne indkassere prisen for bedste hovedrolle i samme film. Sidste år var det Thomas Vinterbergs DRUK, der ryddede hylden for priser til de fire hovedroller Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe.
I 2021 i den spanske afdeling var en af de vigtige film på festivalen, ikke mindst i lyset af den senere Oscar-udtagelse, THE GOOD BOSS (El buen patrón) af den spanske instruktør Fernando León de Aranoa. Ham kender man i forvejen fra gode film som Mandage i solen (Los lunes al sol, 2002), Princesses (Princesas, 2005) og Amador (2010). León de Aranoa plejer at være Spaniens svar på britiske Ken Loach med fokus på de svage i samfundet og den situation af afmagt, de befinder sig i. I THE GOOD BOSS går León de Aranoa ikke på kompromis med sine værdier, men han er mere ovre i komediegenren, hvilket sådan set klæder filmen godt og giver den en lethed, som de andre film ikke helt har, men samtidig også gør det mere vanskeligt at tage problemerne med arbejdsløshed og arbejdsgiverens uindskrænkede magt helt alvorligt.
Javier Bardem spiller endnu engang fantastisk som The good boss, den alfaderlige arbejdsgiver og fabriksejer, som producerer store industrivægte til kvæg og maskiner på fabrikken Básculas Blanco. Da der skal komme en komité og overrække fabrikken en pris, får el patrón travlt med at få det hele til at tage sig ud fra sin bedste side – men det er ikke så nemt, når han lige har fyret nogle medarbejdere, der ikke bare lige giver op.
MAIXABEL
Siden afslutningen på konflikten mellem den baskiske terrororganisation ETA og resten af det spanske samfund har man slikket sår, ikke mindst i Baskerlandet, og forsøgt at bygge bro over de store kløfter i den baskiske befolkning, hvor man gennem mere end 60 år var en fjende af ETA, hvis man ikke ønskede en total løsrivelse fra Spanien med Euskal Herria (Baskerlandet) som et selvstændigt land. Dette emne er stadig betændt og følsomt, men nu kommer der flere og flere film og dokumentarer om denne proces.
I 2019 så man på San Sebastián filmfestivalen den bevægende dokumentar Bridges (Zubiak/Puentes), som fulgte enken Maixabel Lasa i hendes beslutning om at mødes med den ETA-aktivist, der myrdede hendes politiker-mand. Det gjorde indtryk at overvære hendes frokostmøde med Luis, der havde fået udgangstilladelse, og deres dialog om årsager og konsekvenser.
Vi har også fået den virkelig gode HBO-serie Patria, der bygger på Fernando Aramburus roman af samme navn, og i år har Iciar Bollaín, som vi kender fra blandt andet Flowers from another world (Flores de otro mundo, 1999) og Ta’ mine øjne (Te doy mis ojos, 2003) taget emnet op i sin meget vellykkede film MAIXABEL. Her spiller Blanca Portillo hovedrollen som Maixabel, og fokus er netop på de dialoger, der fandt sted mellem Maixabel og hendes mands morder, Luis. Som altid er det psykologien og det menneskelige aspekt, der interesserer Iciar Bollaín, og Blanco Portillo og Luis Tosar spiller begge forrygende og troværdigt i en film, der rammer ind i temaet om tilgivelse.
WHO'S STOPPING US og THE DAUGHTER
Endnu et politisk tema blev præsenteret i WHO'S STOPPING US (Quién lo impide), som handlede om den unge generation af spaniere, som beskrives som den desillusionerede generation, der først har måttet lide under finanskrisen og så har fået præget deres ungdomsår af Corona-nedlukning.
Instruktøren Jonás Trueba, som er søn af den kendte spanske instruktør Fernando Trueba, har lavet en 3 timer og 40 minutter lang semi-dokumentarfilm, hvor han har fulgt otte unge gennem 5 år, alle unge, som er født i det 21. århundrede. Sammen med dem har har han udviklet sit manuskript, som var ret løst og egentlig mest et ønske om at portrættere en generation af spanske unge.
Dette har resulteret i en film, der er spontan, autentisk og også forvirrende og uden nogen klar retning. Der er nogle holdepunkter, som en forelskelse mellem to af de unge og en andens søgen efter sin identitet for eksempel, men dybest set er vi simpelthen vidner til livet hos de unge som en fluen-på-væggen-oplevelse, og det er slet ikke uinteressant. Vi lever med i deres håb, deres overvejelser, diskussioner, stille stunder og til sidst pandemien, som pludselig ændrer alt. At de otte unge er skuespillere er ikke nogen ulempe i forhold til troværdigheden, tværtimod gør det det nok lidt nemmere at blive siddende under den meget lange film. For det mærkes, at de unge skuespillere er mere sig selv end de spiller skuespil, og den friskhed og det gåpåmod, som Jonás Trueba har fanget, smitter helt ud i salen.
I det hele taget mærker man, at WHO'S STOPPING US har været et fælles projekt gennem år, som har skabt venskaber på kryds og tværs. Filmen drager os ind i sin verden, og det er forfriskende og inspirerende at opleve det gå-på-mod, der mobiliserer demonstrationer for ligestilling, metropriser, bolignød og andre politiske emner, som i Spanien kan få unge på gaden i stort antal.
I den mere traditionelle ende ligger filmen THE DAUGHTER (La hija) af spanske Martín Cuenca og med hans yndlingsskuespiller Javier Gutiérrez i hovedrollen som leder af et center for omsorgssvigtede børn og unge. THE DAUGHTER er en spændende og voldsom historie om den 15-årige pige Irene, som bor på centret og bliver gravid med en lige så ung dreng, der er rodet ud i diverse problemer.
Den engagerede og velmenende pædagog Javier beslutter at tilbyde Irene at tage hende med hjem og installere hende på sit landsted, mod at hun føder barnet til ham og hans kone, som ikke rigtig har held med at få børn. Som man nok kan tænke sig, er det ikke helt så ligetil, som han forestiller sig – en af grundene er, at det er ulovligt, og nogen får nys om, at pigen vist ikke er forsvundet, som han ellers har oplyst. Og hvad nu hvis hun i øvrigt forandrer mening? God og velspillet film, der holder spændingen hele vejen, og som afspejler balancen mellem næstekærlighed og egoisme.
AMPARO og PRAYER FOR THE STOLEN
Fra Latinamerika var en af de mest interessante film AMPARO (Colombia/Sverige/Tyskland/Qatar), en rørende og rystende historie fra Colombia om en mor, hvis søn Elias kidnappes af hæren for at aftjene værnepligt – ja, det er rigtigt nok – i et krigshærget område i regnskoven tæt på grænsen til Venezuela. Herfra kommer man ikke tilbage som et helt menneske, hvis man overlever.
Amparo forsøger på alle måder at få sin søn tilbage – hun bruger sine kontakter, sine få penge til at betale bestikkelse og sit hjerteblod i desperation for at redde sin teenagesøn fra at få ødelagt sit liv og måske aldrig komme tilbage. Det er ikke nemt, og filmen udstiller skånselsløst det korrupte og umenneskelige Colombianske samfund, der bruger teenagere som kanonføde. Elias forsøger at være tapper, men er så bange og har ikke lyst til at være machosoldat – det er hjerteskærende og AMPARO er en flot og vedkommende debutfilm fra instruktøren Simón Mesa Soto.
Også fra Mexico var der et filmbidrag PRAYER FOR THE STOLEN (Noche de Fuego) om mødre, der forsøger at beskytte deres piger mod at blive bortført til salg som sexslaver af narkokartellerne, som opererer i bjergene, hvor de dyrker valmuer. Pigerne bliver forsøgt forklædt som drenge og gemt i en hemmelig hule i jorden, når der er fare på færde.
Instruktøren Tatiana Huezo har taget udgangspunkt i romanen Ladydi af Jennifer Clement, og med sin baggrund som anerkendt dokumentarfilminstruktør har hun kastet sig ud i at skildre en situation, som finder sted i det bjergrige område i det nordlige México tæt på grænsen til USA. PRAYER FOR THE STOLEN vandt hovedprisen i kategorien Horizontes Latinos.
I CAMILA COMES OUT TONIGHT (Camila saldrá esta noche) fra Argentina er det de unge kvinder selv, der tager ordet. Instruktøren Inés Barrionuevo tager fat i den stilfærdige machismo, som finder sted i det argentinske samfund – på et tidspunkt for nylig, hvor abort stadig ikke var tilladt i Argentina. Hovedpersonen Camila flytter fra La Plata til Buenos Aires, hvor hun pludselig befinder sig i et helt andet – og meget mere traditionelt – miljø på en religiøs skole. Her er normerne nogle andre, og skønt man officielt behandler de unge ens, er der daglige undertrykkende ting, som pigerne må finde sig i. Men det gør de ikke…et oprør er på vej.
CAMILA COMES OUT TONIGHT tager temaer op som abort, homoseksualitet og afpresning som udtryk for de implicitte strukturer, der ligger i det argentinske samfunds måde at forholde sig på.
Endelig skal nævnes FEVER DREAM (Distancia de rescate) af Claudia Llosa (Peru/USA/Chile/Spanien), der delte vandene. Fever Dream er en filmatisering af debutromanen fra 2014 af samme navn, skrevet af den argentinske forfatter Samanta Schweblin. Den drømmeagtige gyserfilm er en fortælling om kvinden Amanda, som flytter på landet, hvor hun møder Carola, også en ung mor, der bærer på hemmeligheder, som hun delvis afslører for Amanda, efterhånden som de to kvinder bliver veninder og deres børn begynder at lege med hinanden. Men Carola har en søn, som er meget speciel og utilpasset, og han opfører sig mere og mere dyrisk som handlingen skrider frem. Amanda føler en dragning mod ham, og det er svært at afgøre, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er, det hele flettes sammen i filmisk smukke, drømmeagtige sekvenser og en voice-over, der taler til Amanda og fortæller hende, hvad hun skal gøre.
Alt i alt en fin filmhøst i et år, hvor nedlukning og corona har gjort det meget svært at lave film i hele verden – film er jo et holdspil, hvor man er nødt til at mødes i tæt samarbejde. Så meget desto dejligere var det også at kunne deltage i festivalen endnu engang på trods af mundbind og social distance.
Omtalte film:
Maixabel: Iciar Bollaín (España)
Camila saldrá esta noche: Inés Barrionuevo (Argentina)
Amparo: Simón Mesa Soto (Colombia)
Noche de Fuego: Tatiana Huezo (México)
Distancia de rescate: Claudia Llosa (Peru/Chile)
El buén patrón: Fernando León de Aranoa (España)
La hija: Martín Manuel Cuenca (España)
Quién lo impide: Jonás Trueba (España)
