Skriv en kommentar
Top Gun anno 2077
I en dystopisk fremtid anno 2077 er Jorden udrenset for levende væsener efter en altødelæggende alien-invasion. Jack Harper (Tom Cruise) er en af de få, der ikke ligesom resten af menneskeheden er evakueret til fjerntliggende baser i rummet.
Han flyver rundt i sit rumskib (der har en lettere komisk lighed med et par overdimensionerede testikler) og reparerer de droner, som overvåger de uindbudte gæster på Jordens radioaktive overflade. Cruise sender dermed en indirekte hilsen til gennembrudsrollen i Top Gun (1986), hvor han også trodsede lydmuren i halsbrækkende luftrums-manøvrer.
Hemmelig undergrundshær
Da Jack redder den smukke Julia (Olga Kurylenko) fra et nedstyrtet rumskib, ændrer hans hverdag – og verdensopfattelse – sig drastisk. Jack får kendskab til en hemmelig undergrundshær ledet af Beech (Morgan Freeman) - en ikonisk skikkelse i sort kappe og runde solbriller, der virker som en spejling af Morpheus fra Matrix-trilogien.
Langsomt erkender Jack, at intet hænger sammen, som han troede. Langsomt forstår han, hvorfor han på uforklarlig vis har lykkelige minder fra en tid før Jordens ødelæggelse – og før hans fødsel. Langsomt erkender Jack, hvor han kommer fra, og hvem han er. Og at han ikke er den eneste af sin slags.
Dansk stjernestøv
Tom Cruise, der fyldte 50 under optagelserne til Oblivion, laver stadig selv alle sine stunts. Det må man tage hatten af for, men til gengæld får hans karakter ikke rigtigt lov at udfolde sig i dybden. Han virker mest af alt reduceret til de samme tre-fire karakteristiske ansigtsudtryk. Nicolaj Coster-Waldau kaster dansk stjernestøv over verdensrummet som Beech’s højre hånd, og Morgan Freemans behagelige stemme er atter engang koblet til en karakter med guddommelig indsigt.
Oblivion er en uhyre flot og stort anlagt film. I Islands vulkanske landskab har instruktøren Joseph Kosinski (der også stod bag den visuelt dekadente 2010-udgave af Tron) fundet den oplagte setting til sin postapokalyptiske vision. Samtidig er mange kulisser – blandt andet New Yorks Public Library – bygget op fra grunden for at skabe et realistisk dommedagsscenarie, der ikke drukner i overdrevne special effects.
Hurtigt glemt
Men i lighed med sidste års Prometheus fungerer det hele desværre mest af alt som en imponerende visuel emballage, der dækker over en tynd historie. Det ydre er attraktivt, men holdt kunstigt oppe af et spinkelt skelet.
Derfor maner Oblivion slet ikke til eftertanke på samme måde som andre film i samme tematiske boldgade – eksempelvis Duncan Jones’ fremragende Moon (2009).
Oblivion betyder glemsel og dette indrammer på ironisk vis filmen som helhed. Den vil ikke blive husket som en skelsættende bedrift.
