Skriv en kommentar
”Oceans” er en forunderlig rejse ind i havets næsten uendelige spektrum af fascinerende natur og dens utallige og til tider uudforskede dyre og -planteliv, som har levet uberørt, passet sig selv og evolutionerede i millioner af år. Alt sammen indtil vi mennesker begyndte at forstyrre den herskende natur og forurene den med vores egoisme og skødesløshed. ”Oceans” er udstillingsvindue til den forunderlige natur som måske snart går tabt og måske bliver noget, vi skal fortælle vores børnebørn om, har eksisteret.
Delfiner som gennemborer vandets overflader som et nyslebet barbarblad i utrolig fart. Hvaler som vægtløse luftskibe under vandet og som monstrøse ubåde i vandoverfladen. Fugle som projektiler gennemborer vandoverfladen og gennem stimer af hjælpeløse fisk, der en efter en, bliver et måltid. Isbjørnen, der hopper fra isflage til isflage og ud gennem det iskolde vand – isoleret og alene. De mærkeligste skabninger på havets bund, som hvileløst og tålmodigt venter på deres bytte og hurtigere end en vores øjet kan opfange det, snupper hvad end, som er levende foran den. En hansæl, der begiver sig ned i et hul i isen, råber på sin mage, der titter frem og han giver hende et kys, inden de sammen boltrer sig vandet, uberørt og bekymringsløst.
Men hvad er det så, at ”Oceans” kan tilbyde, som ”Discovery Channel ”eller ”Animal Planet” ikke kan? Med specialbyggede kameraer har holdet bag filmen brugt mere end fire år på optagelserne, som skulle udforske verdenshavenes kræfter og dens indbyggere i en undersøisk verden uden regler. Kameraet skulle kunne følge hver en bevægelse og med en utrolig tålmodighed skulle hvert en skabning portrætteres respektfuldt, så enhver fik deres egen personlighed. Udstyret skulle være lydløst, så selvom det var i bevægelse, ville det være minimalt med forstyrrelser for arternes daglige virke. Så selvom man er forudbestemt, at man har set alt på Animal Planet, er dette alligevel en fascinerende og unik oplevelse, at rejse til alle hjørnestene af verden og se skabninger som, hvis ikke nyopdagede af dokumentaristerne, så i hvert er nyopdagede af os, publikum. Så hele filmholdets tålmod belønnes ved at, de bringer de smukkeste billeder frem på lærredet, man nogensinde komme til at se.
Oceans er en undersøisk bysymfoni i tråd med Walter Ruttmanns ”Berlin: Die Sinfonie der Großstadt” (1927) og Dziga Vertovs ”Man with the Movie Camera” (1929), som i dag er en uddød genre. Montagebilleder ledsaget af klassisk musik og med momentvis voice-over, der bidrager med refleksive kommentarer, bliver publikum overladt som uinvolveret beskuer til uendeligt blåt kanvas med bølger som penselstrøg og et hierarki med dyrene som hovedroller.
Vi får ikke arternes navne at vide, men overlades i stedet til selv at gisne om dem. Mens man lader sig drive med billedernes beskaffenhed og det melodiske soundtrack, kan man lade tankerne svømme og få sjov ud af, at navngive dem selv. ”OhMyGod”-fisken, der lydløst bevæger sig gennem vandet med åben mund og polypper eller ”I-Kongens-Klær’”-fisken, der med stilfuldt kongekappe, lader sig drive af strømmen. Eller måske finde et navn til, hvad vil konkurrerer som verdens grimmeste skabning, der river kloen af en krabbe, puffer den omkuld og gemmer sig i sin hule igen.
Det er uvist, hvor meget lyden er bearbejdet, da det kan virke som om diverse effektlyde er lagt på, men den bibringer til både humor og forundring til billederne. ”Oceans” problem er, at den desværre forsøger at hive en historie ned over det fortryllende univers. Historien om en ung dreng, der for første gang ser havet og bliver bevidst om menneskets destruerende natur. Sammen med sin far vandrer de rundt på et museum, hvor udstoppede havdyr er udstillet, som var de levn fra fortiden. Hvorfor kan mennesker og dyr ikke leve i fred og fordragelighed, bliver filmens tema, der desværre kommer til at virke for moraliserende. Menneskets forurening sættes i kontrast til naturen og vores ødelæggende natur, skal få os til at reflektere over økosystemets ødelæggelser. Det er en vigtig sag, som nok ikke kan gentages for mange gange – men det bliver desværre filmens svaghed.
Specielt voice-over speaken bliver ligeså forurenende, som den menneskelige forurenende natur, filmen prøver at skildrer. Man kan ikke sige, at den bidrager med nogle særlige nyttige informationer og dens belærende lyriske stil, bliver forstyrrende for oplevelsen. Man forstår filmens pointer uden at høre kommentarerne, men det er sikkert et valg, filmskaberne har valgt for, at selv for den mest ignorante miljøsviner, går pointerne ikke deres næse forbi.
”Oceans” er særdeles velegnet som en afstressende oplevelse, der kan nydes som afbræk fra lørdagsshoppingen eller dagligdagens travle trummerum. Udover at få serveret en fortryllende visuel melodisk oplevelse, får man også muligheden for at tænke over, hvad vi mennesker burde gøre bedre for, at bevare en af de største skatte på jorden – både arealmæssigt og metaforisk talt. Kontrasten mellem mennesket destruktive natur og vor jords rigdom bliver måske udpenslet en tand for meget. Netop derfor bliver den største kontrast også, når du træder ud af biografens mørke, ud i storbyens mylder igen, blandt bilos, efterladt madpapir på gaden og graffiti på husmurene og forsvinder ind i mylderet. Du har fået en på opleveren, men vandrer alligevel ubekymret videre. Måske har filmen fået dig til at kigge tilbage én enkelt gang, men den ændrer desværre ikke din adfærd. Dertil skal større kræfter til end to timers visuelt slik.
Hvis vi mennesker bare kunne blive klogere.
