Skriv en kommentar
Sydkoreansk på amerikansk
Den alkoholiske reklamemand, Joe Doucett (Josh Brolin), vågner op efter endnu en våd druktur på et hotelværelse. Efter tømmermændene har lagt sig, finder Joe ud af, at det ikke er et helt almindeligt hotelværelse, men derimod en maskeret celle, der vil holde ham indespærret for de næste 20 år uden svar på hvorfor. På samme pludselige måde bliver han sat fri igen, og han får nu chancen for at finde sandheden bag hans 20 års frihedsberøvelse.
Den sydkoreanske instruktør Chan-wook Park kom for alvor på det internationale publikums læber, da han i 2003 filmatiserede det forholdsvis ukendte japanske manga-tegneseriealbum Oldboy af Nobuaki Minegishi og Garon Tsuchiya. Historien om manden der bliver sat fri efter at været holdt fanget i 20 år uden at vide hvorfor, var blevet omskrevet en smule så det passede filmmediet bedre. Ligesom så mange andre film, er Oldboy nu blevet til genstand for en amerikansk remake af måske noget overaskende den dobbelte oscarnominerede instruktør Spike Lee. Og filmen er baseret på Parks film, ikke tegneserien.
Spike Lee Joints
Spike Lee gjorde i 1980’erne og 90’erne en karriere ud af film som udforskede racerelationer, politiske spørgsmål, vold i de urbane kriminelle miljøer og satte den sorte race i centrum med film som Do the Right Thing (1989), Jungle Fever (1991), Malcolm X (1992) og Clockers (1995). Hans produktivitet på filmfronten er siden hen stilnet af og kun kriminalitetsfilmene 25th Hour (2002) og Inside Man (2006), viser hans fortsatte kvalitative evner på filmfronten. Lee er også kendt for hans kontroversielle offentlige udtalelser, hvor han ikke lægger fingre imellem.
Fingre lægger Lee heller ikke imellem i hans genfortolkning af Parks Oldboy. Blodets flyder fortsat efter hammer-sprængte kranier, knækkede knogler, velplaceret kong-fu spark, gennemtrængende dolkespidser og bestialske hudafrivende torturscener. Men Oldboyer selvfølgelig mere end blod, vold og tortur. Bagved ligger en traumatisk hævnhistorie, der prøver at fortælle, at med tiden læger ikke alle sår!
Balancerer på et knivsæg
Den oprindelige historie handler om en næsten usandsynlig hævnspiral, hvor tungen skal holdes lige i munden for at plottet ikke falder fra hinanden. Mængden af information der gives publikum, skal hele tiden balanceres på et knivsæg, for at plottet ikke kommer til at virke utroværdigt eller forceret.
Den amerikanske udgave er i dette henseende gjort mere spiselig. Det er ikke kun det, at hovedpersonen ikke fortærer en et ottearmet bløddyr i en mundfuld som i den originale film, men det er de små ændringer, der gør, at tvetydigheden fra den oprindelige film er erstattet af overtydighed, hvor enhver information og handling bliver forklaret eller til sidst på den mest stringente vis opklaret. Derfor forsvinder mystikken, som i den grad var Parks films styrke, og er blevet udvekslet med utvetydige svar og løsninger. Specielt de små ændringer i filmens slutning, gavner i den grad ikke filmen. Det gør den tværtimod til en langt mere ligefrem og plan oplevelse, og man forlader biografen mættet af svar og intet til videre refleksion.
Brolin skulle have spist en blæksprutte
Josh Brolin spiller Joe-karakteren udmærket. Han formår at bringe den oprindelige Dae-su Oh karakters både hærgede, ramte og følsomme træk frem og giver en kompleks præstation, og formår at skabe sympati. Elizabeth Olsen som Joe’s store kærlighed Marie, giver også sit, men har desværre ikke meget at arbejde med.
Sharlto Copley som Adrian bag Joe’s skæbnesvangre indkapsling spiller den traumatiske ramte og sårede skurk godt, men dog bliver hans psykotiske træk en smule karikeret til tider. Samuel Jackson som ”fangevogter” leverer ”business as usual med en efterhånden meget typisk Jackson præstation, der ikke rykker nogle grænser: han leverer uden at imponere.
Lee har i den grad lavet en hæderlig genindspilning af Parks mesterlige hævnfilm Oldboy. Der er stadigvæk gruefuld underholdende og kreative kampsportsscener med humoristisk tække. Der er fortsat tragedie og et spiralerende plot med masser af hævngerrighed. Men den når den ikke Parks flydende og intense visuelle design og hævnsymfoniske musikvalg.
Lee kontaktede selv Park, for dels at høre hans tanker bag en genindspilning og dels for at få hans accept til projektet. Park havde eftersigende fortalt ham, at det var en glimrende idé, så længe han bare ikke laver den samme film igen.
Lee har lånt så meget han kunne fra Park og har i forsøget på at gøre det til hans egen film, stort set kun ændret få ubetydelige ting i startsekvensen, men hvad værre er, væsentlige detaljer af afgørende betydning i slutningen af filmen. Detaljer som, fordi plottet er så nøjagtig afbalanceret på vægtskål, gør, at filmen i ægte amerikansk tradition bliver lidt for fordummende, overtydig og udpenslende. Derfor spørger man sig selv, hvorfor skulle filmen laves igen?
Lee kunne lige så godt have ladet Josh Brolin spise den blæksprutte.
