David Lean’s filmatisering af Charles Dicken’s berømte roman, Oliver Twist, forbliver en uforglemmelig klassiker. Filmen er nu udkommet under Criterion mærket, der udmærker sig ved at udgive film der markant har været med til at præge filmindustrien.
Omdrejningspunktet i den klassiske fortælling er den forældreløse Oliver Twist fra fattiggården. Historien starter der hvor Olivers døende mor, banker på døren til hjemmet for at kunne føde sin søn. Oliver vokser op under strenge kår på hjemmet. Dårlig mad og hårdt arbejde er hverdagen. Da han trækker det korteste strå blandt de personer, som skal bede om bedre aftensmad, sættes Oliver i bogstaveligste forstand til salg for 5 pund. Oliver havner hos en en bedemand, som mener at et barns repræsentation ved begravelser kan give et godt indtryk. Efter et skænderi, ser Oliver dog sit snit til at stikke af og ind til storbyen (London). Fortvivlet og uopmærksom lokkes Oliver af en lommetyv ind i armene på den den uhumske bandeleder Fagin. Oliver tvinges herpå i lære som tyv i Londons gader. Et fag, han unægteligt havde forestillet sig at starte på. Det er et hårdt liv for Oliver, som må kæmpe for at finde vejen frem og ikke mindst for at finde sin egen identitet.
Eftertiden har vist, at Oliver Twist har været en populær historie. Der er blevet lavet over 20 filmatiseringer af den kendte historie. Senest har Roman Polanski filmatiseret en version i 2005. David Lean’s film fra 1948 er den første og ses også som den mest originale film om den forældreløse Oliver. Oliver Twist er den anden af Lean’s adaptioner af i alt 2 Dicken’s historier. Den første var Store Forventninger, fra 1946.
I rollen som Fagin ser vi en ugenkendelig Alec Guiness. Der er gjort et nummer ud af, at få ham til at ligne en ægte slyngel. Man væmmes ved hans udseende, så det er gjort godt. Netop på grundlag af Guiness’s rolle blev filmen, da den udkom, udsat for enorm stor kritik. Nogle mennesker mente at Guiness’s skildring af Fagin var anti-semitisk. Af den årsag udkom filmen først i 1951 i USA, men omtrent 7 minutter kortere. Nogle af scenerne med Fagin var klippet fra. Udover USA blev filmen også forbudt i Israel på grund af anti-semitisme. Den skabte også røre i Berlin i 1949.
Såvel som Lean’s forrige Dicken’s filmatisering, gør instruktøren igen brug af stærke visuelle effekter for at fremme stemningen i visse scener. I startscenen formår han at frembringe en fin balance mellem det sørgelige og poetiske, når Oliver’s bortløbne mor finder vej til fattighuset for at føde Twist. Fra det punkt er filmen også født og den fine balance bringes ikke til ophør gennem filmen, som hele vejen er rig på stemning. Den samme stemning fik Lean også frembragt i filmatiseringen af Dicken’s Store Forventninger.
Charles Dickens mening om barndommen var, at den skulle være tryg og fyldt med frihed. Når de kvaliteter trues, reagerer børn med arrighed og slår fra sig. David Lean har forstået at vise en Oliver Twist, der reagerer sådan. I scenen hvor Noah pirrer Oliver med sin døde mor, kommer Oliver til hægterne og slår Noah ned fra den stol han sidder på. Opgøret er endeligt når Oliver senere flygter til London.
Det er spændende som fortællingen om Olivers kamp for at bevare trygheden som barn udvikler sig. Olivers dilemma kommer frem i lyset, idet han forsøger at løbe væk fra et lommetyve-job og heldigvis når frem til en rig familie, der tager sig godt af ham og giver ham den tryghed og kærlighed som han har kæmpet for i årevis. Da Olivers identitet afsløres, afsløres samtidig Fagin’s tilstedeværelse og en intens jagt mod bagmændene bag tyvebanden sættes igang.
John Howard Davies spiller Oliver Twist. Som barnestjerne var hans karriere startet tidligt. Det var dog ikke så meget skuespil det blev til. Davies sidste film var i slutningen af 50’erne. I stedet har Davies gjort stor karriere som producer og instruktør. Af de mest kendte produktioner, kan nævnes Monthy Python TV-shows og Mr. Bean. I 1973 forlod Davies BBC for at blive direktør i EMI Television Productions.
Oliver Twist er simpelthen en af de bedre sort/hvid film der er lavet. Den originale Oliver Twist er en fantastisk version, som alle bør se.
DVD Ekstra materiale
Filmen leveres i lækker indpakning, men der er intet ekstramateriale med.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.