Olsen Banden over alle Bjerge er den direkte efterfølger til nr. 12 i serien, der atypisk ikke var en sluttet historie. Om end Olsen Bandens flugt over Plankeværket ikke ligefrem sluttede med en cliff-hanger, så var historien uafsluttet. Men ”over alle Bjerge” kom samme år som forgængeren, så publikum måtte ikke vente længe på at historien fik en afslutning.
Og en afslutning er det på alle måder. Hvis man lige glemmer den uheldsramte ”Olsen Bandens Sidste Stik”, der må regnes for mere eller mindre apokryf, så er ”Olsen Banden over alle Bjerge” sidste film i serien.
Efter et noget klodset sammenklippet 10 minutter langt resumé af ”Olsen Bandens flugt over plankeværket” fortsætter historien, hvor forgængeren slutter. Egon (Ove Sprogøe), Benny (Morten Grunwald) og Kjeld (Poul Bundgaard) er endnu engang blevet frarøvet den røde kuffert, men Egon reddede livet og undgik at blive kogt i syre. Sidste chance for at skaffe kufferten til veje er at følge efter den skurkagtige Bang-Johansen (Bjørn Watt-Boolsen) til Paris. Så banden får et lift i en Carlsberg-lastvogn, der skal levere de liflige dråber til byernes by. Og så går banden ellers i gang med Egons plan, i de mest atmosfæriske omgivelser hidtil set i en Olsen Banden-film.
Handlingen skal der ikke siges meget mere om. Det er fortsat Balling og Bahs i højeste gear, og der er masser af gode grin i ”Olsen Banden over alle Bjerge”, ligesom skuespillet er så veloplagt som altid. Har man ikke set filmen tidligere vil man måske undres over den bittersøde afslutning, der ikke undgår at virke lettere kynisk. Man mærker i afslutningen, at firsernes kynisme var nået ind til selv Balling og Bahs. Og hvis det virkelig var tilfældet, kan man kun være glad for at legen stoppede dér. Desværre fik nogen sytten år senere den idé, at lave en sidste Olsen Banden-film, hvilket blev til den geriatriske ”Olsen Bandens sidste Stik”. Men for ægte Olsen Banden-kendere vil det være ”over alle Bjerge”, der markerer slutningen på Danmarks mest succesrige filmserie nogensinde.
Ekstramateriale
Som sædvanligt er det noget tyndt med ekstramaterialet på denne Olsen Banden-DVD. Det består af trailere for ”over alle Bjerge” og ”Sidste Stik”, to sekvenser med henholdsvis Egons og Yvonnes skideballer fra filmen, filmografier, biografier og nogle WWW-links. Filmografierne er små beskrivelser af handlingen i alle film i serien, mens biografierne dækker de tre hovedrolleindehavere. Som rosinen i pølseenden er der ca. 12 minutter ”Om arbejdsprocessen og Yvonne”. Sidstnævnte er et uddrag (gudhjælpemig!) af et TV2-program, der hedder ”Ballingbanden”). Det er ærgerligt, for ikke at sige decideret tåbeligt, at de ansvarlige for DVD’en har valgt kun at medtage et uddrag af dette program. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at kalde det amatøragtigt og grænsende til det uforskammede. De 12 minutter i selskab med Balling og Bahs er ikke specielt oplysende, og en del af programmet går også med klip fra flere af filmene, så det er en noget tom fornemmelse man sidder med efter at have set det.. Ekstramaterialet får 2 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.