Tirsdag eftermiddag. København.
Superskurken Mr. White læner sig tilbage i stolen på byens dyreste hotel. Han er iklædt smoking, men butterflyen er af, og skjorten knappet op. Hans blik bevæger sig roligt rundt i lokalet. Hans øjne stirrer fast, roligt og koldt ind i mine. Men så bløder blikket op og hans krop læner sig pludseligt frem. “Jesper, hej” siger han. Lidt befippet får jeg fremstammet mit navn og minder mig selv om at Mr. White i virkeligheden er vældig meget mere Hr. Christensen.
Når en Bondskurk er i civil kan han være omend endnu sværere at fange. Men jævnlige påmindelser til mig selv om at det jo ikke er i rollen som Mr. White fra Casino Royale og Quantum of Solace jeg kender Jesper
Christensen bedst, men i virkeligheden i rollen som “Far” fra min barndoms TV-serie Nana, virker sjovt nok overordentligt beroligende.
“Far” starter med at undskylde. Han har ikke set filmen endnu. Han venter til premieren i England, med alt hvad dertil hører. Men han kender jo Bondfiguren, og har læst manuskriptet, så vi har rigeligt at tale om.
Quantum of Solace er en dyster film. Der er ingen filmplakater med et kækt smil. Filmen er ikke fyldt med vanlig tør humor og mindst ligeså tørre martinier. Den er mørk. Realistisk. Rå. Og Jesper Christensen er vild med det.
“De gamle Bondfilm var jo fantastiske, men jeg blev sgu træt af universet nogle år før Connery selv gjorde. Og jeg er aldrig rigtig steget på igen. Men den nye Bond er virkelig ny.
Man kan sige at i forhold til de gamle Bond-film er de to, som jeg har været med i indtil videre, renset for den dårlige humor og uden den chauvinisme i forhold til pigerne, som også irriterede mig dengang. De er meget hurtigere og meget mere realistiske. Og personlighederne er dybere. Det passer jo meget bedre til den slags film jeg har lyst til at lave.
Da man var barn og sad i biografmørket, havde man jo ikke lige regnet med at man en dag skulle se op på skærmen og råbe “Se! Det er mig!” det er jeg da stolt af.
Før i tiden var skurkene jo også karrikerede. I Quantum of Solace er de jo ikke onde. De er bare pengemænd. Og ligeglade med alt andet.”
I filmen hoverer Mr. White. Han har kun latter til overs for MI6. Mr. White og hans kolleger føler sig paranoide og tror at MI6 ved alt, men når det kommer til stykket, har de ingen idé om hvad de har med at gøre.. Jeg spørger forsigtigt om “Far” synes den nye Bond er dum?
“Han er sgu da ikke for klog! - Altså det tog ham jo en hel film at lære at man måske ikke skulle slå folk ihjel før man forhørte dem. Han er uovervejet og direkte. Han stiller sin krop i skudlinjen på samme måde som en professionel målmand. Men her handler det altså om krudt og kugler, og ikke bare bolde.
Når nogen er så lang tid om at fatte noget så simpelt, du ved, lige få sat de klodser der sammen, så er det jo ikke nogen man kan have en normal samtale med.
Men det er også det realistiske ved den nye Bond. Han kan ikke finde hoved og hale på hvor han er i det store spil, og han laver masser af fejl. For Mr. White´s skyld kunne han bare få lov til at ligge derude og rode rundt et sted.”
Hvis man spørger ind til det, at arbejde på en stor produktion som James Bond, får man skuespillerens overvejede udtalelser. Får at vide at Jesper Christensen spiller en stor del på angst. Den angst der ufravigeligt opstår når man ved hvor mange folk der har brugt tid, penge og rescourcer på at netop denne scene der optages lige nu, bliver fantastisk i første forsøg.
Man får at vide at Marc Forster er en instruktør der behandler én individuelt og proffessionelt og bakker op om netop det dén skuespiller kan. Når det hele kikser har Forster lige set en vidunderlig detalje som han kunne bygge en hel film på. At han får dig til at tro at det netop er dig han har set mest frem til at arbejde
sammen med, at han altid har villet det, ja faktisk siden han blev født!
Jesper Christensen vil oplyse at han har det godt i skurkerollen. At han føler frihed i at man ikke skal passe så meget på, for folk skal jo ikke kunne lide én alligevel. Og at han ikke ved om der kommer flere Bondfilm med en Mr. White som deltagende skurk.
Men hvorfor dog spørge om det når man allerede har fået den personlige vinkel og nu sidder og er fascineret over hvor tæt helt og skurk ligger: “Bond ville ikke virke som en ven. Det er sgu ikke en man lige ville vende problemerne med konen med. Og det kan da godt være at Mr. White bor på sit fine 1400tals minislot, men når han kommer hjem er han jo alene..”
