Skriv en kommentar
Den svenske forfatter Jan Guillou skrev for mere end tyve år siden den selvbiografiske roman Ondskab, der siden er blevet hvermandseje i Sverige og som enhver skoleelev læser, som vi andre læser Når snerlen blomstrer eller Martin og Victoria. En teaterudgave har kørt i fem år på Dramaten i Stockholm og nu er bogen endelig filmatiseret. Den vandt en Guldbagge for bedste film og blev også nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Inden den spilles i de danske biografer er den altså blevet så rigeligt hædret – og det ikke uden grund. Ondskab er så medrivende et drama, at man ikke ønsker at nogen overser den.
Vi er tilbage i begyndelsen af 1960erne, og Erik Ponti (Andreas Wilson) har mere end almindeligt mange problemer. Derhjemme fører hans nærmest karikerede onde stedfader et saditisk stormløb, og der vanker prygl, hver gang Erik taber en kniv. I skolen overfører den godt begavede Erik sin vrede på sine jævnaldrende og banker dem sønder og sammen under devisen vold avler vold. Han smides ud af skolen og bliver ved hjælp af moderens salg af arvegodset sendt på en konservativ kostskole, der ledes efter princippet om kammeratskabsopfostring. Det betyder reelt, at de ældste elever har en uhæmmet magt over de yngste og er man rapkæftet og flabet falder straffen prompte. Lærenstaben er provokerende passive. Erik Ponti lader sig ikke tilpasse under et fascistoidt system, der hædrer folk for deres adelige rang og forældreindkomst. Han er en outsider fra begyndelsen og bliver lynhurtigt skolen prügelknabe. Forrest i denne hetz står den elevrådets ubestridte leder Otto Silverhielm, en fjerde-åring, hvis utallige personlige nederlag i de første år af skoletiden udmønter sig i en hensynsløs terrorisering mod de nuværende ynglinge. Han er gemen og ond, som skåret ud af de værste lejrchefer. Efterhånden går det op for Silverhielm at Erik er svær at knække trods utallige staffe lige fra knytnæveslag til tømning af lokumspanden på Eriks kammer. Derpå går rådet løs på Eriks ven og værelseskammerat Pierre, der ikke besidder samme ariske, atletiske habitus som klassekammeraterne, men til gengæld besidder en enorm viden. Han havde opfordret Erik til Gandhisk afholdenhed, men Erik er en støbning, der ikke sidder ydmygelserne overhørig. Denne outsiderrolle tiltrække den finske køkkenhjælp Marja, hvis selskab kan koste ham en bortvisning fra skolen. Erik står altså i et mægtigt dilemma. Han har lyst til at stritte imod og elske en pige. Begge dele vil koste ham pladsen på skolen, og som det antydes, chancen for at få en ordentlig uddannelse.
Jeg er som altid imponeret over svensk skuespiltalent blandt børn og unge. Lukas Moodysson og Bo Widerberg har instrueret helt unge skuespillere så man troede det var løgn, og Mikael Håfstrøm gør dem kunsten efter. Ikke en eneste skuespilspræstation falder igennem. Andreas Wilsons portræt af Erik begynder som en rystende nervøs dreng med sideskilling og ender i en skikkelse, der er så hærdet af tæsk at selv den sadistiske stedfader ryster på den ellers sikre hånd. Han er fåmælt til det ydmygende vekslende med raseri til det yderste af fingerneglene, men med en sans for det underspillede. Hans ven Pierre spilles af Henrik Lundström, som mange husker som den forelskede tykkedreng fra Tillsammans. Mens filmens svære rolle som Otto Silverhielm spilles af Gustaf Skarsgård (søn af Stellan). Rollen er svær, fordi Otto er så vederstyggelig, at det ikke ville overraske seeren, hvis han bristede og Satan selv kom vadende ud af kroppen på ham. Men selv Otto viser sig til sidst at være menneskelig. Over al denne ondskab hviler der selvfølgelig noget større – en form for håb om lykke, personificeret af den finske Marja, der er så naturtro, ren, naiv og alligevel så livsklog. Dette bliver Eriks første store kærlighed og måske hans redning. Verden er mere end ondskab.
Svensk film har haft stor succes med at lave periodefilm fra starten af tresserne (hvem husker ikke Bo Widerberg vidunderlige Lærerinden), ligesom danskerne kunne for over tyve år siden med Bille August og Nils Malmros. Sådanne periodefilm pynter godt i den filmiske nyrealisme, der ellers hersker i Skandinavien. Ondskab lægger sig i kølvandet på en lang række af ungdoms/udviklingsfilm med unge drenges overgang til mand, og selve kostskolegenren er jo velkendt fra Dead Poet’s Society og seneste også den mesterlige Lost and Delirious (der nok handler om piger). Selv Harry Potter-filmene kan jo komme ind i den kategori af film. Pointen er, at der er en særlig stemning blandt eleverne, der i fraværet af forældrenes sikre anvisninger selv må famle sig frem i en tilværelse, der er underlagt klare regler og love, og hvor det kræves, at man træder i karakter. Alle synes at være nervøse og bange, men alle synes samtidig med at nyde kammeratskabet og den besynderlige form for frihed, der alligevel hersker. Denne usikre vekslen mellem temperamenter rammer Ondskab rigtig godt. Den har sine lyse øjeblikke og så er der også de dystre, der aldrig ender helt i en fatal katastrofe, som i mange af forgængerne er helt uundgåelige.
Hele vejen igennem filmen udvises største kvalitet inden for film. Billedsiden er smuk og man har brugt tid og penge på at genskabe et realistisk miljø som rammer tresserne godt. Skulle man alligevel sætte en finger på noget ligger det i selve historien og den måde karaktererne er bygget op. Eriks karakter kunne have være mere tvetydig. Han er simpelthen for god til at være sand, hvilket Jan Guillou også har påpeget. Måske ville ondskabskonflikten i hans karakter have pyntet gevaldigt, men undgås fordi den blot ønsker at være en crowdpleaser – men til gengæld fik den også en nominering til en Oscar for det. Den falder ikke til det melodramatiske, men mangler paradoksalt nok lidt mere ondskab. Alligevel sidder man tilbage med en bitter smag af dansk nederlag i munden og tænker nu har svensken gjort det igen. Lavet noget nær et mesterværk på deres eget sprog. Først fik vi Lærerinden, så Fucking Åmål, Tillsammans, Lilja 4-ever, siden Sange fra anden sal og nu Ondskab, og i samme periode har vi fået mindst 10 film om ægteskabskonflikter medieret igennem det håndholdte kamera. Pludselig forstår man, hvorfor den svenske overlæge i Riget hånede danskerne, som han gjorde. Vi kan prale af, at have lagt støttekroner på bordet, men hvornår får vi en dansk film i samme stil og klasse igen? Det er mesterligt af kunne producere så væsentlige film af den kaliber.
Som en afsluttende bemærkning kan man påpege, at Jan Guillou i 1966 skrev en række artikler om den virkelige kostskole, som danner grundlag for bogen og filmen. Artiklerne var med til at få lukket skolen. Det nævnes ikke i filmen, hvilket ikke skal pille ved det faktum, at hver eneste af de fem stjerner er velforjente. Havde den været knapt så publikumsvenlig som den er havde taget samtlige seks, hvilket lyder paradoksalt, men trods alt rummer en vis sandhed om filmen, at den ikke går planken ud. Derfor er Ondskab alligevel den film, man om nogen skal se hurtigst muligt.
