Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Søndag d. 22. juni 2007 fra kl. 5.58 til kl. 7.12 optog instruktøren Linda Wendel en spillefilm på Møn i én indstilling, bl.a. derfor hedder filmen ”One Shot”.
Det er ikke første gang, at en instruktør kaster sig over et sådant filmisk ekstremt projekt. Det er ikke mindst den nye digitale teknologi der åbner for muligheden – i princippet er der nu ingen tidsmæssig begrænsning på, hvor langt skuddet/indstillingen er. Verdens første film var så at sige i én indstilling – brødrenes Lumiéres 10 banebrydende film med premiere d. 28. december 1895 er i 10 indstillinger på hver ét minut. Hitchcock legede virtuost med idéen, da han instruerede den bestemt seværdige ”Rope” (1948), men ”snød” når filmrullen løb ud og lod kameraet glide ind bag et skab o.lign. for så at dukke op ud på den anden side med ny film i kameraet. Andy Warhol provokerede åbenlyst med filmene ”Sleep” (1963) og ”Empire” (1964) der i timevis, henholdsvis i 321 og 485 min., viser det samme motiv. Men med Mike Figgis (”Leaving Las Vegas”) fremragende one-shot-melodrama ”Timecode” (2000) kom der andre boller på suppen; her fortælles med splitscreen 4 simultane historier uden klip. Filmen har desværre aldrig haft dansk premiere. Vores egne dogmebrødre tog samme idé op i deres nytårs/årtudsindskifte-setup ”D-dag” (2000). Her kunne tv-seerne zappe mellem 4 simultane forløb der også løb sammen til sidst – filmen forblev dog en nytårseffekt. Så er der anderledes swung over den russiske instruktør Aleksandr Sokurovs imponerende ”Russian Ark” (2002), hvor man i én indstilling føres igennem Skt. Petersborgs Vinterpaladsets sale, hvor det ene optrin efter andet finder sted, og Ruslands historie således fortælles og kommenteres.
Ingen tvivl om at der stilles store krav til fotografen og til skuespillerne; intet kan gøres om, medmindre hele filmen skal gøres om! På sin vis vender man her i moderne regi tilbage til den første film, jf. Lumiere-brødrene. Det giver Linda Wendel udtryk for i ekstramaterialets samtale med Peter Schepelern. Hvis man fastholder, at filmens egentlige udtryk er den bevægelse der foregår i billedet har Wendel utvivlsomt ret – mesterinstruktører som Tarkovskij og Antonioni er åbenlyse ekponenter for den holdning. Men regner man klipningens bevægelse med til filmens bevægelse, ja så er den første films ”enestående” indstilling blot udgangspunktet for den filmiske udvikling.
Hvorom alting er skabes der med one-shot-film en helt særegen filmisk æstetik der i bedste fald er dybt fascinerende og som ligeledes har et umiddelbart forhold til handlingen.
Når det gælder handlingen, fortæller Wendel i samtalen med Schepelern, var meningen at se, hvorledes man kunne skabe en psykologisk udvikling hos hovedpersonen der forløber realtime, altså i de 73 ubrudte minutter filmen spiller i.
Det projekt lykkes ikke rigtig for Wendel og hendes tre velspillende skuespillere Mille Hoffmeyer Lehfeldt (Sally), Karen-Lise Mynster (moderen) og Jesper Christensen (Lennart). Sally vender efter år tilbage til moderen i hendes landlige idyl, hvor hun overrasker moderen og hendes elsker Lennart. Det er nu Sally vil vide, hvem hendes fader er.
Generationskonflikten er evident men også noget enerverende, kliché- og konventionspræget; Sally er barn af rigtige 68-ere, der har langt hår, er kreative/kunstneriske, er dybt egocentriske, sexfikserede og til syvende og sidst ofrende egne børn på selvrealisationens alter; barnet har kun muligheden som webcam-luder tilbage. Som satire fungerer filmen, når Jesper Christensens ynkelige hippie-parodi Lennart tager over, men det er desværre ikke ofte. Det drama der prætenderes i mor-datter-forholdet er der ikke belæg for i teksten der så at sige afleveres meget kortfattet, imens de to vandrer fra location til location i og omkring moderens hus. Således bliver filmen mere en teknisk bedrift end en god historie. Dog, selvom filmen er velkoreograferet er der i den retning mere at hente i et andet one-shot-projekt fra 2008; nemlig Jonas Melins ”Preludium”.
Når det så er sagt, skal det fremhæves, at Linda Wendels low-/no-budget film – (den helt fremragende) ”Baby” (2003), ”Han, hun og Strindberg” (2006) og nu ”One Shot” – er herligt velgørende i et dansk filmmiljø der er præget af mangel på ekperimenter og vilje til at tage økonomiske og filmiske chancer.
Ekstramaterialet består af en udmærket men ikke særlig dyb samtale mellem Linda Wendel og Peter Schepelern.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
