Skriv en kommentar
Det er ikke sket så ofte, men det hænder at film optages i et skud – altså at der på intet tidspunkt klippes i handlingsforløbet. Af de mere berømte eksempler kan Hitchcocks ”The Rope” nævnes, der dog havde det problem at der ikke kunne være mere end otte minutters råfilm i kameraet på det tidspunkt. Senest er Sokurovs 90 minutter lange ”The Russian Ark” fra 2002, der er ét langt steadicam skud. Formen er i sig selv imponerende og nu er her altså en dansk film af salgsen, med Linda Wendels ”ONE SHOT”. Det er absolut et sympatisk formeksperiment, men dertil heller ikke videre interessant som film.
Efter to års stilhed vender den frusterede Sally (Mille Lehfeldt) hjem kl. 5 en søndag sommermorgen, til et opgør med sin hippiemor Janne (Karen Lise-Mynster). Sally er en forsmået eksistens, der ikke rigtigt har fået noget ud af tilværelsen, andet end som webcam-pige. Det mener hun, sprudlende af arrigskab, ultimativt er moderens skyld pga. en forsømt barndom. Skænderiet afbrydes indimellem af Jannes mangeårige elsker Lennart (Jesper Christensen), hvor en række tabuer og sandheder trækkes frem henover knapt halvanden times tid.
Som nævnt i indledningen, er ”ONE SHOT” som eksperiment ganske iøjefaldende, men dertil er det relativt begrænset med de positive superlativer. Filmen er et slags mobilt og teatralsk kammerspil, hvor Jannes landejendom udgør scenen og de tre skuespillere bogstavligt talt kæmper om at holde handlingen i gang. Det er tydeligt at filmens fremdrift er styret af diverse cues, hvilket ofte virker noget umotiveret og dette giver en alt for hysterisk og falsk klang. Skuespillerne gør det imidlertid virkeligt godt og særligt Mille Lehfeldt yder en smertelig overbevisende optræden som den forsømte og ynkelige datter, der har svært ved at finde sig selv. Karen Lise-Mynster er udemærket som den selvretfærdige og egenrådige Janne, mens Jesper Christensens tilstedeværelse som den vattet og bøvet Lennart fungerer glimmerende som tiltrængt comic relief.
Fortællingen om den selvrealiseret kvinde der er løbet fra sit ansvar som moder, mens datteren står på den anden side og skyder skylden over egen ansvarsløshed på moderen, er dog lyden af en ridset plade der for længst er kørt i hak. Javist er kernefamiliens opløsning et eller andet sted altid relevant, men det er også en støvet tematik der er tyve år forsinket – og efterhånden temmeligt udkogt.
Der er ingen grund til at lægge skjul på, at den primære grund til at se ”ONE SHOT” er pga. formen og de fornemme skuespillerpræstationer. Ligesom dogmefilmene, brydes her med en tabu-ladet privatsfære. Det evigt tilstedeværende, og pågående, kamera giver en følelse af at man er en del af konflikten, hvori problemet er at dramatiken skrues unødvendigt højt i vejret. Det er modigt og godt tænkt, men når man efter den første halve times tid er kommet udover eksperimentets fascination, sidder man tilbage og venter på filmen slutter.
